(2. sektion)
Interview
Ingen person, der er ved sine fulde fem, vil vel bryde sig om at befinde sig i enrum med Paul Bettany, hvis man ihukommer den engelske skuespilleres første glansrolle som psykopaten med dødningeansigtet i Gangster No. 1. Bettany har lige siden måttet arbejde hårdt for at slippe af med dette intimiderende fjæs: Han spillede Chaucer som en uregerlig, splitternøgen sprechstallmeister i A Knights Tale og lagde samme pondus til rollen som Russel Crowes imaginære værelseskammerat i A Beatiful Mind.
Bettany spiller endnu engang Crowes bedste kammerat en virkelig én denne gang i Peter Weirs beundringsværdige ocean-eventyr, Master and Commander: The Far Side of the World. Hans skildring af den pligttro kirurg og naturhistoriker Stephen Maturin, som må give Crowes bryske kaptajn gode råd, er blevet til endnu en stor indbetaling på skuespillerens charmekonto, og det er tæt på, at Bettanys præstation får en tåre frem i øjenkrogen.
Jeg må passe på ikke at komme til at tænke på den scene, hvor han præsenteres for en Galápagos-bille af et kerubisk enarmet barn (jo, det er sandt!, eller også må jeg holde op med at skrive videre og give mig til at hulke af medlidenhed).
Sygeligt britisk
»Jeg hader ellers actionfilm,« udbryder Bettany pludselig, imens han leger med en cigaret, som han ikke på noget tidspunkt under interviewet når at få ild i.
»Jeg tror, denne films muligheder for succes bygger på, at den skildrer virkelige mennesker. Alt står og falder med, hvor meget man holder af sine figurer. I actionsfilm ser man gerne nogle forfærdelige eksplosioner, og så kommer to personer venner, tilsyneladende myldrende og taler et sprog, som jeg ærligt talt ofte har svært ved at genkende som menneskeligt.«
Han rynker på næsen og ser forfærdelig snottet ud.
På biograflærredet har Bettany måske nok fundet sig en blidere figur denne gang, men person til person kan han stadig vise kløer. Han ser uhyggelig skarp ud, og ikke blot fordi han er dukket op til vores møde i sort jakkesæt og lyserød bluse. Han er 185 cm høj, har en manke af blondt hår, der er tæt på at changere over i rødblondt, og et fregnet fjæs, der selv gennem solbrændtheden udstråler en punktvis hvidhed. Kolde, isblå øjne fuldstændiggør billedet.
Da Richard Lorraine mødte Bettany, før han skulle caste ham til sin kommende film, Wimbledon, gav han udtryk for en vis usikkerhed. »Jeg var vist en smule nervøs,« sagde den ellers fuldbefarne instruktør.
»Jeg var usikker på, om jeg ville få kram eller et par på kassen.«
På samme måde, som Bettanys nærmest sygeligt britiske fysiognomi skinner gennem hans nye amerikanske glød, kunne det altså se ud til, at spøgelset fra Gangster No. 1 hænger ved. Alligevel kan Bettany pludselig forvandle sig til en sand charmetrold, og når han spidder en ny tanke, gør han det hurtigt og effektivt ligesom for at udfri den af dens elendighed.
Han undviger høfligt min antydning af, at Master and Commander muligvis har ringe chancer for at blive et slagnummer blandt det brede publikum.
»Ikke at jeg formoder, det vil interessere dig,« spinder han katteagtigt tilbage, »men filmen har netop haft en fantastisk åbningsweekend i USA. De var bange for, at det kvindelige publikum slet ikke ville gå hjem. Alle gik dog hjem. Til sidst.« Sådan, så er den ged barberet!
Den nøgne fyr
Bettany nyder for øjeblikket en pause efter en periode med koncentreret arbejde og fødslen i august måned af hans første barn, han har fået med sin kone, Jennifer Connelly, som vandt en Oscar for bedste birolle i år for A Beautifuld Mind. Familien, som også tæller Connellys barn fra et tidligere forhold, deler deres tid mellem London og New York, men foretrækker at holde sig væk fra Los Angeles.
»Tingene har udviklet sig lidt sært der, efter at Jennifer vandt den Oscar. Vi bliver jagtet rundt af biler fyldt med paparazzier. Vi blev fotograferet, da vi var på stranden med børnene. En ven, der er berømt, sagde til mig: Hvis det ikke generer dig at blive fotograferet, kan du sagtens vove dig udenfor. Men hvis det gør, er du nødt til at blive inden døre. Hvad er det for et liv, hvor man kun har de to valgmuligheder?«
Han slår en hånlatter op, da jeg omtaler forlydenderne i den kulørte presse om, at han og Connelly var ved at indkøbe bryllupsringe på et tidspunkt, hvor de faktisk befandt sig tusinder af kilometer væk.
»Vi brugte faktisk tre timer i Bond Street på at kigge på ringe, men ingen generede os dér,« hvisler han. »London er alle tiders. Man kan gå i fred. Alle her er pisseligeglade med én.«
Når Bettany bliver antastet, er det næsten altid i L.A. og ofte af samme grund.
»Bedst som man står på gaden og taler i mobiltelefon, kan en eller anden forbipasserende vræle ad dig: Hej du, nøgne fyr! Man har lyst til at prikke deres øjne ud! Ja, og hvad så? Så så du min røv i den film... nej, hvor sjovt, hvad?«
Jeg påpeger så, at mange mennesker sikkert kender hans krop bedre end deres egen.
»Meget muligt,« siger han. »Men jeg må pointere, at hvis det skulle være vigtigt for nye roller, jeg påtager mig at spille, at jeg beholder tøjet på, så vil jeg kraftigt overveje at gøre det.«
Bettany er vokset op i London og Hertfordshire i en teaterfamilie begge hans forældre er skuespillere. Han havde småjob som gademusiker og sygeplejer, før han begyndte at studere ved Drama Centre, hvorefter han var rede til at spille hvad som helst.
Ja til hvad som helst
»Jeg tog alle de roller, jeg kunne få. Det kan i bagspejlet godt se ud, som om jeg traf alle de rigtige valg, men faktisk sagde jeg bare ja til alt, hvad der kom. Det er først for nylig, jeg er begyndt at afvise rolletilbud.«
Det er i efterhånden et stykke tid blevet forudsagt, at Bettany er den næste Ewan McGregor, den næste Jude Law. Og der er da heller ingen tvivl om, at han deler disse skuespilleres kommercielle instinkter, og deres evne til at holde sig stående i øjet af Hollywoods orkan med integriteten intakt. Og fuldstændig som McGregor og Law har han også spillet sammen med Nicole Kidman. Hvor mange flere lighedspunkter kan man ønske sig?
Men man kan spørge sig selv, om ikke der klæber en vis ambivalens ved Bettany, som vil udelukke ham fra den absolutte idolstatus, om end den gør ham til en mere spændende skuespiller med flere dimensioner. Han var frådende morsom i A Knights Tale og har forsøgt sig med den romantiske komedie i Wimbledon, selv om hans motivation for at påtage sidstnævnte kan virke noget sælsom.
»Jeg sagde ja, fordi jeg vidste, jeg ikke burde. Jeg er nemlig helt sikker på, at jeg slet ikke er den godt udseende og elegante type, de har brug for til den film.«
Trier er bindegal
Bettany udstråler britisk klasse af den gamle skole, men med førnævnte skarphed, som man virkelig kan skære sig på ligesom David Niven med en springkniv. Men han kan også være smagløs på en nærmest dyrisk måde, og når han bander, lyder det både koldt og hånligt lidt som når nogen smadrer ens bedste porcelæn.
Både McGregor og Law excellerer også i skumle roller, men kan man for alvor forestille sig nogen af dem fremkalde samme grad af afsky hos biografpublikummet, som Bettany gør i Gangster No. 1 eller mere subtilt: i Lars von Triers Dogville?
Optagelserne til Dogville var lige så meget en straffeaktion som en intens tilfredsstillelse.
»Lars er bindegal,« sprutter Bettany.
»Alt drejer sig om ham. Ens eget spil tæller ikke. Reelt giver han ikke andre anvisninger end: Gå 200 procent ned og så fem procent op. Råb den replik! Sig den næste helt stille! Det svarer lidt til, at man bliver sat til at blande farver for Jackson Pollack. Det er alt, hvad man får lov til.«
Paul Bettany husker tydeligt et opgør, han havde med den danske instruktør.
»Jeg nægtede at spille en scene, fordi han totalt afviste at diskutere den først. Han lod kameraet køre, og jeg sagde: Nej, jeg gør det ikke. Jeg forstår det ikke. Han sagde: Sig nu bare den skide replik, Paul. Kom nu! Jeg ryster bare kameraet lidt. Det kommer til at virke helt ægte. Jeg har gjort den slags i årevis. Jeg gav mig ikke så hurtigt, som jeg måske burde have gjort. Alt, hvad han ønsker, er, at man leger... og giver slip på sig selv. Og her kom jeg så og sagde (med tynd pibestemme), nej, jeg vil ikke give slip. Men når først man gør det, får man en nærmest barnlig nydelse ud af det.«
©The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
*Master and Commander havde premiere i går. Læs anmeldelsen på www.information.dk
