Læsetid: 10 min.

FN bringer håb til Congo

Selvbestaltede kommandanter terroriserer Congos nordøstlige provins Ituri i jagten på landets naturressourcer. Men 4.800 velbevæbnede FN-soldater har bragt håb til befolkningen – de blå baretter har nemlig fået mandat til at rydde op
28. november 2003

MAHAGI/KPANDRUMA/BUNIA – Mens en kæmpe transporthelikopter cirkler rundt om landsbyen, så glasset klirrer i vinduesruderne, hvirvler en mindre, men aggressivt udseende kamphelikopter støvet op over byens fodboldbane.
Et dusin pakistanske kommandosoldater smurt ind i camouflagemaling firer sig ned ad to liner og indtager positioner på den knoldede bane.
Normalt ankommer FN’s soldater i Den Demokratiske Republik Congo kun med forudgående tilladelse fra borgerkrigens parter og efter en lind strøm af bevingede ord om fred, samarbejde og gensidig respekt. Men i Mahagi er diplomatiet lagt på hylden.
Den lokale krigsherre i denne fjerne afkrog af Congo, kendt som kommandant Jerome, har ikke budt FN velkommen. Men FN-styrkerne har for nylig fået et nyt mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, der gør, at de ikke behøver samtykke fra de mange lokale krigsherrer i den nordøstlige provins Ituri for at operere. Og det synes at være den besked, man ønsker at kommunikere videre.
Og budskabet bliver tilsyneladende modtaget af Jeromes militser, en samling børn og unge mænd klædt i alt fra klip-klapper og uniformer til gummistøvler og træningsdragter. De flygter over hals og hoved.
En enkelt tilbagebleven ubevæbnet ung fyr i uniform, der vover sig ind på grønsværen, bliver taget ved øret af en pakistansk soldat og ført bort.
Byens befolkning er derimod ellevild, og klapsalverne bølger frem mod de pakistanske soldater. De blå baretter har bragt håb om fred og frihed fra undertrykkelse, plyndring og mord.

Sidste år indgik de største grupper i Congos borgerkrig en fredsaftale og dannede i juni en formel overgangsregering, der skal sammensætte en ny national hær med deltagelse af disse parter. Håbet er, at tanken om et fint kontor i hovedstaden Kinshasa, en fast løn samt et liv i rampelyset skal få oprørsgeneralerne til at lægge våbnene fra sig.
Det har fået de store oprørsgrupper og de styrker, der er loyale over for præsident Joseph Kabila, til at holde sig fra at angribe hinanden. Men på Ituri-provinsens rødbrune stepper har der ikke været meget fred. Her har selvbestaltede lokale krigsherrer nægtet at afgive den magt, som vokser ud af et geværløb.
Her hersker et utal af militser og udbrydermilitsgrupper med navne, der ville være en Monty Python-film værdig, hvis ikke det var for de massakrer, de har på samvittigheden: FNI, FRPI, UPC, APC, FIPI, PUSIC, RCD-(K)ML, RCD-N.
Kommandant Jerome arbejdede for flere af disse grupper, inden han i marts i år dannede sin egen milits, the Peoples Armed Forces of Congo (FAPC).
Han beskatter systematisk handelsmænd, der passerer med varer gennem hans territorium, men det har befolkningen i Mahagi ikke nydt godt af. Kommandanten bruger nemlig ikke penge på befolkningens sundhedsbehov, som nødtørftigt dækkes af et par vestlige NGO’er, hvis generatorer producerer den eneste elektricitet i Mahagi by.
Mahagi får tankerne hen på en spøgelsesby med sine imposante bygninger med farvestrålende facader, ødelagte døre og manglende tage. Husene klumper sig om den bulede og støvede hovedgade. Sheriffen mangler bare at gøre sin entré for at gøre billedet komplet.

De seneste par måneder er folk langsomt sivet tilbage til deres huse eller lerhytter fra det midlertidige eksil i nabolandet Uganda få kilometer borte, hvor de søgte tilflugt under kampe mellem stridende militser.
Kamphandlingerne stoppede, da Jerome indgik aftaler med to militser om at dele rovet fra beskatningen i og omkring i Mahagi, forklarer en kilde ved FN’s mission i Congo: »Han behøver fred til skatteinddrivelsen.«
Når de offentlige embedsmænd har kradset penge ind, deponerer de dem straks i banken, forklarer en embedsmand. Og fluks kommer FAPC og de to militser, Jerome har allieret sig med, for at tage deres del af kagen efter et sindrigt system, der giver dem henholdsvis 35, 55 og 10 procent. Rub og stub.
Af og til falder der lidt af til indkøb af kuglepenne og papir, men løn har funktionærerne i Mahagi ikke fået under de sidste fire krigsherrer, der har haft kontrol med området.
Hvad kan man gøre, spørger embedsmanden retorisk og slår ud med armene: »De har våben, du har ikke våben.«
Jerome får hovedparten af sine indtægter fra beskatning af udvinding og handel med Congos naturressourcer som tømmer, guld, diamanter og elfenben. Derudover tjener han også på våbensmugling til andre militser.
Byen Kpandruma, hvor Jeromes våben ifølge FN havner, ligger i det indre Ituri, en times racerkørsel ad elendige jordveje fra Mahagi. Det er i denne by, at militser fra en af de mange etniske minoriteter, lenduerne, har deres højborg.
Stemningen er spændt, og ifølge nødhjælpsarbejdere har stort set alle folk her, selv kvinder og børn, våben i deres hjem: knive, geværer, spyd eller andet.
I et kontor i midten af Kpandruma, der ligesom så mange andre steder i Ituri består af en blanding af skrøbelige lerhytter med tag af kokosbark og hårdtprøvede etplans betonhuse, lægger kommandant Moise Tako hænderne ovenpå hinanden og taler med langsom, myndig stemme om FN’s rolle:
»Hver gang der er mord på lenduer, er de her ikke. Så snart det er hemaer, der bliver dræbt, så får det international opmærksomhed. «
Hemaerne er en anden etnisk minoritetsgruppe, der også har dannet militser med hvem kommandant Moise Takos lendu-militser har kæmpet om magten. Der er en enkel forklaring på, hvorfor konflikten brød ud for fire år siden, hvis man skal tro Moise Tako.
»Hemaerne,« siger Moise Tako, »tog lenduernes land – det er hovedproblemet.«
Han taler som en mand af magt, og hverken hans mund eller øjne viser antydning af smil i løbet af den halve time, interviewet varer. Imens marcherer en snes unge mænd i civil, såkaldte ’selvforsvarsstyrker’, taktfast frem og tilbage foran vinduet udenfor.
Om ikke lendu-militserne også har slået uskyldige hemaer ihjel?
»Uskyldige hemaer. Hvor?« lyder modspørgsmålet med et sarkastisk grynt.
For eksempel i Drodro. En tidlig aprilmorgen angreb lendu-militser en hema-militærforlægning i det katolske sogn Drodro. Men det var ikke kun soldaterne, man var ude efter. Man dræbte også kvinder og børn i en flere timer lang massakre på anslået 400 mennesker.

Det er dog langt fra blot stridigheder om land, der har startet Ituris konflikt. For angrebene giver især militsledere adgang til magt og berigelse. Plyndring af ofrenes landsbyer er således en fast bestanddel af krigen i Ituri, der anslås at have kostet 50.000 mennesker livet.
»Strømmen af våben, udplyndring og fortsættelse af konflikten er uløseligt forbundet,« konkluderede et særligt FN-ekspertpanel om udplyndringen af Congos naturressourcer for nylig.
Den sammenhæng ser den nye chefanklager ved den Internationale Straffedomstol, Luis Moreno Ocampo, også. Han har erklæret, at han vil retsforfølge congolesiske militsledere og hærchefer for krigsforbrydelser, men også udenlandske virksomheder og individer, der har pustet til ilden i Congo ved at aftage mineraler og andre værdifulde varer.
»Følg pengesporet, og du vil finde de kriminelle. Hvis du stopper pengene, stopper du kriminaliteten,« sagde han i september. »Dette er den vigtigste sag siden Anden Verdenskrig.«

Men den slags juridiske spilfægterier synes langt væk i Ituri. I øjeblikket tager FN’s tropper i det bakkede Ituri sig mest af basal ordenshåndhævelse.
Og man er begyndt med provinsens hovedby, Bunia, hvis hovedgade domineres af bygninger fra kolonitiden støttet af massive piller med højt til loftet og klinketerrasser ud mod gaden.
Otte gange er Bunia blevet løbet over ende af forskellige oprørsbevægelser og militser de seneste fem år, og byen har alene i år skiftet hænder to gange, inden det internationale samfund tog over. På nær det internationale samfunds indtog er disse magtovertagelser hver gang blevet ledsaget af omfattende plyndringer og drab.
Så sent som i foråret sloges militser om kontrollen med byen. På det tidspunkt kunne FN-soldaterne ikke gøre meget andet end lukke porten til hovedkvarteret og krybe i ly for kuglerne. Bunia var som en spøgelsesby, hvor de sidste tilbageblevne indbyggere havde forskanset sig bag hoveddøren.

Til sidst blev det for pinligt for FN’s Sikkerhedsråd, der gav de internationale styrker et nyt mandat, forstærkninger og tunge våben.
Klapsalver brød ud i gaderne, da 1.400 hovedsageligt franske soldater under EU-flag ankom i juni på et midlertidigt mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Franskmændene overgav i september kontrollen med byen til styrker fra lande som Pakistan, Uruguay og Bangladesh, der også er med til at dominere gadebilledet, når de under FN’s blå flag patruljerer byen i pansrede mandskabsvogne med påmonterede maskingeværer.
»Nu er det slut. Alt vil blive godt. Alt vil blive godt,« lyder en typisk kommentar fra en ung mand i Bunia. I dag er folk vendt tilbage til byen, mens mange fra landområderne tillige er flygtet til Bunia, hvor de er blevet indkvarteret i en stor flygtningelejr bag pigtråd og bevæbnede vagter.
De handlende er også vendt tilbage – i det små. Et par ubenyttede benzintankstationer, pengevekslere med deres kilovis af congolesiske franc stablet i store bundter med elastikker omkring og så ellers gadehandlere, der ikke har meget at byde på: lidt mineralvand, bolcher, kiks, papirlommetørklæder og frugt. To børn er ved at male m-et i Supermarché på facaden af en bygning, der skal huse en af byens eneste rigtige forretninger.

I starten var det kun bykernen, FN-soldaterne havde rigtig kontrol med. Nu er de rykket længere ud. Ved en af indfaldsvejene holder pakistanske soldater vagt ved en bom over vejen. Alle, der skal ind i byen, bliver kropsvisiteret. Ikke engang knive må man tage med.
Byen er dog ikke indhegnet eller omringet som sådan, og den venlige pakistanske sergent, der har kommandoen, medgiver, at folk med våben sommetider sniger sig uden om vejspærringen i dække bag træer og buskads.
Efter at FN er begyndt at konfiskere våben, er militserne holdt op med at bære dem åbenlyst. Der er dog stadig masser af våben i Bunia, for i stedet er våbnene gemt indendøre eller gravet ned, fortæller Petronille Vaweka, leder af et såkaldt midlertidigt parlament i Ituri valgt blandt lokale etniske grupper og lokale organisationer.
Det viser sig, at hun har ret. To uger efter interviewet angriber militser FN-styrkernes hovedkvarter midt i centrum. Det kommer til timelange ildkampe, inden FN får genetableret kontrollen.
»FN-tropperne,« siger Petronille Vaweka, »vil ikke gøre politiets arbejde med at gå fra hus til hus og ransage.«
Og hendes midlertidige Ituri-parlament har prøvet at stable en neutral administration på benene, men den har ikke magt til meget andet end at diskutere og forhandle med militserne. Og da slet ikke iværksætte husundersøgelser.

På hovedgaden er en mand ved at male bogstaver på en blå og hvid bygning i kolonistil. Af teksten fremgår det, at her holder FN’s civile politi-enhed til.
FN har ikke selv udstationeret politibetjente i Bunia men har i stedet udvalgt 70 tidligere congolesiske politimænd, der som led i et træningskursus er ved at få demonstreret, hvorledes man sikrest lægger en arrestant i håndjern.
Det er uvist, hvornår de får mulighed for at praktisere håndjernsøvelsen. De har endnu ingen våben og heller intet sted at gøre af folk, de måtte arrestere for eksempelvis mord eller ulovlig våbenbesiddelse. Domstolene fungerer ikke, og fængslet er lukket, efter at fangerne løb bort under de seneste kamphandlinger.

Ud over pisken anvender FN også guleroden for at få opløst og afvæbnet Ituris titusindvis af militssoldater. Selv om militserne er medunderskrivere på den nationale fredsaftale, kan de alligevel blive optaget i den nye nationale hær, der i øjeblikket er på tegnebrættet, og – med tiden – få en fast løn, noget de allerfleste aldrig har kendt til.
For at få kontrol med militserne er proceduren, at de først skal give FN fortegnelser over, hvem deres soldater er, og hvor de befinder sig, samt – ikke mindst – hvilke våben de har. Når FN har konfiskeret og destrueret våbnene, kan militssoldaterne søge optagelse i den nye hær.
Men indtil videre er det kun militsgruppen Union of Congolese Patriots (UPC), der har præsenteret FN for sådan et liste. Og den var endda uden detaljer om våbnene, for dem vil UPC ikke give slip på. Ifølge generalsekretær Victor Ngoma, fordi »en soldat skal integreres i hæren med sit våben«.

Ude i landdistrikterne går det endnu langsommere. Men selv om der er langt igen, før Ituri er et sikkert sted at opfostre sine børn, er Mahagis beboere taknemmelige og fortrøstningsfulde, da de blå baretter efter få timer starter de hvide helikoptere og letter fra fodboldbanen.
»Det skal nok gå. Det hele vil få en ende,« siger embedsmanden, der mener at landets overgangsregering takket være FN-soldaternes mellemkomst snart vil kunne komme og sætte skik på tingene. Og forene landet.
For FN-soldaterne kommer igen engang sent i november, når et hold nepalesiske soldater har bragt styrken i Ituri op på 4.800 soldater. Og så er det meningen, at man for alvor skal vise kommandant Jerome, hvor skabet står.
»Vi kan ikke fungere samtidigt med militser. Til sidst, når vi rykker ind, vil de skulle tage af sted,« siger en højtstående FN-kilde i Bunia. »Hvis de ikke samarbejder, vil de en dag blive tvunget til at gøre det.«

FAKTA
FN i Congo
*10.800 fredsbevarende FN-tropper i Den Demokratiske Republik Congo overvåger implementeringen af en fredsaftale underskrevet af de største oprørshære og Congos præsident Joseph Kabila. På nær i de østlige provinser Nordkivu, Sydkivu og Ituri har FN kun mandat til at skyde i selvforsvar.

*Men i store dele af landet hersker mini-hære, bander, nationalistiske mai-mai-soldater og militsgrupper. Især i provinsen Ituri har et væld af militser fortsat med massakrere civile, og her har 4.800 af FN’s tropper fået mandat til aktivt at beskytte civilbefolkningen og afvæbne militserne med magt.

*Disse militsgrupper har ikke underskrevet fredsaftalen, men kan – hvis de indvilger i først at lade sig afvæbne – blive optaget i en ny fælles national hær, der er på tegnebrættet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu