Læsetid: 2 min.

Dårlig jura på Hesselø?

Den ulovlige havn og flyveplads på Hesselø er anlagt, fordi der er bopælspligt på øen, mener ejerens advokat. Det passer bare ikke, siger Jordbrugskommissionen
14. november 2003

Det ligger udelukkende menneskelige hensyn bag den ulovlige havn og flyveplads på Hesselø, fremgår det af en 11-sider lang skrivelse fra advokat Niels Erik Nielsen, som Frederiksborg Amt modtog i går.
»De foretagne arbejder er alene igangsat for at sikre øjeblikkelig og uhindret adgang til og fra øen, således at mennesker og menneskers tryghed, sikkerhed og helbred tilgodeses,« skriver Nielsen, der repræsenterer øens ejer, våbenfirmaet Weibel i Allerød.
Advokaten afviser de anklager, som amtet har beskyldt Weibel for, bl.a. ødelæggelsen af en middelaldertomt og stendiger, lige som havnen og flyvepladsen er forbedringer af eksisterende anlæg osv. Men det centrale er spørgsmålet om bopælspligten.
I mange år har der fast boet et bestyrerpar på øen, og ifølge advokaten hænger det sammen med, at »ejeren er pålagt pligt til at sikre beboelse på ejendommen som følge af øens status som landbrugsejendom«.
Ifølge Informations oplysninger er det faktisk forkert. Da Weibel i januar modtog en tilladelse til at erhverve øen, indeholdt den således en dispensation fra landbrugslovens almindelige regler om bopælspligt, grønt kort osv.

Nye toner for advokaten
»Jordbrugskommissionen har givet tilladelsen den 7. januar i år, og den er givet uden de sædvanlige krav, fordi der er særlige omstændigheder på Hesselø, bl.a. at den er svær tilgængelig,« siger sekretær for Jordbrugskommissionen i Frederiksborg amt, Søren Aarup.
– Der er altså ikke bopælspligt på øen?
»Nej, det er der ikke,« siger Søren Aarup.
Det er nye toner for advokat Nielsen: »Hvis det viser sig at være en ændret forudsætning, så må vi se på det.«
– Sekretæren for Jordbrugskommissionen har oplyst, at tilladelsen netop er givet med dispensation?
»Det vil da være dejligt, hvis det viser sig, at man ikke har pligt til at have mennesker derude, eftersom det har været en grundlæggende forudsætning hidtil. Hvis den ændrer sig, ved at myndighederne ændrer opfattelse, så vil Weibel da også tænke på, om man skal have øen beboet eller ikke beboet,« siger advokat Nielsen.
– Ifølge sekretæren er det ikke noget, der er ændret...?
»Jeg kan ikke forholde mig til, hvad sekretæren har sagt til dig. Hvis han siger noget andet, så vil selskabet forholde sig til det.«
Den primitive landingsbane for fly eller den interimistiske havn, der i mange år har været adgangsmuligheden til øen, har ikke været tilstrækkelig sikker for Weibel:
»I tilfælde af tilskadekomst af eller alvorlig sygdom hos en person på øen under arbejde eller fritid var det umuligt at eller forbundet med store risici at få den pågældende væk fra øen,« som Nielsen noterer.
Også hensynet til en vejrstation, som Danmarks Meteorologiske Institut driver på øen, spiller ind, mener Weibels advokat. Vejrstationen er nemlig »afhængig af, at der er forsvarlige adgangsforhold til øen,« som han skriver.
Men DMI har tidligere oplyst til Information, at man kun har behov for tilsyn med vejrstationen på Hesselø hvert andet år, med mindre da, at stationens udstyr skulle gå i stykker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her