Læsetid: 2 min.

Dokumentarisme

7. november 2003


(2. sektion)

*Dokumentarisme er brugt som betegnelse for kunstneriske værker, der er blevet skabt ud fra ønsket om at gengive virkelige sammenhænge i modsætning til opdigtede og fiktive begivenheder. I selve ordet ligger det, at retningen bygger på noget, der lader sig dokumentere, dvs. efterprøve, at det indeholder citater fra virkelige sammenhænge. Dokumentargenren har i sin moderne udformning nær sammenhæng med fremkomsten af tekniske hjælpemidler – fotografi, film, båndoptagere osv. Det mest slående eksempel er selvsagt den dokumentariske film, men denne har også haft grundlæggende indflydelse på de forskellige dokumentariske teknikker, der anvendes inden for litteraturen.

*Principielt er dokumentarismen ikke nogen ny litterær retning. Det er muligt at karakterisere f.eks. de antikke historikeres værker som en form for dokumentarlitteratur. Alligevel eksisterer der en sammenhæng mellem de moderne massemedier, særligt pressen og den ny journalistik, og fremvæksten af dokumentarismen og reportageformerne.

*Det karakteristiske for dokumentarismen – uanset om den er ren reportage eller en form for sammenstilling af fiktive og ikke-fiktive elementer – er, at udsnit fra forskellige sammenhænge klippes ud og monteres sammen. Derved får forskellige stofområder mulighed for at kommentere hinanden. Det er muligt at fremvise sammenhænge, som ikke er synlige, uden at de bliver redigeret.

*Inden for dokumentarfilmen kan man i dag arbejde med fire grundlæggende typer:

– Den forklarende, der som TV-avisen og Nyhederne benytter en autoritativ fortælleform. Der er en meget direkte henvendelse til seeren og en speaker orienterer os om sammenhæng og problematik.

– Den observerende, der nedtoner kameraet og instruktørens tilstedeværelse. Her er sparet på effekter og underlægningsmusik, men i stedet forsøges virkeligheden gengivet så ’rent’ som muligt.

– Den interaktive, der lader seeren følge med i journalistens arbejde. Man kender det fra udsendelser som DR Rapporter og Station 2.

– Den reflekterende, der typisk arbejder på et metaplan. Her forsøger man ikke umiddelbart at fortælle noget om virkeligheden, men sætter i stedet fokus på de problemer der kan være ved at gengive den.

Kilde: Bill Nichols (1991): Representing Reality og Pax Leksikon (1978-82)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her