Læsetid: 2 min.

Danmark har stadig klyngebomber

Hæren råder over kraftigt udskældt klyngeammunition, der i Irak har kostet civile livet
8. november 2003

Den danske hær råder over granater, der bliver fordømt af menneskerettighedsorganisationer, og som anvendt i krig kan koste mange civile livet. Ifølge en endnu ikke offentliggjort rapport fra Human Rights Watch er mindst 100 civile i Irak blevet dræbt på grund af amerikansk klyngeammunition.
I september offentliggjorde Flyvematerielkommandoen, at den senest i det kommende forår vil få destrueret sit lager af klyngebomber af typen Rockeye.
Organisationer og folketingspolitikere klappede i hænderne, fordi denne type klyngebomber har krævet tusindvis af civile ofre i krige. Men forsvaret oplyste ikke, at hæren ligger inde med granater, som affyret fra kampvogne, virker som klyngebomber. Major Mads Juul-Nyholm fra Hærens Materielkommando siger:
»Hæren råder over klyngeammunition af typen 155 milimeter ICM. Kort fortalt er det granater, som er forsynet med en container fuld af bomblets (småbomber, red.), der er beregnet til at kunne bryde panser – altså f.eks. kampvogne.«
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) er ikke imponeret af, at Danmark skiller sig af med de såkaldte luftleverede klyngebomber, når man samtidig beholder artilleri-klyngeammunition.
»Faktisk kan artilleri-klyngeammunition være værre end de bomber, som falder ned fra luften,« siger chefen for HRW’s våbenafdeling, Steve Goose, og fortsætter:

Selvdestruerer for sent
»Vi er ved at lægge sidste hånd på en rapport fra Irak, som viser, at artilleri-klyngeammunition har kostet flere mennesker livet end luft-leverede klyngebomber. Det skyldes, at artilleri-klyngeammunitionen i højere grad end de luftleverede er blevet brugt i områder med civile f.eks. i Bagdad og Najaf.«
Hvor mange civile ofre HRW har registreret som følge af artilleri-klyngebomber vil Steve Goose ikke afsløre, men »det er over 100.«
Klyngebomber bliver ofte kritiseret for, at mindst ti procent af de såkaldte bomblets ligger ueksploderede hen til stor fare for blandt andre nysgerrige børn. Major Juul-Nyholm oplyser, at for den danske type af klynngeammunition, er det sådan, at »mindst 99 procent af eventuelt ueksploderede bomblets, destruerer sig selv meget kort tid efter nedslaget.«
Det muligt, men ikke godt nok siger seniorresearcher i HRW Mark Hiznay: »Den britiske hær har erkendt i Irak at have brugt artilleri-klyngeammunition magen til den danske. Granaterne har uomtvisteligt kostet civile menneskeliv. At ueksploderede småbomber så er selvdestruerende, er selvfølgelig godt, men der bliver altså stadigt dræbt civile«
Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) ønskede hverken torsdag eller fredag at besvare spørgsmål om klyngeammunition.
Kontorchef Birgitte Juul fra Forsvarsministeriet oplyser, at Danmark på »internationalt plan koncentrerer sig om at få reguleret brugen af luftleverede klyngebomber.«
»Vi mener, at får vi først en regulering i forhold til luftleverede klyngebomber, så bliver det lettere at få protokoller for andre former for klyngeammunition, der udgør et humanitært problem. Jeg vurderer, at luftleverede klyngebomber er den farligste form for klyngeammuniton i forhold til at skabe humanitære problemer.«

*Læs mere på www.hrw.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her