Læsetid: 3 min.

’Vi bliver gjort til varer’

Sofie Bødker fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener, at forslaget til ny gymnasielov viser Dansk Industris indflydelse på uddannelserne
15. november 2003

»I er så inaktive – I sidder bare og ser fjernsyn. I er passive.«
De ord har Sofie Bødker, 18 år, ofte hørt rettet mod sin generation. Hendes svar lyder:
»Det gør mig vildt gal, når sådan nogle gamle selvfede politikere beskylder os for den slags.«
Sofie Bødker er uddannelsespolitisk sekretær i DGS – Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, der i weekenden holdt aktivitetskonference om »Fremtidens Gymnasium«.
Sofie Bødker forklarer:
»Mange har den forestilling, at i folkeskolen er demokratiet kun for nogle få. At de i elevrådene sidder med knoppers og kakaomælk og ikke får noget igennem. Den fordom overføres på gymnasiet, selv om eleverne er blevet meget mere kritiske og voksne. Gymnasiet er den tid, hvor man modnes til demokrati. Det at komme i gymnasiet er ens første selvstændige valg.«
Netop hensynet til demokrati får Sofie Bødker til at vende sig mod dele af det forslag til ny gymnasielov, som undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) har ude i offentlig høring:
»Der sker en afdemokratisering – lige som på universiteterne. I forvejen har rektor for megen magt. Og med lovforslaget for gymnasierne vil rektorvældet blive øget igen. For eksempel det at fastsætte fraværsregler overlades til rektor – ikke i samråd med nogen, hverken skolebestyrelser eller elever, selv om det er deres tilværelse, det drejer sig om.«

Kritiske borgere
Sofie Bødker og hendes organisation ser et bredere perspektiv:
»Vi i DGS har protesteret imod, at det ikke længere drejer sig om at udvikle os til kritiske borgere – have almen dannelse.«
»Fra 9. klasse skal man vælge, hvad man vil lave de næste 50 år. Det er jo helt absurd. Allerede fra det tidspunkt kommer man på valghold efter den studieretning, man har valgt.«
»Der kommer en overflod af naturvidenskabelige fag. Det betyder, at latin ikke kommer med i grundforløbet. Det er tydeligt at se, at Dansk Industri har haft indflydelse på lovforslaget. Man tilpasser gymnasierne til erhvervslivets behov. Vi bliver gjort til varer. Vi skal bare ind og ud af systemet.«
»Jeg tror, mange fremover vil overveje en ekstra gang, om de skal melde sig til gymnasiet, for eksempel de sprogligt interesserede, der bliver tvunget til de naturvidenskabelige fag i grundforløbet.«
Sofie Bødker har også pæne ord om dele af lovforslaget:
»Overordnet set er det positivt, at der sker en gennemgribende reform af gymnasiet – den første siden 1903.«
»Det, vi føler, er sejre, er nye arbejdsformer. Projektarbejde i stedet for énvejskommunikation fra lærerens side. Og nye eksamensformer, hvor man søger at afdække så mange sider af elevens viden som muligt. Og så er det et fremskridt, at hver skole skal forpligte sig til at tage hånd om de bogligt svage ved at lave lektiecafé, hvor lærere stiller sig til rådighed med boglig hjælp efter skoletid. Det kan være vejen frem mod at afvikle den sociale arv – i en vis grad.«

Magten på gaden
Sofie Bødker har en klar forestilling om, hvad der gør indtryk på beslutningstagerne:
»Politikerne lytter til det, vi siger, men vi bliver for alvor en magtfaktor, når vi går på gaden. Når vi gør det, viser vi, at vi har opbakning til vores ord. Enhver elev, der går i demonstration, har taget stilling til sin hverdag.«
Sofie Bødker fremhæver, at aktivismen kan komme til udtryk på mange måder:
»Også det, at eleverne engagerer sig i hverdagen på skolerne – i caféudvalget, i festudvalget, i elevrådet.«
Sofie Bødker nævner et eksempel fra sin egen skole, Gladsaxe Gymnasium:
»Ved at granske gymnasiebekendtgørelsen fandt vi ud af, at vi elever har ret til at evaluere lærerne. Det har sat gang i en masse.«
– Er et nyt studenteroprør på vej?
»De strejker, der har været mod amternes besparelser på gymnasierne – og den opbakning, strejkerne har fået – viser, at der er en politisk aktivisme, som der ikke har været siden 1970’erne.«
»Når den kritiske sans er der – når folk først er blevet aktiveret – så tager de det videre med i studiet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her