Læsetid: 4 min.

At gå sin egen skæve vej

Nikolaj Nørlund udsender to plader på en gang – en dansk- og en engelsksproget – og giver dermed en opvisning i den kunstneriske skizofreni, der har præget værket et tiår
13. november 2003

Nikolaj Nørlund udsender to plader på en gang – en dansk- og en engelsksproget
– og giver dermed en opvisning i den kunstneriske skizofreni, der har præget værket et tiår

Nye cd’er
Det er ikke ligefrem selvværd, det skorter på hos den gode Nikolaj Nørlund, der med titler som sanger, sangskriver, komponist, producer, guitarist, tangentspiller, musikforlægger og pladeselskabsdirektør på sit c.v. har noget at have det i: Siden debuten med det stilfærdigt banebrydende ensemble Trains & Boats & Planes i 1991 er han sandt for dyden gået sine egne sære veje i periferien af dansk rockmusik, hvor han til gengæld har spillet en central rolle, ikke mindst via sit pladeselskab Auditorium, der ud over veteranen Niels Skousen især gør sig i musik med Nørlund selv og hans gamle legekammerater fra 90’ernes undergrundsscener, om end han også har lanceret plovfurerockerne Superjeg.
Siden opløsningen af Trains & Boats & Planes i midt-90’erne har han splittet sin praksis op i to, gensidigt befrugtende spor: Et engelsksproget, hvor han udsender plader under gruppenavnet Rhonda Harris – hvis besætning skifter fra gang til gang – og under eget navn et eksklusivt dansksproget, der har givet ham både kultstatus og kritikerrespekt, men ikke det store folkelige gennembrud. Dertil er han for eksklusiv, for sær og tilsyneladende heller ikke i stand til at skrive deciderede ørehængere, selv om han på ingen måde er tabt bag den melodiske vogn.

Helt privat
Nørlund er en gennemført tidstypisk elektrisk trubadur: Hans tekstunivers er pletrenset for (politiske) holdninger – som det har været norm siden ca. 1990, hvor den generation, der voksede op i de gennempolitiserede 70’ere og 80’ere med meget få undtagelser (Love Shop! Mikael Simpson! Og øhh ...) fik gennemtrumfet privatsfæren som rocktekstens primære rum – til gengæld med mere turbo på det personlige (for nu ikke at sige private), det poetiske, det følelsesmæssige og det stemningsfyldte/
mættede. Her er ingen tro på, at sange kan ændre andre verdener end den strengt individuelle, her er ingen tiltag til protest mod nogen eller noget og ej heller solidaritet med andre end dem, der af vanvare træder ind i sangskriverens synsfelt (hør f.eks. »Hva nu, Annemarie«). Hvilket både er godt og skidt, men først og fremmest: Faktum. Og så alligevel imponerende, at 11/9, George Bush Jr. og det siddende regime herhjemme kan lade såkaldte sangskrivere fuldstændig uberørte.

Skizofreni
Nu er denne Nørlund på banen med begge sider af sit virke på en og samme dag, hvilket giver muligheden for at måle både styrken og svagheden ved at arbejde fra et konsekvent skizofrent kunstnerisk ståsted. Kort sagt – Tændstik, den dansksprogede satsning, er det mest helstøbte, hårdtslående og kunstnerisk givende af de to, hvor Under The Satellite med Rhonda Harris er den musikalsk mest spændende og på alle fronter mest afsøgende. Leder man efter essensen af Nørlunds kunst, er pengene bedst givet ud til Tændstik, hvorimod Under The Satellite nok vil tiltale dem, der aldrig hører efter, hvad der synges og primært går op i klang og lyd.
Nuvel, Tændstik lyder som havde Nørlund indforskrevet Neil Youngs herostratisk berømte backingband Crazy Horse til lejligheden. Hvilket er noget af en præstation, da holdet består af velanskrevne jazzmusikere som Ben Besiakov på klaver og Nicolai
Munch-Hansen på bas, suppleret med Sort Sols subtile tromme-es Tomas Ortved samt rockguitaristen Rune Kjeldsen, men altså, sådan spiller klaveret. Tung og tæt rock med eminent flyvske og dog strengt minimalistiske tekster – nok de bedste fra den kant til dato – men ikke vanvittig melodisk i anslaget, er det en plade, der rammer én i mellemgulvet, før den breder sig til resten af ens sønderskudte og tilrøgede legeme.

Klaustrofobi
Hvor der er vedlagt tekstark til Tændstik, får den underspillede Under The Satellite lov til at stå sig alene ved sin musik. Og engelsksproget sang har det også med at blive mere til musik end mening – undtagen når der er brev fra Onkel Bob i Amerika og sligt – i undertegnedes ører. Men halløjsuppe, sikke en underskøn melodi, der dog lægges ud med, »Your Best Bet« – afsunget af den underkendte Claus Hempler! – på et udspil, der næsten kan betragtes som en duoplade med Adrian Nielsen i trommestolen og Nørlund selv all over the place, suppleret med sporadisk basspil fra Moogie Johnson.
I det hele taget er melodierne her mere indbydende og intrikate end på Tændstik,
ligesom arrangementerne sitrer af den der næsten klaustrofobiske forfinethed, man til dato har forbundet Mr. Nørlund med. Og selv om melodien til »No Tomorrow« ligger lovlig tæt op ad Depeche Modes »Personal Jesus« for denne signaturs smag, kompenseres der i et vist mål herfor med en smuk unplugged udgave af Iggy Pops udødelig »China Girl«. Diverse gæstevokalister – hejsan, Aud Wilken! – gyder guld udover diverse skæringer, og der er noget befriende egoløst over Under The Satellite som helhed, der gør den til et varmt bekendtskab i en kold tid.
Summa summarum: To forrygende udspil fra en konsekvent spændende kunstner, der dog næste gang i forandringens hellige navn måske skulle overveje at hente en producer ind udefra for at kaste nyt lys over stoffet.

*Nikolaj Nørlund: Tændstik (Auditorium/Playground) Producer. Nikolaj Nørlund
*Rhonda Harris: Under The Satellite (Auditorium/Playground) Producer: Nikolaj Nørlund
*www.norlund.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu