Ny cd
Selvom Let It Be blev den sidst udgivne Beatles-lp, var den ikke den sidst indspillede. Den ære tilfalder den mesterlige Abbey Road (1969), der udgør en på alle måder værdig svansesang, især den suite af sange og sangfragmenter, der udgør lpens side to.
Men grundet de kaotiske forhold i Beatles-lejren i årene efter manager Brian Epsteins selvmord i 1967 og frem til opløsningen i 1970 led Let It Be-optagelserne en krank skæbne, før de via John Lennons mellemværende havnede i den herostratisk berømte amerikanske producer Phil Spectors hænder. Derom mere senere ...
Indspillet i perioden efter det altfavnende og mildest talt eklektiske The Beatles (White Album) (1968) drejede Let It Be-indspilningerne sig især om at vende tilbage til perioden, før flersporsteknikken forvandlede indspilningsprocessen til en lagkageaffære, hvor det ikke længere var nødvendigt for alle bandets medlemmer at være til stede i studiet, når de først havde leveret deres bidrag.
I stedet startedes med en bund af bas og trommer, hvorefter konfekturen overdubbedes i form af guitarer og keyboards evt. suppleret med strygere og blæsere - før vokalerne afslutningsvis lagdes på.
Først i mixfasen begyndte man så at arbejde med indbyrdes balance, brugen af effekter og det kunstneriske helhedsindtryk.
Stemning på nulpunktet
Der er skabt mange mesterværker på denne måde, men for The Beatles handlede det i starten af karrieren især årene 1962-65 om at levere en overbevisende live-performance i studiet og det var den proces, gruppen tilstræbte at genskabe på pladen, der oprindelig bar den sigende titel Get Back.
Hele pivtøjet filmedes fra starten den 2. januar 1969 af instruktøren Michael Lindsay-Hogg med henblik på en TV-dokumentar, der senere blev til en forstemmende, men hulens illuminerende spillefilm.
Første halvdel af optagelserne fandt sted i det enorme Twickenham Filmstudie, hvor stemningen nåede nulpunktet i sådan en grad, at Harrison på et tidspunkt forlod gruppen. Men da kvartetten flyttede cirkusset til Apple Studio på Saville Road nu suppleret med keyboardspilleren Billy Preston steg både spilleglæde og -kvalitet og den koncert, det hele skulle kulminere med (gruppen havde været inaktiv som live-attraktion siden august 1966, til McCartneys store misfornøjelse), blev endelig realiseret på toppen af Apple-bygningen den 30. januar og kastede i processen fire vitale numre af sig, før politiet kom og slukkede strømmen.
Grundet materialets enormitet samt påbegyndelsen af den traditionelle flersporsindspilning af Abbey Road med gruppens faste producer George Martin, fik båndene så lov til at ligge, indtil Lennon gav dem til Spector, der sandt for dyden ikke havde meget at arbejde med.
Han gjorde, hvad han kunne og skabte et patchwork-agtigt album, der posthumt fastslog, at verdens største beatgruppe var en saga blot. Okay, han slap rigtig dårligt fra de pompøse strygere og blæsere han læssede på Paul McCartneys sagesløse og meget smukke ballade, »The Long And Winding Road«, hvilket har naget komponisten siden. Men ellers er det såmænd en fin udgivelse, i hvis selskab flere af os - her i blandt undertegnede - har tilbragt mange gode timer.
Udsat for ny teknologi
Men nu har et hold på tre teknikere gået råbåndene igennem, fået ryddet godt op i det med rette kritiserede båndsus og genskabt en teknisk set perfekt gengivet lyd af The Beatles live i studiet og på taget! i januar 1969, hvor det indbyrdes godt nok var begyndt at knibe med at finde en grimasse, der kunne passe. Det kan nu ikke høres - de spiller sgu fremragende alle fire og lyder på alle måde som det tighte lille orkester, de nu engang var, hvilket blot beviser rigtigheden af pladens grundide til at begynde med.
Med alverdens nyeste teknologi som hjælpemiddel er der blevet skabt en varm, velafbalanceret og klangmæssigt perfekt udgivelse kaldet Let It Be... Naked, hvor al Spectors bessermachen vi savner her i hytten dog det helt ude i skoven overdrevne ekko på hi-hatten på titelnummeret, men så kan man jo bare afspille dén gamle version er blevet skrottet til fordel for en analog og naturalistisk lyd, der ligger så tæt op ad den The Beatles i sin tid skabte, som det nu engang er muligt.
Der er også blevet byttet om på materialets rækkefølge en mindre god ide, måske, men kan man vænne sig til den siddende regering og dens parlamentariske grundlag, kan man vel vænne sig til alt et par fjollede, men elskelige skitser (»Dig It« og »Maggie Mae«) er udeladt, mens b-siden »Dont Let Me Down« er blevet tilføjet.
Det holder
Let It Be... Naked er alt i alt et hamrende fedt album fra en gruppe, man ind i mellem godt kan blive lidt træt af (hvorfor kan den f.eks. ikke overgåes? Eller bare matches, for hulen da!?) grundet de mange ligegyldige bøger, artikler og tårevædede minder, den til stadighed giver anledning til, men som ikke desto mindre besidder en fabelagtig melodisk fornemmelse, performancemæssig vitalitet og helt unik indbyrdes kemi, det simpelthen ikke er til at komme uden om.
Hvad disse 11 skæringer i den grad beviser, for som de lyder her, kunne de sgu lige så godt være indspillet i forgårs! For helvede, hvor det dog holder!
*The Beatles: Let It Be... Naked (Apple/Parlophone/EMI) Mixet og produceret af Paul Hicks, Guy Massey & Allan Rouse. Udkommer i dag
