Læsetid: 3 min.

Film i tv

28. november 2003


(2. sektion)

*Edgar Reitz skabt med den tyske Heimat fra 1984 en af de bedste tv-serier i nyere tid – det kan næppe diskuteres. I 11 afsnit fortæller han Tysklands historie fra 1919 og fem årtier frem, afspejlet i nogle repræsentative skæbner. Det er ingen sæbeopera, men nuanceret, menneskeligt rig fortællekunst, med landsbyen Hunsrück og kvinden Maria født i 1900 som centrum for et stort og varieret persongalleri. Også æstetisk er Heimat usædvanlig, idet den veksler fra sort-hvide billeder til farveoptagelser.

Heimat/Hjemstavn. DR 2, fredag kl. 17.41-18.40

*George Clooney har på det seneste gjort sig stærkt gældende både som instruktør og skuespiller. Hans kombination af stjerneudseende, fandenivoldsk charme og skarp intelligens præger den unge amerikanske instruktør David O. Russells stilistisk ambitiøse og ukonventionelle Three Kings fra 1999. Den er – som Eva Jørholt skrev – »en overraskende vellykket blanding af krigs-, action-, komedie- og adventure-genren, der præsenterer Golfkrigen som et enestående absurd og illusionsløst drama.«
Dens krigsskildring har fået uhyggelig aktualitet, for den handler om en kvartet amerikanske soldater, der ikke aner, hvad de skal stille op i Irak som medvirkende i et forløjet medieshow. Mark Wahlberg, Ice Cube og Spike Jonze (også kendt som instruktør) spiller de tre andre amerikanske soldater i delingen, som har til opgave at tage irakiske fanger i medie-øjemed.
Three Kings, Sverige 1, fredag kl. 21.50-23.45

*Jørgen Mogensens klassiske tegneserie resulterede i hele tre film til med Henning Moritzens Poet og Helle Virkners Lillemor, alle skrevet og instrueret af Erik Balling.
Den fattige Poet – modelleret over den unge Frank Jæger – får et legat på 10.000 kr. Og da vi er i 1959, sætter denne pengesum ham og Lillemor i stand til at bytte den upoetiske kvistlejlighed ud med et forfaldent bondehus. Pludselig skal parret tilpasse sig et lokalsamfund, som ikke umiddelbart har forståelse for poesiens væsen. Det gælder f.eks. Karl Steggers lokale slagter, men da Poeten for at tjene penge skriver en sentimental slagertekst med titlen Mor (skrevet som parodi af Klaus Rifbjerg), røres han dybt og skifter syn på Poeten. Blidere toner kommer der fra Dirch Passers sangglade bager, der kurtiserer Judy Gringers skønne bagerjomfru Lise – en af Passers mest dæmpede og charmerende præstationer i en film, der som helhed pænt har modstået tidens tand.

Poeten og Lillemor. DR1, lørdag kl. 20.40-22.15

*Jens Okking fik en Bodil for sit både følelses-intense og morsomme portræt af den dynamiske forretningsmand Erik Svensson i Gert Fredholms velmodtagne komedie-drama At klappe med én hånd. Og også det nye unge ansigt Susanne Juhasz – nu kendt for Regel nr. 1 – høstede en Bodil for sit birolle-portræt af det jyske livstykke Heidi. Den 60-årige stenrige Erik Svensson er vant til at styre alt i sit liv med hård hånd, indtil han får en faderskabssag på halsen. Det sender ham ud på en rejse til Jylland for at rede fortiden ud. På turen udvikler der sig et prøvende far-søn-forhold mellem den handlekraftige Svensson og den forsigtige bedemand Anders, der spilles med suveræn træfsikkerhed af den alsidige Peter Gantzler. En aktør, som filmens instruktør, Gert Fredholm, har kaldt »en skuespiller i verdensklasse.« Hans fine samspil med den ældre og væsensforskellige Jens Okking går som en rød tråd gennem den lavmælte, underfundige karakterkomedie, hvor Susanne Juhasz og Ann Eleonora Jørgensen som elskerinden begge lyser op på spindesiden.

At klappe med een hånd. DR 2, søndag kl. 20.40-22.00

*Bo Widerberg lavede en af sine mest lyrisk mættede film, da han i 1969 skildrede en blodig arbejdskrig i Ådalen i det nordlige Sverige. Vi er tilbage i 1931, hvor svenske papirmøllearbejdere går i strejke for at få fire øre mere i timen. Strejken strækker sig over mere end et halvt år, og fem strejkende blev dræbt under kampene. Vi følger en families reaktioner på strejken – sønnen Kjell, der oplever den første store kærlighed, og moderen, som må lære at leve med sin sorg over drabet på ægtemanden.
En film, der balancerer subtilt mellem gru og idyl i sin solmættede billeder af en arbejdskamps bitre sommer. Og et godt eksempel på Widerbergs varme menneskelighed, fine humor og usvigeligt sikre sans for miljø-detaljen.

Ådalen 31/Oprøret i Ådalen. Sverige 1, mandag kl. 13.45-15.35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu