Læsetid: 2 min.

Etisk Råd: Nej til aktiv dødshjælp

Stor høring sætter fokus på spørgsmålet: Hvad er en værdig død?
14. november 2003

For første gang nogensinde var alle 17 medlemmer af Etisk Råd enige: Danmark skal ikke give mulighed for eutanasi eller aktiv dødshjælp.
Det blev slået fast ved en stor høring på Christiansborg i går, hvor Rådet fremlagde resultatet af sit arbejde for en række politiske repræsentanter og en tætpakket Landstingssal.
Det blev en debat, der i høj grad kom til at handle om definitioner. Hvad er værdighed? Hvad implicerer selvbetemmelse? Og er betingelserne for et frit valg overhovedet til stede, hvis eutanasi bliver lovlig?
Blandt oplægsholderne var også læge Tom Alster, næstformand i foreningen En Værdig Død. Aktiv dødshjælp kunne aldrig blive et tilbud, sagde han, men muligheden burde eksistere, og der burde være et regelsæt, så læger ikke risikerede retsforfølgelse.
Tom Alster medgav at smertebehandlingen og den øvrige omsorg for døende patienter havde gjort store fremskridt, men at der alligevel fandtes, hvad han kaldte ’ubærlig lidelse’.
»Hvad der er ubærligt kan ikke måles, men værdighed er noget personligt, vi glemmer hvad patienten oplever som værdighed« sagde han blandt andet.

Eutanasi mod ensomhed
Rådets formand, overlæge Ole Hartling og ormand for Det Sygeplejeetiske Råd Hanne F.Mortensen imødegik ham.
Ole Hartling mente, at man frivilligt kan vælge at give det værdifulde liv væk for noget større, men hvor det ringeagtes er det ikke værdigt at give væk.
»I debatten er begrebet imidlertid vendt på hovedet, her er det blevet det værdige, når patientens liv ikke er værd at bevare,« påpegede han.
Uanset hvordan patienten oplever det, er det imidlertid ikke uværdigt at være afhængig og måtte tage mod hjælp, fastslog han.
Sygeplejelærer Hanne F. Mortensen så den eksisterende tilslutning til aktiv dødshjælp som udtryk dels for, at folk troede, at det fuldt lovlige ophør med udsigtsløs behandling var aktiv dødshjælp, dels for tidens individualisme, hvor selvbestemmelse og kontrol over eget liv blev tænkt med helt ind i det, vi selv ikke har kontrol over, nemlig døden.
Både rådsmedlemmerne og et enigt politikerpanel – bestående udelukkende af kvinder! – afviste Tom Alsters forestilling om eutanasi som en neutral mulighed. Alene det, at en patient, der ’lå omgivelserne til byrde’ havde valget ville lægge et pres, mente de. Selvbestemmelsen kunne ikke være fri.
Fra salen beskyldte debattøren Lone Nørgård Etisk Råd for at være elitært og se bort fra virkelighedens verden, hvor mennesker dør i ensomhed uden nogen til at lægge pres på dem.
»Det ville være et fattigt samfund, hvis svar på ensomhed var eutanasi, det er helt uantageligt,« replicerede rådsmedlem og jurist Mette Hartlev.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her