Er Bush venstreorienteret?

Frie ord
Overskriften er provokerende. Også over for mig selv. Oven i købet på dagen efter de store demonstrationer i London mod nævnte Bush og de to attentater i Istanbul. Men hør nu, hvad USA’s præsident sagde i sin store tale i forgårs i samme by:
»Den gudbenådede værdighed tilsiger os ikke at vende det blinde øje til undertrykkelse, bare fordi undertrykkelse, sult og sygdom ikke finder sted i vores egen baghave.« Er det ikke, hvad venstrefløjen har anført mod alle reaktionære i årtier, ja, i århundreder helt tilbage til Immanuel Kants skrift om »Den evige Fred« i 1795? Jamen, USA har jo selv støttet diktatorer rundt om i verden, lyder indvendingen som bekendt. Hvilket foranledigede præsidenten til at øve selvkritik: »Vi skal ikke længere nære den opfattelse, at tyranni er gunstigt, fordi det for en tid er belejligt.« Og fortsatte med at understrege, at »vi vil rejse et ideal om demokrati i alle dele af verden.« Derfor hyldede han udtrykkeligt demonstrationerne mod sig selv: »Jeg har kun været her i kort tid, men jeg har bemærket, at traditionen for det frie ord udfoldet med entusiasme er i live og sund her i London.« Hvis det ikke er progressivt, hvad er så? Frihed, demokrati og velstand skal udbredes til også hele Mellemøsten. Kun modstræbende konservative kan vel være modstandere af det? For at det ikke skal være løgn, fik Israel at vide, at det skal standse ikke-autoriserede bosættelser, opførelse af mure og hegn til adskillelse af palæstinensere og israelere og daglige ydmygelser af palæstinenserne. Mens FN og den ganske verden blev oplyst om, at hvad USA og Storbritannien nu bestræber sig på, just er at sikre multilateralisme og forhindre FN i at lide samme skæbne som Folkenes Forbund (Folkeforbundet) i tiden op til Anden Verdenskrig, fordi der ikke med fornøden voldsanvendelse i tide bliver sat ind mod den vold, der vil efterlade verden i et kaos under alene voldsanvendelse. Bush havde dyb forståelse for fredselskende mennesker som demonstrerer mod krig, men magtanvendelse er til tider nødvendig over for den åbenlyse ondskab. Han var blevet kritiseret for at operere med modsætningen ond og god, men påberåbte sig direkte den engelsk-europæiske – venstreorienterede – arv: »Vi bliver sommetider kritiseret for en naiv tro på, at frihed kan ændre verden. Hvis det er en fejl, så begyndte den med at læse for meget John Locke og Adam Smith. Amerikanerne bliver også indimellem kaldt moralister, der deler ting op i rigtigt og forkert. Den iver er inspireret af eksempler fra jeres ø.« Skældes de såkaldte »venstrefløjsere« ud for i selvgodhed at dele verden op i gode fremskridtskæmpere og onde bagstræbere, er Bush altså erklæret og vedkendt venstreorienteret.
At der ikke uden videre er overensstemmelse mellem ord og handling, bevidnes f.eks. af Guantánamo, de uhyrlige forskelle mellem levevilkårene for USA’s rige og fattige, det forfærdende antal sultne amerikanske børn, pengemagtens langtfra demokratiske indflydelse på bl.a. den mediemæssige hverdag og de amerikanske valg, som i øvrigt kun højest halvdelen af befolkningen finder det ulejligheden værd at ofre en stemme på, miljø- og naturødelæggelserne i og udgået fra Guds eget land, den religiøse fundamentalisme, det store antal internationale traktater, som USA enten har opsagt, ikke tiltrådt eller ikke overholder og US-hånden, som i sidste instans alligevel altid holdes over Israel... Men når sandheden skal siges, er det vel også en sandhed, som kan siges om megen venstreorienteret virksomhed i fortid og nutid, at ord og handling af og til og måske endda ofte var og er i modstrid med hinanden? Også i den forstand kan Bush karakteriseres som »venstrefløjser«.

Det kan han også som taber. Efter Irak-krigen. Hvis ellers de ord står til troende, som i onsdags blev offentliggjort i International Herald Tribune af Martin van Creval, professor i historie ved Hebron Universitetet i Jerusalem. Og – ifølge Tage Bauman i Orientering på P1 – også en af verdens mest anerkendte militæranalytikere, hvis bøger er pligtlæsning på USA’s militærakademier og i Pentagon, og som mindst af alt er anti-amerikansk af sindelag. Alligevel skriver van Creval, at med sin beslutning om at fremskynde overdragelsen af suveræniteten til irakerne selv til allerede midten af næste år under indtryk af voksende modstand og tab, »vil USA tabe – har i realiteten allerede tabt – krigen. Det eneste spørgsmål er hvor længe det vil tage og hvor meget prestige, som endnu kan reddes fra ruinerne.«
Hvad der sker i Irak, når amerikanerne er forsvundet, er op til enhvers gæt, men at en amerikansk-udpeget regering kan overleve, betragter Martin van Creveld for usandsynligt. Står Saddam Hussein bag guerrilla-angrebene vil han prøve at opnå kontrol over landet igen. Kan han ikke det, vil Irak formentlig falde fra hinanden i tre dele: et shia-muslimsk syd, et sunni-muslimsk centrum og et kurdisk nord. Det mest sandsynlige er tre mini-
Afghanistan’er, som vil tjene som himmerrige for terroristiske aktiviteter over hele Mellemøsten. Omkring Irak har Jordan, Saudiarabien og Egypten mest at frygte ved et amerikansk kollaps. Især Saudi-Arabiens og Egyptens overgang til uforsonlige islamiske regimer kan få langtrækkende, verdenshistoriske følger. På kortest sigt har Israel størst fordel af Irak-krigen, fordi det nu for første gang siden statens grundlæggelse i 1948 ikke har nogen virkelig konventionel fjende inden for 1.000 kilometers afstand. Har Ariel Sharon nogen fornuft i behold, benytter han lejligheden til at komme overens med palæstinenserne. Om han gør det, må tiden dog vise. På længere sigt opnås den største fordel af Iran, som uden at løfte en finger har set sin farligste fjende gå til grunde. Allerede før USA invaderede Irak følte iranerne sig omringet af atomvåben-mægtige USA-styrker i Aghanistan, Central-Asien og Golfen. Nu, da USA har vist sig parat til at bekæmpe enhver uden nogen som helst grund, skulle det være tilgiveligt om iranerne fordobler deres anstrengelser for selv at blive atommagt. Et atombevæbnet Iran vil højest sandsynligt blive efterfulgt af først et atombevæbnet Tyrkiet, dernæst et atombevæbnet Grækenland, et atombevæbnet Saudi-Arabien og et atombevæbnet Egypten. »Velkommen til fagre nye verden. Mr. Bush,« slutter Martin van Creveld.

Det sidste om den fagre nye verden er citat fra Shakespeares Stormen. Det drama skal jeg dog først se i morgen i Kanonhallen i København, men næste fredag vil jeg prøve at fortælle, hvad Shakespeare (med støtte fra John Gray og Wolfgang Sachs) har at sige om hele denne komedie. Eller er det »venstrefløjseriet«s tragedie?