Læsetid: 3 min.

Farligt spil med Sovjet afsløret

Nye dokumenter viser, at krigsfaren var stor i 80’erne
11. november 2003

ANALYSE
Var frygten i begyndelsen af 80’erne for atomkrig begrundet – set i det bakspejl, som historieskrivningen udgør?
Spørgsmålet er, her i landet, ikke kun af akademisk interesse. Den nuværende regering henviser med afsky regelmæssigt til ’fodnote-perioden’, som var det en kølle, der kan slå også aktuel kritik på det sikkerhedspolitiske felt ned. Og helt uden effekt er knebet jo ikke.
Samtidig foregår historiske undersøgelser med fokus på, hvorvidt venstrefløjen dengang gik Sovjetunionens ærinde. Nogle har med hyppige udfald mod venstrefløjen allerede taget forskud på de ventede konklusioner.
Det kan virke lettere vanvittigt på enhver, som husker 80’erne. Frygten for atomkrig var så udbredt, at store flertal i befolkningen dengang erklærede sig for de »venstreorienterede« standpunkter, som nu kaldes sovjetisk propaganda. Kritikken af spillet med atomvåben var reelt et tegn på, at vi levede i et sundt demokrati, hvor folk søgte indflydelse på deres skæbne. Bag kritikken lå en så stor viden og ekspertise, at hvis ingen havde reageret, så ville det have været et alvorligt sygdomstegn.
Hermed er ikke sagt, at kritikerne dengang havde fat på den endegyldige sandhed. Meget blev sagt og skrevet i affekt. Nok var informationsmængden enorm, men meget var også skjult. Jerntæppet lod stort set kun propaganda slippe igennem fra Øst, og hemmelighedskræmmeriet i Vest var unødigt omfattende.
Den bærende holdning i datidens protestbevægelser var, at politikerne og embedsmændene, som skulle varetage vores sikkerhed, ikke magtede deres opgave. Trods erklærede gode hensigter, virkede følgerne af deres virke stadigt mere skræmmende.
Imidlertid gik det jo meget godt i sidste ende. Sovjet opgav våbenkapløbet, Reagan strakte hånden ud til forsoning. Vores vestlige samfundsmodel sejrede. Helt uforståeligt er det ikke, at datidens kritik i bakspejlet virker, i bedste fald, hysterisk.
Men skyldes sejren dygtighed eller held? Her kan historikerne give et bud – og der er voksende belæg for, at held har en stor del af æren, når vi i dag er så meget i live, at vi kan diskutere emnet.
Med et snart lille bjerg af dokumenter fra Østlandenes arkiver har en gruppe historikere lagt et fundament for nyvurdering af Den Kolde Krig. Meget af det, som de har gravet frem, vil ikke behage kommunister, men at de levede på en løgn, er ikke en stor nyhed. Materialet stiller imidlertid også store spørgsmål ved den visdom, som huserede i den vestlige verdens top.
Det var i 80’erne en hyppig påstand, at sovjetisk krigsfrygt kun var propaganda. Den påstand er endnu engang skudt i sænk af de nye dokumenter, som historikerne fra Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact har fremlagt op til weekenden. Af dette materiale fremgår klart, at Østblokkens ledere, takket være spioner, havde stor indsigt i NATO’s hemmelige sager, og at de (mis)tolkede det og så beviser for aggressive hensigter.
Det skal de naturligvis ikke netop hyldes for. Men det altoverskyggende problem er, at vestlige ledere ikke var opmærksomme på, at de drev Sovjets ledere til vanvid. Amerikanske efterretningstjenesters årlige vurderinger af Sovjetunionen er i dag offentligt tilgængelige, og de viser ikke tegn på, at man dengang fattede reaktionen på vestlige militære udspil.

Den første erkendelse i disse dokumenter af alvoren i spillet kom først i 1984 – efter det næsten gik galt i 1983. Det var et frygteligt år, men den værste episode opstod i forbindelse med en NATO-øvelse, hvor den vestlige alliance øvede sig i atomkrig. Sovjet frygtede, at det var alvor, og fly med atomvåben blev sat i alarmberedskab. Nogle forskere henviser til, at f.eks. bombeflyene på en base nær Tartu i Estland stod med motorerne tændt, og at piloterne allerede havde brudt de forseglede konvolutter med bombemål.
Det er nu 20 år siden – NATO-øvelsen »Able Archer« fandt sted fra den 2. til den 11. november. Det er forunderligt nok en årsdag, som er blevet overset af nyhedsmedierne. Begivenhederne er ellers blevet belyst af både en vestlig dobbeltagent i KGB (Oleg Gordievsky) og mindst tre eksperter fra CIA (fhv. direktør Robert Gates, Sovjet-analytikeren Peter Pry, historikeren Benjamin Fischer).
De kan samstemmende berette, at krigsfaren var stor, og at vestlige ledere ikke var opmærksomme – selv om de regnede med, at Sovjet havde en atomstrategi, som, hvis man følte sig truet, lagde op til at komme et vestligt angreb i forkøbet.
Man kan selvfølgelig bare hævde, at Sovjet havde hovedansvaret. Gad vide, hvad Sankt Peter havde sagt til det argument? Mere verdsligt må man konkludere, at der ikke skal spilles hasard, når modparten er bevæbnet og utilregnelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu