Læsetid: 6 min.

Bønder på pengejagt i storbyen

Bønder strømmer til Beijing, og selv om byens indbyggere ikke har meget til overs for dem, så er der en del ledige, men ubehagelige job
8. november 2003

BEIJING – »Jeg er kommet til mit lands hovedstad for at tjene penge,« erklærer 21-årige Li Song. Han forsøger forvirret at orientere sig uden for Beijings vestlige jernbanestation. Efter den hårde 32 timer lange togrejse fra Sichuan-provinsen i Vestkina skal han nu finde vej til byggepladsen – hans hjem de næste 10 måneder. Han har forladt familiens marker for at tjene penge i regeringsbyens boomende byggesektor.
Li er ikke alene. Over 25 millioner bønder er beskæftiget på byernes byggepladser. De er blevet uundværlige for byernes udvikling, men er endt nederst i fødekæden. De udfører det mest beskidte og farlige arbejde, og befinder sig i en gråzone uden beskyttelse under loven, og uden den velfærd, der er til rådighed for byboerne. I Østbeijings Chaoyang-distrikt er endnu et højhus begyndt at rejse sig mod himmelen. Med 24 etager under sig, snor Cui Benye benene rundt om stilladset, mens han griber værktøjet, der bliver kastet op til ham.

’Jeg glemte selen’
»Jeg glemte sikkerhedsselen i dag,« griner han.
Taget vrimler med gule hjelme. Arbejderne udlægger en labyrint af gas og vandrør. Svejseflammer springer op og kraner svinger over hovederne. Cui kom hertil for fem år siden og har siden arbejdet på forskellige byggepladser i byen. Om fire måneder vil bygningen stå færdig.
»Så må jeg finde noget andet arbejde,« siger han.
Cui kommer fra Shandong-provinsen syd for Beijing. Hans kammerater er fra Heilongjiang i nord og Jiangsu i syd.
Fra taget er der god udsigt over Beijing: et panorama af kraner og højhuse. Men arbejderne lever isoleret fra byen, der snor sig neden for dem.
»Vi forlader aldrig byggepladsen,« siger Cui. »Vi laver ikke så meget andet end at arbejde.« Dagene er monotone. Alle ugens dage starter arbejdet klokken syv om morgenen og ender først omkring ved 20-tiden. Arbejderne vender hjem en gang om året for at fejre kinesisk nytår.
Cui sover i en mørk barak ved arbejdspladsen sammen med 100 af sine kollegaer. Hans få ejendele ligger i en lille bylt på hans køjeseng. Forholdene er ikke noget, chefen er glad for at vise frem: »Hvorfor vise noget, der er så grimt?« spørger han.
På nogle af byggepladserne skal de igennem en måneds uddannelse, inden de kan starte arbejdet. Det er ikke en introduktion til arbejdsprocessen, de bliver undervist i: »Vi lærer dem at være civiliserede. Her i byen kan de ikke opføre sig som på landet,« siger chefen Liu.

Springer op ad lønstigen
De fleste bønder tager et ordentligt spring op ad lønstigen, når de tager til byen. Cui tjener 750 yuan om måneden.
»Det er meget mere, end hvad jeg kunne tjene derhjemme,« siger han med en tilfreds mine. Hans kone og barn er stadig hjemme i landsbyen.
»Jeg gør det her for min familie,« siger han. »Min datter skal have en ordentlig uddannelse.«
Lønnen for arbejderne svinger. På en byggeplads i den anden ende af byen fortæller Zhao, han tjener 1.200 yuan om måneden. Kvinden Ling Baoyue tjener imidlertid 500 yuan om måneden for det samme arbejde. »Sådan er det bare,« siger hun.
De rigere storbyer har brug for den billige arbejdskraft til at udføre arbejde, de lokale ikke selv vil røre. Bønderne gør rent i byboernes hjem, indsamler affald på gaderne, arbejder i restauranter. Beijings indbyggere har dog ikke meget til overs for indflytterne. De er beskidte, har dårlige vaner eller er kriminelle er den almindelige karakterisering.
»De kan ikke lide os,« siger Cui. »De kan ikke undvære os, og kan alligevel ikke lide os.«
De lokale indbyggeres fjendtlighed er dog en af bøndernes mindre kvaler. De støder på de samme problemer, som folk der søger arbejde i et fremmed land. Kinas specielle hukou-system, der angiver ens hjemstavn og begrænser befolkningens bevægelsesfrihed. Har man ikke en Beijing-hukou, der i realiteten er en Beijing-opholdstilladelse, kan man ikke lovligt arbejde i hovedstaden. De fleste bønder opholder sig derfor uden tilladelse i byerne. De, og arbejdsgiveren, risikerer bøder og hjemsendelse.
Uden Beijing-hukou skal arbejderne betale ekstra for deres børns uddannelse, og de er ikke dækket i tilfælde af arbejdsløshed eller arbejdsskader. Deres ulovlige status i storbyen forhindrer dem at løse deres problemer gennem retssystemet, og de er sårbare over for misbrug fra arbejdsgiveren.
En undersøgelse, foretaget af det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua, viser, at over 70 procent af de vandrende arbejdere ikke bliver betalt til tiden. Qiu, der arbejder på en byggeplads i det vestlige Beijing, siger, han ikke fik udbetalt den løn, han havde til gode, inden han tog hjem for at fejre kinesisk nytår i slutningen af januar.
»Chefen ville nok være sikker på, vi kom tilbage,« spekulerer han. Måneder efter de var vendt tilbage fra deres nytårsferie, vidste mange af arbejderne endnu ikke, hvad deres løn vil være i det nye år.
Nogle arbejdere går derfor drastisk til værks. Der har været demonstrationer, og arbejdere i Guangdong-provinsen truede med at springe ud fra det højhus de arbejdede på, hvis de ikke fik udbetalt deres løn.
Store tegn rundt om på byggepladserne proklamerer at »sikkerhed er det vigtigste«. Realiteten er dog, at antallet af arbejdsulykker i Kina er astronomiske. En stor del rammer bønderne på byernes byggepladser. Cui er dog ikke så bekymret over sikkerheden. Han vil hellere tale om pengene, han tjener. Cui siger, hovedparten af hans løn bliver sendt hjem til familien. Han selv bruger stort set kun penge på cigaretter og øl.
Sars-epidemiens udbrud vendte op og ned på migranternes situation i Beijing og har understreget deres ustabile forhold i byerne. Da den kinesiske regering i slutningen af april endelig erkendte omfanget af sars, flygtede millioner af migranter. Op mod otte millioner forlod storbyerne ifølge Kinas vice-landbrugsminister. Alene i Beijing anslås det, at en million i slutningen af maj og starten af april tog hjem, på trods af myndighedernes opfordring om at blive. Regeringen er bekymret for, at de hjemrejsende arbejdere vil sprede sars til landområderne. En del byggepladser har været i karantæne. Hele arbejdshold har været flyttet ud af Beijing, da der blev fundet sars-tilfælde blandt dem.

Uden arbejde
Grundet den formindskede økonomiske aktivitet forårsaget af sars har mange tilflyttere mistet deres arbejde i servicesektoren. For bygningsarbejderne kan det ende med løntab, da arbejdet på nogle byggepladser blev afbrudt i længere tid. Grundet den usikre situation besluttede mange arbejdere sig for at tage hjem, hvor de føler sig tryggere på grund af deres legitime status, og kom væk fra den frygt som mange i Beijing i længere tid havde over for sars.
Under sars var der stor fokus på migranterne som mulige smittebærere, men der er også en begyndende interesse for deres generelle situation i byerne. Kinas regering er nu begyndt at fokusere på landets millioner af vagabonderende bønder. Den begrænsede bevægelsesfrihed inden for landets grænser ses som en hæmsko for yderligere økonomisk udvikling.
Den daværende ministerpræsident Zhu Rongji advarede i marts om, at hvis de migrerende bønder ikke får større andel af Kinas økonomiske vækst, kan det skade landets økonomi. Et direktiv fra regeringen erklærer, at deres rettigheder skal beskyttes.
Delegerede ved den nyligt afsluttede Nationale Folkekongres udtrykte desuden bekymring for, at migranterne er ved at blive andenrangsborgere. Li Song kan håbe på, at myndighedernes pludselige interesse udmønter sig i bedre forhold for ham, end dem hans forgængere har oplevet.

*Martin Gottske er freelancejournalist bosat i Kina

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her