Læsetid: 4 min.

Bønderne på bageste række

Et politisk landsmøde er ikke et landsmøde uden folk som Lis Andersen, der har været Venstre-medlem i 45 år. Hun debatterer ikke, men kommer for at få lindret sin indre uro efter pressens dækning af partiet
10. november 2003

En fest i Aalborg Håndværkerforening. Med Venstres Ungdom som arrangør. I slutningen af 50’erne. Det er pudsigt nok forklaringen på, at Lis Andersen nu mere end 45 år senere befinder sig på Venstres Landsmøde i Herning, der blev afholdt i weekenden.
Selv om Lis Andersen var barn af forældre med et livslangt medlemsskab af Venstre, havde hun ikke skænket Venstres politik – eller dansk politik i det hele taget – særlig mange tanker, før hun kom med til den bemeldte fest.
»Dengang var jeg nok mere tiltrukket af festerne end af det politiske,« siger Lis Andersen.
Men sådan er det ikke længere. Nu er Lis Andersen ikke kommet til Venstres Landsmøde for festens skyld. Hun er kommet, fordi hun har fulgt partiet, både fra sidelinjen og på tæt hold, i hele sit voksenliv.
»Venstre er kommet til at betyde utrolig meget for mig. Igennem mit medlemskab har jeg mødt en masse spændende mennesker og lært en masse om, hvordan samfundet fungerer,«siger Lis Andersen, der i dag 65 år.
Men landsmødet er stadig en festlig lejlighed. Lis Andersen er iført sorte bukser, sort bluse, en sort- og hvidternet jakke og et lille farverigt tørklæde om halsen. Alt sammen hjemmesyet. I ørene har hun guldøreringe.
Et af de mennesker Lis Andersen har mødt, er tidligere landbrugsminister Britta Schall Holberg. Hun besøgte engang Lis Andersen og hendes mand på deres gård i Brønderslev. I Venstre er der nemlig tradition for at holde såkaldte havemøder, hvor lokale Venstre-medlemmer inviterer en kendt politiker til at holde foredrag for dem.
»Så møder medlemmerne selv op med kaffe, kage og en stol,« fortæller Lis Andersen.
Havemødet med Britta Schall Holberg blev dog ikke holdt i haven pga. dårligt vejr, men derimod i maskinhuset. Det var tilbage i 1986 – hvor søgelyset var rettet mod miljøet og landbruget.
»Jeg kan huske, at Britta skældte os ud over, at vi dukkede os for miljø-kritikerne. Hun ville have, at vi skulle bide fra os, fordi det var os, der kendte til den daglige drift ude i landbrugene,« siger Lis Andersen.
Omkring den tid havde hun og hendes mand et stort landbrug med malkekøer og svinehold. Og mens hendes mand passede landbruget, så var hun fuldt beskæftiget med børnene, arbejdet som medhjælpende hustru i landbruget, regnskaber og arbejdet med at brødføde sæsonarbejdere ansat på kost og logi.
»Så jeg havde andet at tænke på end politik, men jeg fulgte altid Venstre i pressen,« siger hun.

Stilfærdig politik
Men da børnene fløj fra reden et par år senere blev der pludselig kræfter til overs. I første omgang var det Lis Andersens mand, der fik en post i lokalforeningen. Men efter nogle år overtog hun posten fra ham.
»Min mand havde egentlig ikke særlig meget lyst til at være aktiv i partiet. Han var søn af en politiker, så han fik nok af politik i sin opvækst. Men jeg havde meget lyst, så jeg kastede mig ud i det,« siger hun.
Og så gik det slag i slag. Hun blev formand for Kommunalforeningen, og fik ansvaret for at opstille kandidater til kommunalvalgene. Derefter Kredsformand, med ansvaret for at opstille kredsens folketingskandidat fra Sæby, Dronninglund og Brønderslev. Nu er hun amtsformand for et kirkeudvalg, et forskningsudvalg, og sekretær i diverse andre udvalg.
Alligevel mener hun ikke, at der ligger en politisk karriere i kortene.
»Jeg er blevet beskyldt for, at jeg har mere organisatorisk tæft end politisk tæft,« siger hun.
Det er da heller ikke politik, der bliver snakket om hjemme ved middagsbordet.
»Vi diskuterer aldrig politik i familien, selv om både jeg og min datter er engagerede. Vi føler simpelthen ikke trang til at diskutere det.«
Hun mener, at politik fylder meget i familien, men på en stilfærdig måde. Det er dog blevet udfordret lidt siden børnebørnene er blevet store: »Mens et af vores børnebørn gik i gymnasiet forsøgte hun gerne at provokere os lidt. For eksempel ved at insistere på at diskutere udlændingepolitik. Hun kunne finde på at kalde sin morfar for racist, og så skumlede han noget, for han kunne jo ikke blive vred på sin øjesten,« siger hun og ler. Så bliver hun eftertænksom og siger: »Men han var nok mere bange, end han var racist.«

Forvirre og forbitre
For Lis Andersen er Venstres landsmøde en mulighed for at høre Venstres egen udlægning af nogle af de sager og tiltag, som hun ellers kun har stiftet bekendtskab med i medierne.
»Det kan godt forvirre og forbitre for eksempel at høre om beskyldninger mod miljøministeren for snyd med fondsmidler. Og så er det enormt rart at høre, hvordan Venstre selv udlægger sagerne. Det fjerner noget uro og nogle bekymringer,« siger hun.
For hende er landsmødet også en hyggelig dag, som hun tilbringer sammen med sin mand.
»Det er en ren afslapningsdag,« siger hun. Lis Andersen regner nemlig ikke med, at det er på landsmødet, hun skal yde sin indflydelse på Venstres politik. Det gør hun qua sit arbejde for partiet.
»Hvis man ikke foretager sig noget, har man ingen indflydelse,« mener hun.
Og hun er fuld af tiltro til partiet, som hun mener har været igennem en positiv udvikling i gennem de sidste mange år.
»Vi har klaret overgangen fra at være et land-parti til også at være et by-parti. Og det er jo lidt af en kunst at bibeholde de tro proselytter på landet, og samtidig tiltrække byfolket,« siger hun.
Nu afventer hun i fuld tillid Venstres udspil til, hvordan samfundets struktur skal se ud i fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu