Læsetid: 4 min.

Foghs farlige optimisme

Mange hundrede tusinder alene i Bagdad bifalder drab på fremmede soldater
17. november 2003

KOMMENTAR
Guerillakrig er ikke et te-selskab, påpegede Mao. Man bør vist i dag tilføje, at guerillakrig heller ikke er en Gallup.
Det kan ligne en banal konstatering, men den er væsentlig, fordi statsministeren i sin åbningstale til Folketinget lod sin analyse af Irak-konflikten hvile på tal fra Gallup. Situationen i landet vil, sagde han, gradvist blive bedre, hvorefter han henviste til en meningsmåling, som Gallup har gennemført i Bagdad.
Fogh’s optimisme er siden blevet dementeret af udviklingen. Senest har CIA afleveret en rapport med meget dystre fremtidsudsigter. Stadigt flere irakere støtter guerillaen, oplyser CIA. USA’s bestræbelser er truet af sammenbrud. Ifølge andre kilder mener den britiske regering, at en regulær folkeopstand er mulig.
Naturligvis er det ikke vildt overraskende, at statsministeren misinformerer Folketinget, og det har han gjort med yderst selektiv brug af Gallups tal. Men hvad hvis han selv troede på sin analyse og sine beviser?
Det er, selv om vi lever i en tid med »spin«, ikke et helt tåbeligt spørgsmål. CIA-rapporten blev åbenbart lækket af embedsmænd, som ville sikre, at præsident Bush fik adgang til dens virkelige indhold og ikke kun rådgivernes optimistiske versioner. Til fælles har Bush og Fogh, at de er ideologisk forblændede herrer, som starter en beslutningsproces med politiske konklusioner og derefter leder efter fakta, som kan støtte dem.

Det kan være farligt, fordi virkeligheden så holdes på afstand, og deres soldater skal derefter betale prisen. Det er uvist, hvorfra statsministeren havde sit indtryk af Gallup-undersøgelsen. Men det er sikkert, at referatet, som han videregav, ikke byggede på en nøgtern sikkerhedspolitisk læsning af det materiale, som Gallup havde indsamlet.
Fogh oplyste, at to tredjedele af Bagdads befolkning mener, at »de seneste måneders problemer har været prisen værd for at slippe af med diktatoren«. Han oplyste videre, at to tredjedele tror, at »de om fem år vil have det bedre end før krigen, under Saddam Hussein«. Disse informationer var hele grundlaget for, som Fogh sagde, at »gradvis vil situationen blive bedre«.
Det er udmærkede tal, hvis man blot vil hævde, at mange i Bagdad er glade, fordi Saddam er væk, eller at mange irakere ser med relativ optimisme på fremtiden. Men Fogh gjorde denne optimisme til sin.
Han nævnte ikke en stribe tal, som er væsentlige, hvis man vil vurdere guerillaens muligheder og risikoen for, at den såkaldte koalition kan lide nederlag.
Sikkerhedspolitisk læst giver disse tal grundlag for dyb bekymring.
Gallup oplyste to uger før, at Fogh holdt sin tale, at 30 procent ikke mener, at problemerne, som de selv har haft, er en pris, der var fjernelsen af Saddam værd. Bagdad er en by med 6,4 millioner, så hvis man, som Fogh, gør undersøgelsen repræsentativ for alle indbyggerne, så er det knapt to millioner. Et andet tal, som Fogh udelod, viser, at 47 procent mener, at Irak er i værre tilstand nu end før invasionen. Kun 33 procent ser forbedring. Amerikanernes og briternes rolle under invasionen har ikke gjort dem særligt populære. Næsten halvdelen (44 procent) har en negativ opfattelse af USA og 48 procent ser negativt på Storbritannien. Frankrig, som var imod invasionen, er i top med en popularitet på 55 procent. Både Blair og Bush er mere upopulære end deres respektive lande.

Fog kunne også have nævnt, at kun 35 procent mener, at USA vil tillade, at irakerne selv bestemmer deres fremtid. 51 procent deler ikke denne opfattelse.
Gallup har, efter Fogh holdt sin tale, udsendt flere rapporter. Nogle tal er positive, andre negative, for besættelsesmagten.
Flertallet (72 procent) mener eksempelvis, at amerikanerne og briterne bør blive længere end nogle få måneder mere i Irak, og det overvældende flertal (85 procent) venter kaos, hvis tilbagetrækning sker hurtigt. 44 procent mener, at invasionens hovedformål var at »røve« Iraks olie. Kun fire procent siger udryddelse af masseødelæggelsesvåben og én procent tror, at hovedårsagen var ønsket om oprettelse af demokrati.
Men der er et sæt af tal, som har altoverskyggende betydning, hvis man vil vurdere fremtiden. 17 procent siger, at nogle gange (men ikke altid) kan angreb på de fremmede soldater retfærdiggøres. En mere yderligtgående kerne på 19 procent mener, at alle angrebene kan retfærdiggøres noget eller totalt.
Så kan man jo glæde sig over, at et flertal på 64 procent har en anden mening. Men, som sagt, guerillakrig er ikke en opinionsmåling eller folkeafstemning, hvor flertallet går af med sejren.
Hvis vi går ud fra, at opinionstallene kun repræsenterer den voksne befolkning (2,3 millioner i Bagdad over 18 år), så bifalder mindst 437.000, at de fremmede soldater bliver dræbt.
Det er mere end rigeligt til, at guerillaen kan trives ganske godt med folkelig opbakning, og kredsen af potentielle sympatisører er langt større.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her