Læsetid: 4 min.

Den ekstreme krop

Videnskabsfolk og kunstnere har skabt fælles forestilling om fremtidens krop
1. november 2003

Workshop
Det starter med et billede. Rafaels Skolen i Athen med Aristoteles og Platon i centrum projekteret op på indersiden af en stor hvid stofkubus. Til venstre står fire personer omkring en bar. Mills Brothers strømmer ud af højtalerne: »You Allways Hurt«.
Publikum tager plads på en trappe over for kubussen, hvor billedet nu erstattes af en videoprojektion af dem selv. Værsgo’ at spejl jer selv!
Det er starten på en performance, som endnu ikke har fundet sit endelige form, da Information kigger indenfor i Teaterhuset i Odense. Et firestemmigt ordteater tilsat lyd og billeder med den ekstreme krop som tema. Den krop, der tilhører cykelrytteren med EPO i blodet og bodybuilderen på anabolske steroider. Kroppen, der tilhører den ekstremt fede Gina, den marokkanske transvestit og Mona Lisa med overskæg, men også naboens piercede datter og løberen, der har gennemført endnu et maraton blot for at vise, at det var ham muligt.
Den ene af bargæsterne, Verner Møller, der er lektor i humanistisk sundhedsforskning ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, forklarer:
»Der er en dobbelthed i den måde, kropskulturen fremstår på i dag. På den ene side er der en klar påpasselighedstænkning, der handler om at holde sig evigt ung og evigt sund. På den anden side er der en modreaktion, hvor vi dyrker kropsekstremer, der strider mod den sunde fornuft.«

Erkendelsesveje
Verner Møller er en af fire deltagere i den workshop, der har fundet sted i Teaterhuset de sidste par uger. De andre er digteren Martin Glaz Serup, der i sine digte bl.a. har fokuseret på kropslighed, fysiologen Klavs Madsen, som især har forsket i doping, samt billedkunstneren Tina Scherzberg. Fire repræsentanter for henholdsvis videnskaben og kunsten med forskellige indfaldsvinkler til emnet samlet i den athenske skole anno 2003.
»Det interessante er, at vi er eksperter på hvert vores felt, som bliver tvunget til at forstå hinanden. Dermed bliver det også forståeligt for publikum,« siger Martin Glaz Serup og suppleres af Verner Møller: »Det er forskellige erkendelsesveje, der fører til samme erkendelser, men som har forsømt at befrugte hinanden. I modernitetens fremadskriden er de gledet længere og længere fra hinanden i en større og større grad af specialisering – der ud, hvor meningen tabes, og de bliver til selvkørende processer«.
Mødet mellem kunsten og videnskaben er netop rammen for workshoppen, som er den sidste af tre, der har været afholdt med støtte fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling under den fælles overskrift »Future Bodies«.

En skønhed på 370 kg
Det er det, de fire ved baren har forsøgt. De har bidraget med hver deres specialer og tekstudkast, som så er blevet samlet til et manuskript, der veksler mellem fragmenter af videnskabelige foredrag, oplæsninger, barsnak og rene improvisationer.
Teater er der ikke tale om, men nærmere en slags »mise en lecture« – altså iscenesat forelæsning og oplæsning, hvor teksterne interagerer med billeder og musik.
Klavs Madsen fortæller om sin forskning i koffeins indvirkning på præstationsevnen, om EPO og hæmatokritværdier. Verner Møller om sundhedsdyrkelse og fornuft, men også om doping i cykelsporten og fedme, som han er ved at skrive en bog om. Martin Glaz Serup læser digte op fra sine to samlinger »Shylas ansigt« og »Borgmester Gud« samt nyskrevne digte til lejligheden.
Tina Scherzberg træder ud af et billede af Mona Lisa og fortæller om det besværlige i at lave et portrætmaleri. For det handler ikke alene om medikamenters påvirkning af kroppen, men også om skønhedsidealer og de blikke, der ser.
Gina hedder f.eks. en kvinde på 370 kg, som nærmest af skabt af sin mand, der fotograferer og filmer hende til fælles beundring. Jo federe, des skønnere, mener han, hvilket umiddelbart kan virke svært at forstå, når man i et videoklip ser hendes vraltende og blævrende forsøg på at flytte sig i sengen. You allways hurt the one you love...

Spejlet sig i hinanden
Videoprojektionen ledsages af Serups digt om kvinden, der ikke er »Penelope – the coconutwoman, brun och het... Nej, hun er en pige, a girl, showing her panties in public.«
Udtryksformerne kommenterer hinanden, ligesom processen har affødt mange diskussioner om begrebsverdener og terminologi. Det har været udfordrende og grænseoverskridende, lyder det fra deltagerne.
»Der er blevet rejst spørgsmål som er ubekvemme i forhold til det, Klavs og jeg går og laver. Men samtidig har nogle af Martins digte f.eks. givet mig en ny forståelse og peget på, hvordan videnskab og kunst har et langt større slægtskab«, siger Verner Møller.
»Det er fint at få overskredet sine grænser. Vi prøver at bibeholde vores personlige integritet, men bliver tvunget ind i en sammenhæng, som vi ikke har kontrol over,« lyder det fra Martin Glaz Serup.
Det sidste har nok været det sværeste for Verner Møller, som ind i mellem har følt, at han har været nødt til at gå på kompromis med sin egen faglighed.
Jo, nok er der Mills Brothers i højttalerne, men der er ikke tale om den rene harmoni. De fire deltagere været tvunget til at spejle sig i hinandens forskelligheder. »Spejlingen har vist sig at være grundlæggende i den måde, vi arbejder på. Folk kommer til at spejle sig selv i andre måder at tænke og arbejde på,« slutter Martin Glaz Serup.

*Resultatet af workshoppen bliver vist for publikum fr. kl. 20 og lø. kl 17. hos Teatret Gadesjakket i Teaterhuset i Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her