Læsetid: 5 min.

I dag så bedre ud i går

Fremtiden virker truende, de kriseplagede tyskere kryber sammen om fjernsynet og forsøger at finde varme i en lykkelig fortid. Krisebehandling formidlet gennem populærkultur
28. november 2003

(2. sektion)

Tyskland
Historiske film har et alvorligt problem – slutningen er kendt på forhånd. Vi vidste for eksempel godt, at Tom Hanks til slut nok skulle kravle levende ud af Apollo 13-kapslen.
Da den tyske tv-station Sat1 i begyndelsen af denne måned viste en dramatisering af en mineulykke i 1963, var slutningen også kendt: Ved hjælp af et stædigt redningsarbejde kunne en god del af de indespærrede minearbejdere hentes op fra deres underjordiske grav under byen Lengede ved Braunschweig.
Men på trods af den kendte slutning og den i grunden stillestående handling – 10 mænd fryser i en mørk hule, mens redningsholdet febrilsk forsøger at finde frem til en kompressor stor nok til at grave en nødskakt – hang mere end 10 millioner seere på de to aftener Das Wunder von Lengede (Miralet i Lengede) blev vist.
For seerne fik noget andet end en film om en kendt og hyppigt beskrevet mineulykke; de fik et glimt af en fjern, lykkelig tid.
»I nedtrykte tider længes Tyskland efter mirakler. Landet får – måske – en skattereform. Så – måske – et opsving – eller en kvindelig kansler (Angela Merkel, CDU-formand, red.),« kommenterede avisen Berliner Zeitung mere end en anelse hånligt.

Hjemmebagt kage
I historiebøgerne kan man sagtens finde belæg for, at 1960’ernes begyndelse ikke var nogen specielt lykkelig tid.
Verden var opskræmt af atomkrigsfare, Cuba-krise og Kennedy-mord. Hjemme måtte vesttyskerne erkende, at den nyopførte mur i Berlin ville stå i mange år frem. Et stærkt forsinket retsopgør med naziforbrydere mødte stor folkelig modstand, og arkitekten bag det tyske Wirtschaftswunder, økonomiminister Ludwig Erhard, skiftede til kanslerposten – et job han ikke magtede, hvorpå en mindre krise banede sig vej.
Tiden var også yderst småborgerlig med hjemmegående husmødre og hjemmebagt kage, men på det private plan, og især i eftertidens selektive hukommelse, var 1960’ernes begyndelse noget helt særligt:
Landet var kommet på fode igen, de mest synlige ar efter krigen var væk. Folk tjente penge, købte fjernsyn og Folkevogn, og de første charterrejsende drog afsted til det eksotiske Spanien.
Det er denne side af historien, tv-filmen knyttede an til; en tid velsignet af tryghed og fremgang, klare mål og sammenhold, hjertevarme og store bedrifter.
Eller kort sagt alt det, nutidens Tyskland synes at savne.
Selvom de overlevende minearbejdere fra den virkelige Lengede-ulykke i interviews fortalte, at de havde handlet dybt egoistisk under indespærringen og kun tænkte på egen overlevelse, dyrkede filmen sammenholdets betydning for den lykkelige afslutning, miraklet med det varmende budskab om forgangen storhed: Se, hvad vi udrettede. Engang. Sammen.

Kansleren græd
At der vitterligt er tale om en udbredt længsel mod fordums tryghed ses af, at indbyggerne allerede et par uger før Lengede-filmen dyrkede et andet vidunder.
Filminstruktøren Söhnke Wortmann præsenterede en film om fodbold-VM i 1954, dengang Vesttyskland vandt finalekampen mod Ungarn med 3-2.
Das Wunder von Bern kaldes begivenheden – og filmen.
I filmen fortælles om en 11-årig dreng, hvis far er havnet i en sibirisk krigsfangelejr. Drengen vokser op som faderløs, og da de endelig mødes, er de fremmede over for hinanden. Kun en fælles kærlighed til fodbold bringer dem sammen, og heldet vil, at VM-holdets anfører, Helmut Rahn, bor lige rundt om hjørnet i minebyen Essen.
Kansler Gerhard Schröder, der selv er et faderløst krigsbarn og dertil en habil fodboldspiller, blev så rørt, at han brast i gråd tre gange under sit biografbesøg. Fortalte man bagefter.
VM-titlen var mere end fodbold, den leverede beviset på, at det atter gik fremad for det krigstærede Tyskland – og den udviklede sig med årene til en legende.

Mere fra fortiden?
I aften vil tv-stationen ZDF kåre den bedste tysker gennem tiderne.
Konceptet er afluret fra BBC, der sidste vinter kunne kåre Winston Churchill som den mest betydningsfulde brite.
I Tyskland har flere afstemningsrunder indsnævret finalefeltet til 11 personer: Kanslerne Konrad Adenauer (1), Otto von Bismarck (3) og Willy Brandt (4), komponisten Johann Sebastian Bach (2), fysikeren Albert Einstein (5), digteren Johann Wolfgang von Goethe (6), opfinderen Johannes Gutenberg (7), filosoffen Karl Marx (9) og munken Martin Luther (8) samt søskendeparret Hans og Sofie Scholl (modstandsgruppen Hvide Rose, der blev henrettet af nazisterne, 10).
Et flot felt, der gav anledning til en sammenstilling af de tilsvarende engelske finalister i avisen Welt am Sonntag.
»Tyskland-England: 9-1,« konkluderede overskriften - kun Shakespeare kunne få lov at vinde over Goethe.

Marx på Top-10
Kåringen af de store tyske personligheder og mirakel-filmenes succes blev hurtigt genstand for kulturskribenternes interesse.
ZDF-showet Unsere Besten har været udsat for kritik, især da det endnu så ud til, at letvægtere som den 18-årige popsanger Daniel Küblböck havde en chance for topplacering.
Den demokratiske telefonafstemning åbnede en chance for tivoligørelsen af et i forvejen diskutabelt projekt, som selv det reformkommunistiske parti PDS synes at have udnyttet til at drive Karl Marx op på listen – forbi andre mindst lige så klare kandidater (ingen nævnt, ingen glemt).
»Unsere Besten hører uden diskussion til det værste og mest forløjede, som for tiden kan ses på de tyske tv-skærme. Udsendelsen er værre og mere forløjet end alle Sexy Night Clips (strip på privatkanalerne efter midnat, red.) på én gang, værre end alle talkshows og mere forløjet end alle billige eftermiddagssoaps, som trods alt tilfredsstiller seerbehov og ikke gør krav på at være oplysende eller dannende. Men det værste er, at (værten) Steffen Seibert slet ikke mærker, at han burde synke i gulvet, når han dødsensalvorligt meddeler, at Goethe styrtdykker,« spruttede nyhedsmagasinet Der Spiegel på sin hjemmeside.

En håndsrækning
Hos den social-liberale avis Frankfurter Rundschau har man også været ude med riven:
»Vi lever i et servicesamfund, som byder plads til miraklet, som en serviceydelse. Som en håndsrækning, en vejviser, et budskab. Miraklerne i Bern og Lengede, som de bliver vist i biografen og fjernsynet, er ikke andet end historisk-politiske serviceydelser. Det handler om heling, om vejviseren til enkle værdier, en håndsrækning ud af krisen,« vrængede avisen.
Men seerne og biografgæsterne flokkes om den trygge fortid – det kan end ikke en brigade af spottende kulturskribenter forhindre. Fremtiden er helt konkret skræmmende, livsglæden ædes op af krisestemning.
Den konservative avis Die Welt forsøgte sig med en konstruktiv tolkning af fænomenet, som formodedes at bunde i »genopdagelsen af året 1945«:
»De yngre generationer begynder først nu at begribe omfanget af traumatiseringen efter undergangen i 1945 – og bliver muligvis derigennem i stand til at opfatte efterkrigstidens helte. Ellers ville film som Das Wunder von Bern eller Das Wunder von Lengede ikke finde en så emotionel klangbund.«

*Unsere Besten på ZDF kl. 20.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her