Læsetid: 3 min.

Fem gys på én dag

Det er overhovedet ikke svært at spå, det vanskelige består i at spå rigtigt. Det forsøger vi her
14. november 2003

Fodbold
»Det’ ligesom Stjerne for en aften, skat. Man kan godt ’tabe’, men man får alligevel en chance mere.«
Så hjalp det lidt på forståelsen af, at nogle af Europas absolutte fodboldsupermagter skal ud i nervepirrende ude/hjemme-opgør, inden halvdelen af dem kan gå hjem og ringe til rejsebureauet efter en returbillet til Portugal. I morgen og på onsdag handler det om, hvad næsten-vinderne nu gør.

Så’ det nu
Altså toerne fra de 10 puljers indledende runder møder hinanden – i kampe der tegner til at blive mere spændende end 90 procent af kampene i den never ending indledende runde. Ikke kun fordi det er knald eller fald, men også fordi det af forskellige årsager har maget sig således, at der i flere tilfælde er tale om hold fra toppen af europæisk fodbold, der af en eller anden grund har kvajet sig på vej mod kvalifikationen.
Et simpelt kampprogram følger her, der er returkampe førstkommende onsdag:
Skotland-Holland
Kroatien-Slovenien
Rusland-Wales
Letland-Tyrkiet
Spanien-Norge
Ja, flere ’Forbudt for børn’-opgør her. For slet ikke tale om, hvad det kan blive til i returopgøret.

Vore norske venner
Desværre er Tyskland ikke med i denne omgang, det giver ellers en masse sjove historier. Men Nationalelf har med vanlig arrogance og sans for spænding, kvalificeret sig som de skulle.
Men der er andre der kan.
En vis spænding vil der af interskandinaviske årsager knytte sig til opgøret Spanien-Norge. Og nordmændene fortsætter med at overraske – uden for banen.
John Arne Riise har fået plasteret af efter sin slåskamp med angriberen John Carew, som nu er helt ude af truppen. Men så melder Rosenborg-spilleren Vidar Riseth fra. Han er sur på træneren, der ifølge både Ritzau og Riseth selv, ikke ringede »tidligt nok« omkring udtagelsen til landsholdet. Talsmand
Riise havde for travlt til andet end at ryste på hovedet. Temperament har de altså også, deroppe. Ikke at man under nogen omstændigheder forventer nogen/ret mange mål fra dem, heller ikke på udebane mod Spanien – deres overvældende hjemmebanesejr over Luxembourg på 1-0 får næppe det spanske forsvar til at stille sig ned bagi, men med en blacklistet Carew, og en skadet Solskjær, ser det ikke så frygtindgydende ud. Med mindre du er spansk angriber. Men samtidig er spansk klubfodbold så inficeret af udlændinge, at holdånd og intern forståelse på landsholdet kunne blive en kostbar mangelvare.
Under alle omstændigheder bliver det en højspændt cocktail, der bydes på lørdag. Måske har vi fået nerverne i ro inden søndagens engelsk-danske træning på Old Trafford, der kan godt blive brug for lidt afslapning.
Skotland-Holland kunne blive en ganske herlig ting at overvære, Holland har både Nistelrooy og Seedorf med i truppen igen, men på den skotske bænk sidder tyske Bertie Vogts, som nødig holder ferie hjemme i Bayern uden gode internationale resultater.

Geo-politisk sprængstof
Kroaterne holder sig nok heller ikke tilbage mod slovenerne, som i en let pulje, når bortses fra Frankrig, der gjorde rent bord i puljen, kun opnåede 14 point. Men de geo-politiske forhold i området garanterer et mildt sagt højspændt opgør.
Tyrkiet formodes, ja, det er altså noget, jeg formoder, at tage en lynhurtig spadseretur hen over Letland, seneste VM’s mest positive overraskelse fortsætter med at imponere, og var slet ikke det engangsknald, mange troede.
Rusland-Wales har af en eller anden grund ikke aftvunget den store interesse, måske fordi Wales er så skadesramt, at det ligner en (dårlig) joke, og den russiske hjemme- (og nok også sammenlagte) sejr er mere end sandsynlig.
Så når onsdagens returkampe er vel overstået, kan ’de allerede kvalificerede’ nok regne med også at skulle møde følgende hold i Portugal:
Holland, Kroatien, Rusland, Tyrkiet, Norge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her