Læsetid: 5 min.

Fremtiden males i lysere nuancer

Saddam Hussein er forsvundet fra jordens overflade – og sammen med ham en helt speciel kunstnergruppe: præsidentmalerne
19. november 2003

Det nye Irak
BAGDAD – Man skal lede længe efter et portræt af Saddam Hussein
i Bremers Bagdad. Hvor han før stirrede sine borgere i nakken, ligegyldigt hvor i Bagdad, man befandt sig – selv i hjemmene, hvis fjernsynet var tændt – er hans statuer nu skiftet ud med nye symboler. På Firdus- (Paradis) pladsen, hvor den monstrøse Saddam-statue blev væltet af euforiske irakere i krigens sidste dage, står nu en skulptur af en irakisk familie, der symboliserer håbet om en bedre fremtid.
De mange malerier af den forhenværende diktator er enten malet over, eller ansigtet er hugget eller skudt væk, så kun det sorte hår og de forskellige uniformer står tilbage. Først efter omkring tre kvarters søgen finder Information et intakt portræt – der på trods af et forsøg på at fjerne hans ansigt med rød maling – stadig viser både øjne, overskæg og det selvsikre, stive smil. Til gengæld er der ikke meget tilbage af sikkerhedstjenestens bygning, hvor portrættet pryder væggen ved fordøren, så Saddam kunne holde øje med de soldater, der havde været så uheldige at blive udpeget til at forsvare bygningen fra en patetisk skyttegrav gravet knap en meter ned i græsplænen.
Kun få i Bagdad og resten af Irak udtrykker dog sorg over tabet af den ensformige gadekunst endsige af modellen. Det skulle da lige være de malere, som tjente gode penge på at portrættere præsidenten ud fra fotografier. Information ville gerne have talt med en af disse malere, men med Saddams fald synes denne kunstnergruppe også at være forsvundet fra jordens overflade.
»Der var en i vores karré, men da vi kom tilbage til vores gallerier efter krigen, var han forduftet – og han efterlod ingen adresse,« fortæller galleriejer og kunstmaler Jasem Hashim grinende.
På trods af at han ikke selv var blandt præsidentmalerne, har han dog tydeligvis ikke noget imod at male efter billeder, hvad enten det er portrætfotografier eller kendte kunstværker. I det lille galleri i bunden af en smøge hænger Van Goghs solsikker, Monets åkander og sågar Krøyers dame i liggestol. På gulvet, forrest i en stak af verdenskunsten kendteste værker, står et maleri af en amerikansk soldat i uniform og med et afmålt, sofistikeret ansigtsudtryk.
»Mangler du et portræt? Bare giv mig et foto, tre dage og 50 dollar, så er det klart,« siger kopi-kunstneren.

Opgør med Saddam-støtter
Er man derimod til originalkunst, kan man opsøge Jasem Hashems bror, Haider Hashem, der ejer Galleri Akkad på Abu Nawas street, hvor gallerierne ligger side om side.
Der er højt til loftet i Akkad Art Gallerys rummelige udstillingslokale, der med det samme giver en følelse af, at prisniveauet nok ikke længere er 50 dollar. Abstrakte malerier af kendte irakiske kunstmalere hænger side om side på de hvidmalede vægge, mens stilrene, hvide søjler på gulvet danne platform for forskellige kunstneres bronze- og stenskulpturer.
Det er i Haider Hashems galleri, at Information møder skulptøren og maleren Ali Noori, som kort før krigens start skrev en artikel i Information om kunstnernes vilkår i Irak. Dengang balancerede han sine ord med omhu. Det behøver han ikke længere.
»Saddam Hussein brugte kunstnerne til at nå sine mål. Mange malere blev rige på at male hans portrætter eller andet bestillingsarbejde på trods af, at de ikke var dygtige kunstnere. Disse malere spillede en stor rolle i forhold til at promovere Saddams politik – især under krigen mod Iran,« siger den entusiastiske bodybuilder-trænede skulptør.
»Disse kunstnere har et stort problem nu, for de vil ikke kunne vende tilbage til kunstmiljøet på grund af deres støtte til Saddam. En af disse kunstnere, som fremstillede Saddam heroisk og også skrev sange, der hyldede Baath-partiet, blev dræbt lige efter krigen. Der dukkede en mand op foran hans hjem og skød ham,« tilføjer han.

Smidt i fængsel
Under Saddam Husseins regime holdt de fleste kunstnere sig helt fra politiske motiver, for styret havde givet en klar melding om, at der ville blive slået hårdt ned på kunstnere, der i deres værker udtrykte opposition til styret.
Den totale mangel på samfundskritisk kunst – eller blot kunst, der referer til den barske virkelighed både før, under og efter krigen – er tydelig både i kopi-butikkerne og de finere gallerier som Akkad Gallery. På væggene i baglokalet, hvor der er en konstant trafik af kunstnere, der kommer forbi til en kollegial snak, hænger det ene billede efter det andet, der på den ene eller den anden måde illustrerer en person fra close up til halvtotal. Andre billeder henter inspiration fra irakisk mytologi eller er abstrakte mønstre.
»En komité skulle vurdere vores værker, og jeg fremstillede selv engang en skulptur, som jeg ikke turde sende ind, fordi mine venner mente, jeg ville få problemer, hvis jeg gjorde. Den forestillede en mand siddende på en stol vredet i smerte. Nogle af mine venner er blevet smidt i fængsel, fordi komiteen vurderede, at de havde overtrådt den usynlige grænse. Andre blev udelukket fra at udstille,« fortæller Ali Noori.
»Det er meget ødelæggende for den kunstneriske udvikling at være pålagt restriktioner, men jeg mener alligevel, at irakisk kunst også under Saddam har været blandt regionens bedste, fordi vi har en så rig historie at trække på.«

Ikke lettere nu
Men glæden ved den nyvundne kunstneriske frihed er ikke total, for efter krigen er der kommet andre barrierer til. Under de 12 år med FN-sanktioner var det svært for især malerne at skaffe materialer som maling, lærreder og pensler. Hvis de fandtes, var de alt for dyre i et udsultet Irak, hvor kun få havde råd til originalkunst. En kvadratmeter lærred kostede omkring 20 dollar, hvilket resulterede i, at kunstnerne valgte billigere materialer. Efter krigen er kvalerne ikke blevet mindre.
»Det boom, vi troede kom, er indtil videre udeblevet, og det er blevet endnu svære at skaffe materialer. Under Saddam fik vi for eksempel bronze fra militærindustrien, men nu er det ikke til at opdrive. To måneder inden krigen besluttede Saddam også, at alle kunstnere skulle have en månedlig støtte, og den er selvfølgelig også faldet væk, så på mange måder er det blevet sværere at overleve som kunstner,« siger Ali Noori, der dog er optimistisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu