Læsetid: 4 min.

Duksen har også selv problemer

På overfladen syner Chile driftsikkert og ubureaukratisk for alverdens investorer. Et spadestik nede døjer chilenerne dog med mange af de problemer, deres sydamerikanske naboer også har
11. november 2003

Sminket
SANTIAGO – 80’musikkens discorytmer svinger i den topmoderne lufthavnsbus og de funklende taxier af asiatisk oprindelse, der transporterer os ind til og rundt i Chiles hovedstad, Santiago. Blandingen af gammelt og splinternyt, nostalgiske fortidslevn og det allernyeste teknologi præger gadebilledet. Det er karakteristisk for Chile i dag knap 14 år efter demokratiets genindførelse i marts 1990. Og i 30-året for general Augusto Pinochets militærkup mod socialisten Salvador Allende.
Chile har fravalgt et fuldgyldigt medlemsskab af kontinentets største handelsblok, i Sydamerika Mercosur, for økonomisk og politisk at kunne gå egne veje. I år indgik landet som det første i Sydamerika en frihandelsaftale med USA, der fra nytårsdag 2004 giver uhindret adgang for 85 procent af produkterne i de to landes samhandel. Siden februar 2003 har Chile haft en lignende aftale med EU. For Chile er aftalerne frugten af årtiers økonomisk stabilitet.
»Når vi chilenere rejser udenlands omtaler europæere, nordamerikanere og andre sydamerikanere Chile i positive vendinger, der altid er hæftet på de makroøkonomiske nøgletal. Sådan er virkeligheden også, men et flertal af chilenerne er klare over, at denne vækst ikke når alle medborgere og er en direkte forlængelse af diktaturets liberale model,« siger 41-årige Mariana González i sin grønthandlerbutik i Santiagos overklassekvarter Providencia.
Økonomerne omtaler Chile som Sydamerikas økonomiske mirakel, der med vækstrater på i snit syv procent fra 1984-97 og politisk og juridisk stabilitet gør landet til en af de udenlandske investorers absolutte favoritter. De sidste tre årtiers liberale kurs har sine bagsider. Arbejdsløsheden er knap 10 procent og et stadigt større antal chilenere bliver marginaliseret ud i Santiagos villas miserias, fattigkvarterer, og helt ud af folkeregistrene. I forhold til resten af Sydamerika er det chilenske gadebillede i mindre grad præget af tiggere og hjemløse. Men lige under overfladen på det Chile, som magthaverne og pressen med rette fremstiller som driftigt, arbejdssomt og stabilt, venter høje uofficielle tal for ledighed, fattigdom og kriminalitet.
Renheden og trafikkulturen er næsten for kontrolleret efter sydamerikanske forhold. Og chilenerne holder tilbage ved fodgængerovergange.
Hvor dybt stikker demokratiet? En ny meningsmåling viser, at to ud af tre chilenere støtter demokratiet, og at hver anden chilener vil støtte en ikke-demokratisk regering, hvis denne bedre kan løse deres økonomiske problemer. »Det skal tages med et gran salt,« siger 27-årige Pablo Zurrieta.
På Santiagos hovedgade, Bernardo O’Higgins, spiser han frokost på Burger King med sine studiekammerater, der alle kommer fra middelklassefamilier. Gruppen af unge taler om, hvordan de opfatter ytringsfriheden i et Chile, hvor militæret, kirken og højrefløjen stadig har stor indflydelse på det sagte og gjorte i landet.
»Økonomien tillægges stor værdi i pressen. Men på fakultetet diskuterer vi mere menneskerettigheder og konsekvenserne af 30 års liberal model. Jeg tror, at den statistik med, at hver anden chilener sætter økonomien over demokratiet, er forfalsket eller udelukkende foretaget i visse socialklasser,« siger 21-årige Luisa Franzen.
Chiles enorme afstande og 15 millioner indbyggere har skabt religiøse og konservative landsbysamfund med en arbejdsmoral, de fleste sydamerikanske naboer misunder. I dag betegnes Chiles økonomi som sund og eksportorienteret med dets styrke i at udnytte sine naturressoucer til moderne niche-produktioner på verdensmarkedet.
Chile er blandt de førende inden for frugt, kobber, træ, fisk og vin. Turismen er en af Chiles hurtigst voksende sektorer.
34-årige Jorge Schneider, barnebarn til en af Chiles mange tyske indvandrere, sidder på en fortorvscafé i centrum. Mobiltelefonen kimer. Jorge har overtaget sin fars tømmerfirma i det sydlige Chile, og forretningen går efter sigende strygende.
»Uden militærkuppet, der kun skulle have varet et par år for at give plads til frie demokratiske valg, ville Chile i dag have været fattigere end Bolivia,« siger Jorge Schneider.
Meningsmålinger viser, at en betydelig del af Chiles voksne befolkning er enig med Jorge. I Agrupación Familiares de Detenidos-Desaparecidos (AFDD), gruppen for slægtninge til de flere tusinde anholdte og 1.190 forsvundne, kalder præsident Lorena Pizarro Chiles image udadtil en gigantisk iscenesættelse.
»Virkeligheden er sminket. Hvis du nærmer dig fattigkvartererne i udkanten af Santiago vil billedet af Chile som Latinamerikas mest stabile økonomi krakelere. Denne liberale model, indført af Pinochet, favoriserer et mindretal. I Chile er der sult, fattigdom og en høj grad af manipulation med de officielle statistikker. Chile har til forskel fra andre sydamerikanske lande, der også havde diktaturer i 1970’erne, ukritisk overtaget diktaturets økonomiske model, forfatning og retsvæsen. Derfor leder regeringskoalitionen Concertación, der aftalte den demokratiske overgang i 1988-90, et pseudodemokrati,« siger Lorena Pizzaro.
Den 13. august var Chile lammet af den første generalstrejke i flere år. Protesten gik på, at den socialistiske regering intet gjorde for at løse chilenernes problemer.
Gonzalo Uribe på 61 år, der kører lastbil til Argentina og Brasilien, deltog: Vi chilenere er i forhold til argentinerne og brasilianerne mindre oppe på barrikaderne. Den 11. september 2003 skabte medierne og højrefløjen en stemning af, at kuppet er fortid og folk er ligeglade, alene af den grund, at halvdelen af de nulevende chilenere ikke var født. Det er historieforfalskning. Makroøkonomisk kan Chile bryste sig over for Sydamerika, men virkeligheden er dårlig for flertallet af landets befolkning,« siger Gonzalo Uribe.
Lorena Pizzaro tilføjer: »Vores slægtninge forsvandt, fordi de netop modarbejdede den model og den økonomi, som vi har i dag. En model med social retfærdighed uden nutidens privatiseringer. Lagos socialisme forstærker befolkningens problemer. Han administrerer Chile til perfektion men mangler politisk vilje til at løse befolkningens problemer,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu