Læsetid: 3 min.

Den falske dronning

Vor videnskabelige oldmedarbejder udlover en femfodet ribbenssteg til den, der kan opklare mysteriet i Roskilde Domkirke
25. november 2003

Arkæologi
Det skulle så endelig være dokumenteret via dna og hele molekylehalløjet, det, som vi er nogle stykker, der længe har haft mistanke om, nemlig at de jordiske rester i Roskilde Domkirke efter Svend Estridsens mor alligevel ikke er moderen, men stammer fra en svindler, der har sneget sig ind i gravmælet under påskud af at være Svend Estridsens mor.
(Fænomenet er ikke ukendt fra andre områder i samfundslivet. Således var der i nærværende skribents ungdom mange, der snød sig ind i jazzklubberne under påskud af at være i familie med Jørn Hjorting.)
Spørgsmålet er nu: Hvis det ikke var Estridsens mor, hvis mor var det så?
Museumsinspektøren fra Roskilde Domkirkemuseum mener, at der måske i stedet er tale om Svend Estridsens svigerdatter, Margrethe Estrid, der var gift med Svends søn, den senere kong Harald Hén. Inspektøren bygger antagelsen på, at Margrethe Eskildsen havde stor tilknytning til kirken.
Det skal vi ikke udelukke, ligesom vi i det hele taget ikke skal udelukke noget som helst, der heller ikke har den store interesse.
Men sjældent har vi da hørt et så tyndbenet argument i videnskabelig usammenhæng.

Høne Hegnspæl
Der er nemlig langt snarere tale om, at skelettet tilhører den i middelalderen så ukendte ribstrikker Høne Hegnspæl.
Hønes eksistens er nemlig aldrig blevet dokumenteret, ligesom hun ej er udstillet nogetsteds. Ingen har nogensinde hørt om hende, hvorfor en sådan teori ville få brikkerne til at falde fuldstændig på plads.
Det ligger dog fast, at Rasmus Madsvend var en brordatter til geheimeraad Gabriel Gammelglob, der sammen med sin hustru, også avlede de syv sønner, Alfrik, Gothrik, Møtrik, Metrik (Med tilnavnet Dirty Trick), Almer, Asser og Svend Asmussen.
Alle disse opstammer i lige linje fra minnesangeren Bamse Bjørn fra Aros, der betyder Åens munding. Bamse fik et stort hit med nummeret, »Det eneste, jeg ønsker mig til jul, er to nye tænder«. Tænderne indgår nu i Anna og Krille Kristensens klaprende gebissamling på Ålborg Konceptkunstmuseum, hvorfra de ikke må udlånes.
Hvor vi ved det fra? Besynderligt nok er nogle gamle mønter fundet lige i nærheden, selv om man dengang som nu ingen penge havde. Dertil kommer, at der er fundet sædrester (altså sædekorn, red.) i nabogravstedet over Gulle Grønskoling og Rolling Rødspætte, hvilket er så meget mere mærkeligt. Der er alle tegn på, at de formerede sig i ubegrænset mængde.
Som vor kloge, eftertænksomme og særdeles velanskrivende oksebogsanmelder, oldkævleren og speedwaykøreren Orla O. Oehlenschläger så modent og livserfarent skrev, da han anmeldte det nye storværk, Dansk Oksehandel 1450-1550 f. Kr., (skrevet af professor Irma Fuldblod):
»Der er stadig en lille orm, der gnaver, og før den er helt færdig, kan vi ikke fastslå noget som helst.«
Vi står med andre ord i stampe og videnskabeligt mudder og kan ikke komme videre, da det er forbudt ved Jysk Lov at forstyrre gravfreden under nyfornyelser, så længe en orm gnaver, en helt urimelig paragraf, som vor nuværende kulturminister bør se nærmere på i forbindelse med sin omfattende modernisering af kulturområdet i Danmark. En så vigtig del af kulturarven bør ikke holdes hemmelig.
Orla O. Oehlenschläger er iøvrigt en brorbror til jordjournalisten Njal Jensen, der vandt international berømmelse plus scorede en runestav (datidens Cavlingpris) for at dybdebore i dette vitale spørgsmål. Runernes gåde er dog fortsat uløst. Hedder de f.eks. Rune Vitus, Vitus Bering, Rune Skyum, Skyum-Nielsen eller blot og bar Rune Lykkesteen Nielsen? Kun hulebjørnen Mongo kender svaret, hvorfor vi herved udlover en femfodet ribbenssteg med indlagte jamber til den, der kan løse gåden under devisen: Find fem fejl i Roskilde Domkirke.
Men med alle disse usikkerhedsmomenter in mente må man nok spørge, hvor meget hold vi egentlig har på fortiden og dermed virkeligheden?
Er Christian IV i virkeligheden Christian IV eller snarere Frederik XIV, og er Rundetårn i virkeligheden firkantet, uden vi har vidst det? Læs mere herom i næste årtusinde.
Summary in english: Gamle Gulle’r og gamle Gorm’er: Go for it! get a life!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her