Læsetid: 5 min.

El Superclásico

Argentinas og Sydamerikas ældste fodboldklassiker, River Plate mod Boca Juniors, skrev søndag sit kapitel nummer 300
11. november 2003

Fodbold
BUENOS AIRES – Que pongan huevos, la puta que te parió, glammer 60.000 rødhvide fans fra tre af de fire tilskuerafsnit på Argentinas nationalstadion El Monumental.
Svadaen – »vis I har nosser, I horeunger« – bliver affyret af hjemmeholdet River Plates fans mod klubbens spillere og chilenske træner, Manuel Pellegrini, fordi ærkerivalerne fra blågule Boca Juniors netop har scoret til det 0-2, som også bliver slutresultatet.
Lige så ydmygende resultatet er for River Plate, lige så cementerende en magtdemonstration er det af Boca Juniors aktuelle form. Sejren er med kun fem kampe tilbage i Argentinas halvårlige sæson et vigtigt skridt for Boca, der nu ligger fire points over nummer to og sender River ned midt i tabellen i en sæson, hvor klubben som regerende mestre med sejr i netop denne kamp kunne vinde meget af det tabte. At Boca tager dette syvmileskridt mod klubbens 20. mesterskab i den såkaldte superklassiker, El Superclásico, på Rivers hjemmebane er ren lir for alle Boca-fans – de såkaldte bosteros. Rivers fans, gallinas, bander videre på forskellige omkvæd, der efter forholdene rimer flot på alt anti-Boca. For et halvt år siden var situationen omvendt. Rivers fans sang positivt om deres hold, mens Bocas i manglen på resultater fornærmede alle gallinas mødre og bedstemødre.

Provokerende ordensmagt
Information befinder sig denne søndag på tribunen Almirante Brown, der svarer nogenlunde til Nedre C i Parken: Altså der hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans huserer. Nu er forskellen på argentinsk og dansk fodbold og ikke mindst fankultur stor. Buenos Aires har forberedt sig på superklassikeren i godt en uge. Sportspressen har brugt tre uger og alt for mange sider på at analysere sig frem til, at River ville trække det længste strå, fordi vinderen af El Superclásico pr. tradition er det hold, der har haft den dårligste sæson.
Men for at indtage sin ståplads i den stegende hede, er Information, som alle argentinske mandfolk denne dag, mødtes med vennerne et par timer før for at diskutere bold.
Efter et par øl er turen gået til stadion, hvor de sidste to kilometer i bil eller til fods er en labyrint for at undgå at møde modstander-fans. Det sørger hundredevis af politibetjente med tåregas, shotguns og bryggerheste for.
Ordensmagtens attitude er provokerende enkel: Du kan være nok så ikke-voldelig, men vi giver dig knippelsuppe, når og hvis muligheden opstår.
Til politibetjentenes forsvar skal det siges, at de tusindvis af River-fans, der bogstaveligt får endevendt lommer ved flere kontrolposter, synger og spytter dem lige op i hovedet. Billethajer maser sig ind og ud af den lange slange af fans, der langsomt nærmer sig hovedindgangen.

Med eller uden undskyld
Vel inde på stadionområdet begynder endnu en systematisk politistyret opdeling af fansene, der som på samlebånd i små grupper bevæger sig frem mod trappeopgangene. Syv etager oppe mødes venner bestemte steder på de skrå ståpladser. Der skubbes med eller uden et undskyld.
Sælgere med is og læskedrikke, altid meget solbrændte med sedlerne samlet i bundter imellem fingrene på den ene hånd, arbejder sig svedende op og ned til de tørstende fans. Er der for langt eller for proppet, smider sælgerne sodavandsisen med en usvigelig præcision – og de lige penge går hånd i hånd ned til ham.

Skilsmissen
Kick-off. River har et par gode chancer, men Bocas brasilianske stjerne Iarley gør i fraværet af holdets og Argentinas nuværende stjernefrø Carlos Tévez livet surt for Rivers reservespækkede forsvar.
Et frispark fører til Bocas første mål sat ind med hovedet af midtbanespilleren Battaglia. På lægterne med River-fans forstummer sangene i et par minutter, mens Bocas fans skråler.
Boca-lejren er dog tydeligvis uden en dirigent, fordi kernen af deres mest hardcore fans, de såkaldte La Doce (Tovltemanden, red.), er blevet arresteret under razziaer de sidste to spilledage.
Pause og de svenske flag i hænderne på Bocas tilskuere gør ifølge Rivers sange dem møgbeskidte. Årsagen til de mange svenske flag findes i Bocas grundlæggelse i 1905. Dengang var Boca netop blevet det nuværende Boca, efter at River tog sit gode tøj og flyttede til først Palermo og siden Nuñez-kvarteret. Med andre ord begyndte River og Boca i 1901 som én og samme klub med hjemmebane i la Boca-kvarteret nede ved Buenos Aires gamle havn.
Men fra 1901 til 1904 spillede klubben i Rivers hvide trøjer med den karakteristiske røde diagonal fra venstre skulder til højre hofte. Boca valgte efter sigende de svenske farver, fordi klubbens ledelse en dag besluttede at tage de farver, som mandskabet på det næste skib, der sejlede ind i havnen, havde i deres nationalflag. Og ind sejlede en svensker.
Den skilsmisse er stadig brændstoffet i de to klubbers nu 300 møder. Som en omvendt FCK, hvor River er KB og Boca er B1903, spiller alle tidligere, nutidige og fremtidige spillere med. Lambruna fra River. Maradona for Boca. Di Stéfano for River. Sidstnævnte betræder græsset i pausen for at modtage hyldesten som æresborger i Buenos Aires.
Bocas fans sviner den 77-årige tidligere superstjerne i River og Real Madrid til, hvorefter Rivers fans kalder Bocas fans for bolivianere og synger rim om Maradonas stofmisbrug på Cuba. For dét handler superklassikeren også om: At Boca blev i arbejderkvarteret La Boca, mens River rykkede til middelklassekvarteret Nuñez. Og gennem et helt århundrede er de stereotyper blevet til den halve sandhed om, at Boca er for folket og River for millionærerne – hvorfor River kaldes Los Millonarios. Den anden halvdel af sandheden er, at River har mindst lige så mange fans som Boca i Argentinas ydmyge kvarterer, og at Bocas nuværende præsident, Mauricio Macri, er en højreorienteret forretningsmand fra Buenos Aires’ jetset.
Og alt det kommer til udtryk i de to fanskarers sange længe efter, at brasilianeren Iarley har scoret til 2-0 for Boca, dommeren har fløjtet kampen af og politiet har holdt Rivers fans inklusive Information en lille time på stadion for at undgå, at los bosteros bliver mere gule og blå, end de er i forvejen.

FAKTA
River-Boca i tal
*De har spillet 300 kampe. Første kamp 15. december 1912, som River vandt, fordi Boca 10 minutter før tid ved stillingen 1-1 forlod banen i protest over dommerens kendelser.
Boca har med søndagens sejr vundet 110 gange og scoret 418 mål mod Rivers 371 mål på 94 sejre. 96 uafgjortervh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu