Læsetid: 4 min.

? / ! Bruce Springsteen

Bruce Springsteen er taget på ferie efter 120 koncerter i 82 byer over hele verden. Hans afsluttende shows på Shea Stadion med The E Street Band blev set af over 150.000 tilskuere. Gennemsnitskvaliteten af turneen kan tjekkes på en ny dvd, Live In BarcelonaÇ og han gør karrierestatus med cd-boksen The Essential Bruce Springsteen, der samtidig fungerer som et korrektiv til George W. Bush Amerika-opfattelse.
22. november 2003

Selvfølgelig var det der, skiltet, der ønskede ’Bruce for president’, da George W. Bush i denne uge blev budt uvelkommen i Londons gader af titusinder af demonstranter. Springsteen har dog, trods opfordringer, modstået fristelsen til at gå ind i politik, selv om han nok ville have lige så stor chance for at vinde guvernørposten i New Jersey som Arnold Schwarzenegger i Californien.
Han har altid ønsket at være en fri stemme. Eller som han formulerede det under afslutningskoncerten på hans verdensturne: »At søge efter sandheden er selve the American way.« Og han inviterede derpå Bob Dylan, »min største inspiration,« på scenen til en tumultarisk, men tordnende udlægning af »Highway 61 Revisited«. Dylan, manden, der engang erklærede, at »to live outside the law, you must be honest.«
De tre propudsolgte shows på Shea Stadium i New York i sidste måned var i det hele taget ikke uden politiske undertoner. Hvert show startede med det herostratisk berømte tv-klip, hvor Bush igen og igen betonede, at Saddam Hussein skam havde masseødelæggelsesvåben. Dermed fik »Born In The U.S.A.,« som for første gang længe blev spillet i bestsellerversionen med band, en særlig resonans. Den sidste aften, midt under den overgivent jublende, livsbekræftende »Waiting On A Sunny Day,« bad Springsteen de 52.000 tilskuere råbe lidt højere, hvis man ønskede Bush for en rigsret.
Og at Springsteen stadig kan støde og spidde, blev også bevist, da hans faste politieskorte til og fra spillestedet udeblev den sidste dag. Årsag: Han havde aftenen før givet nummeret »American Skin,« som handler om en ubevæbnet haitiansk-amerikansk indvandrers fatale møde med 41 pistolskud fra gadebetjente fra NYPD. Som Springsteen synger: »You can get killed just for living in your American skin.«

Tvivlen som turbo
Da Arnold Schwarzenegger kørte sin valgkampagne i dette efterår fik han bl.a. opbakning af sangeren Dee Snider fra heavymetal-bandet Twisted Sister. Snider var ikke i tvivl om, hvorfor han støttede ’Arnie’: »Han satte sig et mål, forfulgte det og nåede det. Hvad mere kan man forlange af en politiker,« spurgte Snider – uden gran af ironi.
Bruce Springsteen har heller aldrig været i tvivl om at den eneste drivkraft er – tvivlen. Det er den dybereliggende turbo i al hans musik, og, når alt kommer til alt, den, der bliver ved at skille ham ud fra mængden, selv om han de seneste mange år har bevæget sig i det farvand, man af mangel på bedre kan kalde mainstream. Springsteen har aldrig overgivet sig.
Den rankhed har også gjort ham til en irriterende flue i øjet på de hippe af anmelderne, der altid møder succes med skepsis, og som for en sikkerheds skyld kvitterer for ærlighed med professionel mistro. Især hvis de får færten af, at for mange andre kan lide det, de selv kan lide.
Det kan man tænke sit over, mens man hører Springsteens seneste udspil The Essential Bruce Springsteen; tre cd’er, der giver et dækkende karrieretværsnit krydret med mere eller mindre obskure skæringer, rangerende fra det sublime som den æteriske »Missing« til det lidt for jappede i »Viva Las Vegas«. Pladerne suppleres af Live In Barcelona, en dobbelt-dvd fra hans og The E Street Bands koncert i Palau Sant Jordi, som efterhånden i Europa må være, hvad Asbury Park er for ham i USA – hjemmebane, hvor trygheden ikke gør ham lad og selvfed, men giver ham og hans band et til tider næsten naturstridigt vingefang i betragtning af musikkens ur-traditionelle karakter.

Det små i det store
Hvor Springsteen på sin forrige opsamling Greatest Hits udelod de tidlige sange, medtager han dem her, så de illumineres påny ved at blive sat op imod de sange, der gjorde ham til megastar.
»Blinded By The Light,« »4th Of July, Asbury Park« og »Rosalita« er stadig knopskydende af ungdommeligt overmod og livsappetit, og selv om den misfortolkede »Born In The U.S.A.« gjorde ham til stadionattraktion, er det disse første sange, der forklarer, hvorfor Bruce Springsteen som en af de meget få kunstnere lyder lige fysisk nærværende i en klub og en friluftsarena.
Han evner at finde det store i det små og sandelig også omvendt. Han kan sparke røv med sin elektriske guitar, for så i næste sang at kærtegne øjeblikket med akustisk guitar. Og hans rablende billedblomstrende rim reducerer Jokeren til en festsangskribent.
Og så praktiserer Springsteen det, alt for mange glemmer eller bare snakker – respekten for publikum, den totale identifikation med, hvordan det er at stå dernede og drømme sig op, hvor stjernen stråler. Idoldyrkelse bliver med ham en fanstyrkelse.
Det ser man bjergtagende tydeligt på den følsomt fotograferede dvd.
Skeptikere bør starte her. George W. Bush har ikke patent på amerikanskheden. USA er ikke kun Stars and Stripes. Og Springsteens Amerika ville jeg godt gå i krig for. Forær Fogh et eksemplar i julegave, så han kan danse i mørket.
Torben Bille

*The Essential Bruce Springsteen. 3cd. Columbia/Sony
*Bruce Springsteen & The E Street Band: Live In Barcelona. 2dvd. Sony

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu