Nye cder/koncert
Selv om dansk rap ikke er nogen vårunge længere, så er genren omvendt dårligt blevet voksen. En hormontynget teenager måske nærmere.
Den ekspanderende scene svinger i kvalitet som Thomas Bjørn gennem en dårlig sæson og Dennis Rommedahl på en god dag. Det demonstrerede hiphophierarkiets øjeblikkelige nummer et, Jesper »Jokeren« Dahl, senest med al uønskelig tydelighed, da han med sin aktuelle turné besøgte et udsolgt Lille Vega. Knap to timer lod den respektløse (jep, i netop denne sammenhæng er det negativt ment) rapper sit publikum vente, fordi han lige skulle have set sig en fodboldkamp med FCK i Parken.
Da han endelig stod parat på scenen, brændte han snarere sammen end igennem. De første fem numre bar præg af en menneskelig, men for selveste stodderkongen af København uklædelig nervøsitet.
Der manglede mildest talt aggressioner i flow og kropssprog til at akkompagnere de tunge beats, og måske havde det hjulpet Jokeren at drikke noget stærkere end den flaske kildevand, han konstant søgte tilflugt i.
Og så er det, man begynder at spekulere over, om Jokeren skal til at kigge sig over skulderen. Hvis man ikke er bedre end sit sidste album eller gig, så gør eksempelvis Mass alias Street Mads alias Mads Ebdrup ham nemlig snart rangen stridig i top of the hops.
Med EPen Kronisk Halsbrand demonstrerer den københavnske hjemmedreng såvel humor og energi som timing og substans.
Tematisk kan man måske indvende, at Mass ikke kommer meget længere end blære- og erfaringsrimene og fortsat skylder en episk omgang ord på snor. Men selvpromoveringen er i det mindste sat i perspektiv, og det skal han have props for.
Rimene emmer af skæve påfund og en interesse for verden oven over den københavnske undergrund.
Samtidig kanter Contexts og Gettics produktioner sig dejligt uprætentiøst af sted. Tjek blot den strammeste af de seks skæringer, »Jeg har set«, hvorpå rapperen leger med rygter, sludder og virkelighed i en svært dechifrerbar pærevælling:
»Jeg har set Anders Fogh iført en stram kjole og stiletter ligge på alle fire/mens han fik den, hvor solen aldrig skinner... Jeg har set min mor være en time om at føde mig/ har set min biologiske far være 24 år om at møde mig«.
Av-av, trumf den, farmand med eller uden børnepenge.
Hverdag efter Hver Dag
En helt anden slags børnepenge skal nok havne i duoen Ufo Yephas lommer. Nemlig de skejser, børn selv spenderer på musik. De to hurtigtsnakkende MCer har siden udsendelsen af hitsinglen »Hver Dag« droppet &et mellem kunstnernavnene. Måske for at blive sparet for sammenligningen med de slikkede pophoppere Nick & Jay. Men i så fald kræver det mere end blot et kosmetisk indgreb konceptuelt og substantielt skal der også sættes ind. Ufo vs. Yepha byder indiskutabelt på pumpende pop med pigeappeal, der dog aldrig 7, 9, 13 - når »Hver Dag«s kommercielle højder.
Grundet en vis street cred overgår hiphopmiljøets jævnlige latterliggørelser af Nick & Jay næppe nogensinde duoen fra Svendborg. Ufo (Kristian Humaidan) tog således det uofficielle DM i freestylerap, da han vandt MCs Fight Night i 2002. I år efter blev han til gengæld slået ud tidligt i turneringen efter en ydmygende ringe præstation.
Netop dén ustabilitet tegner meget godt lydbilledet af dherrers langspiller-debut. Mens »Bring Det På«, »Den Vestlige« og dialogerne i »Fredag, Lørdag, Søndag«-trilogien fungerer upåklageligt, så er de trivielle »Slik & Sex«, »Rige Svin«, »28 I Skyggen« m.fl. spild af lytterens tid.
Det kan være nok så ligegyldigt med høje raptekniske ambitioner indrim, synkoperinger og dobbelte tempi - når man vejer linjer som de følgende og finder dem tunge nok:
»Min lille lækkerbisken dukker op/smider sin sukkertop/lige så snart jeg lukker op for min sukkerstok«.
Oh please, det er altså ikke meget bedre end at pisse op og ned ad sine fans pga. en fodboldkamp!
*Mass: Kronisk Halsbrand, Empire Music/Plagruund Music
*Ufo Yepha: Ufo vs. Yepha, Furious Styles/Playground Music
*Jokeren: Lille Vega, torsdag aften
