Læsetid: 4 min.

Et Gogh i sanserne

Ny bog og udstilling i Amsterdam bringer van Gogh i berøring med de sidste 40 års moderne kunst
6. november 2003

Bog & udstilling
Vincent van Gogh. Den hollandske mester. Den uberegnelige. Den maniske. Den fattige maler, der aldrig solgte et billede og skød sig selv 35 år gammel. Den tragiske historie om opofrelsen i kunstens tjeneste.
Og i nærmest uhyrlig kontrast til dette: hærskarers lovprisninger, hysteriske auktionspriser, mondæniseringen af hans billeder med billige plakater. van Gogh som dekorativ mainstream.
Det er dog ikke kun kommercialiseringen og berømmelsen af van Goghs værker, der er årsagen til udviskningen af betydningen og styrken i dem. Det skyldes også udviklingen i kunsten selv. van Goghs malerier af sit sovekammer, af solsikker eller et par slidte sko blegner unægtelig i sammenligning med moderne installationsserier af ophængte mennesker i kroge, rådnende svinekroppe eller pornografiske selvudleveringer. Det chokerende i kunsten er blevet stadig mere chokerende. Tiden er løbet fra van Gogh. Eller er den?
Ikke ifølge en ny bog og udstillingen »Gogh Modern«, der netop er afsluttet på van Gogh-museet i samarbejde med Stedelijk Museum, og som ublu og uden berøringsangst har koblet van Gogh sammen med efterkrigstidens moderne kunst. Værker af Karel Appel, Willem de Kooning, Yves Klein, Francis Bacon, Jackson Pollock, Andy Warhol, Jasper Johns, Asger Jorn, Rob van Koningsbruggen, Anselm Kiefer og mange flere.
Og så har man endda bevidst undgået direkte citater eller parafraser som Roy Lichtensteins remake af van Goghs Bedroom at Arles (1992) eller Francis Bacons portræt Homage to Van Gogh (1959). I stedet tager man afsæt i fire væsentlige temaer, knyttet til van Gogh: malestil, farve, naturen og mennesket.

Det individuelle aftryk
Med udgangspunkt i Van Goghs urolige malestil, hans grove penselstrøg og interesse for selve påføringen af malingen som fysisk størrelse på lærredet, føres tråde til heftige penseludfoldelser og ekspressive farvefejringer hos f.eks. Baselitz, Pollock, Appel og Jorn. Et særlig manende eksempel var det enkle, kraftfulde Fingermalerei (1973-74) af Arnulf Rainer, der såre smukt og dog skræmmende viser blodrød farve, smurt ud over det hvide lærred i svungne bevægelser med tydelige spor af grabber og fingeraftryk. Det handler ikke mindst om stemplet fra kunstneren. Arnulf Rainer har i den forbindelse sagt om Van Gogh:
»Han er blevet historie. Ganske som hans modsætninger Ruisdael og Mondrian. Men selv i det 21. århundrede vil den ’besatte’, den ’lidenskabelige’ dukke op på ny og vise ’team’-kunstnere fra Warhol til Jeff Koons, hvad det er, der gør den individuelle kunstner vigtigere«.

Leg med farver
Temaet farve tager afsæt i van Goghs optagethed af teorier om farvers emotionelle betydninger og udtryk. Sammen med andre samtidige eksperimenterede van Gogh med og udbyggede brugen af farver i malerkunsten. Et hofeksempel er hans enkle blomsterbillede Irises (1890), hvor lilla blomster og friske, grønne blade lyser frodigt i en vase på gul baggrund. Det følges op i tid med f.eks. Jasper Johns næsten fem meter lange og to meter høje Untitled (1964-65), der i et triptykon leger med typografisk symbolik og mulige betydninger i blå, rød og gul.

Visioner af naturen
Det tredje afsæt er natur. Hos van Gogh er det ikke den faktiske, objektive gengivelse af naturen men kunstnerens personlige oplevelse af den, der er central. Det blev dokumenteret med hans malerier af kornmarker, træer, klippekonturer og jordbugtninger og parallelført med bl.a. Warhols Large Flowers (1964) og installationen Bluestone Circle fra 1978 af Richard Long, hvis groft tilhuggede stenblokke i en cirkel på gulvet udgør en slags personlig bearbejdning af et af naturens basale materialer.
Det fjerde tema omhandler mennesket – tilstand, krop og sjæl. Det klinger unægtelig universelt, men er relevant nok i forhold til van Goghs originale menneskeskildringer, der ofte indeholder noget skævt og smertefuldt. Der var en fin parallel imellem hans mørke Woman Lifting Potatoes (1885), hvis socialt indignerede brod løftes videre i det rystende s/h fotografi af myldrende arbejdere fra Serra Pelada Gold Mine, Brazil (1986) af Sebastião Salgado.

Afmytologisering
Udstillingen gav publikum mulighed for at se van Gogh med nye øjne, at bringe hans billeder ind i en diskussion af tematiske udviklingslinjer i kunsten. Og det handler ikke blot om van Goghs betydning for eftertiden. Den moderne kunst har kastet sit skær tilbage på van Goghs billeder og belyst vigtige sider af dem. Der blev pillet ved mytiske mure, sådan som skulptøren David Bade har gjort på kontant vis:
»Efter at have set van Goghs værker igen syntes jeg, det var ret imponerende. Du ser ting, hvor du tænker: Wow!, det er stadig rigtig godt. Men myten, der er vokset op omkring van Gogh, har gjort noget forfærdeligt ved billedet af vores profession. Tragedien, at være fattig, at være uden succes. Og overordnet: ideen om lidelsen. Folk siger altid, at kunstnere må lide, at en kunstner må være fattig... bullshit!«

*’Gogh Modern – Vincent van Gogh and Contemporary Art’. van Gogh Museum/Stedelijk Museum. 22,50 euro. NAi Publishers. Kan købes via www.naipublishers.nl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her