Læsetid: 5 min.

Guerilla-tv

Videoaktivismens historie rækker tilbage til 1965. En af de senere års mest ihærdige fortalere for fænomenet er den canadiske dokumentarist Peter Wintonick
7. november 2003

(2. sektion)

Baggrund
»Filmen begyndte på gader og stræder – som nyhedsreportage. Desværre indfangedes den af teatrets folk, af hvis favntag den alvorlige film heldigvis langsomt er ved at frigøre sig, thi for at blive selvstændig kunst må den finde tilbage til gaden og strædet, til reportagen. Den virkelige talefilm må give indtryk af, at en filmfotograf, udstyret med apparat og mikrofon, uset har sneget sig ind i et af byens hjem, netop som et eller andet drama udspilles inden for familien.«

Ordene stammer såmænd fra salig Carl Th. Dreyer, 1933. Og nok handler de ikke om emnet for denne artikel – videoaktivisme – men de afspejler en drøm om at komme tæt på virkeligheden, som filmskabere har næret siden mediets barndom. En væsentlig forhindring i forhold til at realisere denne drøm var i første omgang teknologien. Tunge, lyskrævende kameraer og problemet med at optage synkron lyd virkede ikke just befordrende på lysten til spontant at affilme en uforudsigelig virkelighed. Og senere var der problemet med de statsdrevne eller kommercielle tv-stationers monopol på kostbart professionelt udstyr og adgangen til et bredere publikum.
Begge forhindringer – teknologi og monopol – blev i nogen grad overvundet, da Sony i 1965 lancerede PortaPak, det første transportable videooptageudstyr til konsummarkedet. I de følgende år opstod (ikke mindst i USA) en stribe grupper af såkaldte medieaktivister, som med video som redskab skabte alternativer til den øvrige nyhedsstrøm. Fænomenet guerrilla television var født.
I slutningen af 60’erne var politiske videogrupper som The Videofreex, Video Free America, Paper Tiger Television, Global Village, Top Value Television samt ikke mindst Raindance Corporation med til at bryde de amerikanske mediemonopoler i en bevægelse, der samlet udgjorde en medierevolution. Og hen ad vejen, efterhånden som videocamcorderne blev billigere, bedre og mere handy, trængte de alternative billeder ind i de officielle medier.
Det egentlige gennembrud kom i foråret 1991, da blikkenslageren George Holliday ved et tilfælde rettede sin camcorder mod en gruppe betjente fra Los Angeles Police Department, som var i færd med at gennemprygle en sort mand ved navn Rodney King. Holliday udleverede båndet til tv-stationen KTLA, og efter få dage kunne ingen længere være i tvivl om, at dokumentariske videooptagelser produceret uden for medieverdenens eget kredsløb kunne ændre verdens gang.

Medieaktivist
En af de senere års mest ihærdige fortalere for videoaktivismen er den canadiske instruktør Peter Wintonick, som er aktuel på cph:dox med en film om emnet: Seeing is Believing.
»Jeg har længe haft en fornemmelse af, at dokumentarismen bevæger sig i en mere indadvendt og nationalistisk retning,« siger Wintonick, som opfordrer til øget dialog mellem videoaktivister og tv-folk.
»Der findes hundredevis af lokale mediegrupper rundtom i verden, så lad os dog få vist nogle burmesiske aktivistoptagelser på tv-stationerne i Europa og Nordamerika i stedet for altid at lade vore egne journalister tegne billedet at situationen andre steder.«
Peter Wintonick har fungeret som medieaktivist i Canada i godt 20 år og har siden starten af 90’erne stået bag en række film, som fra forskellige vinkler har belyst mediernes rolle i samfundet. I 1992 lavede han sammen med Mark Achbar Manufacturing Consent, hvor forfatteren og sprogforskeren Noam Chomsky bruges som talerør i en analyse af mediernes manipulation af virkeligheden. Og i 1999 fulgte Cinéma Vérité: Øjeblikkets magi, en forelsket fremstilling af dokumentarfilmens historie.
»Jeg er generelt interesseret i historier om, hvordan adgang til teknologi – fotokopi, fax, video, internet – kan spille en rolle i revolutionære situationer. Det er et spørgsmål om at redefinere både mediet og indholdet i forhold til de standarder, som de multinationale selskaber har sat.«
Wintonicks seneste film, Seeing is Believing, handler som nævnt om videoaktivisme, ikke mindst den amerikanske organisation Witness, som forsyner aktivister rundt om i verden med optageudstyr. Det næste problem er så at få distribueret de alternative optagelser.
»Indtil videre er distribution et område, der skal arbejdes mere med,« siger Wintonick. »Det vil i nogen grad løse sig, efterhånden som internettet udvikles. Men vi må ikke se os blinde på den teknologiske side af sagen. Film er en kollektiv kunstform, hvor man er nødt til at forene kræfterne med andre mennesker, og derfor er et af de primære mål i vores firma at etablere internationale kontakter. Selvfølgelig er det bekvemt med ny teknologi. Men for mig handler dokumentarismens centrale spørgsmål om attitude, værdier og etik. De konkrete redskaber er mindre vigtige.«

Hævn over journalistik
Peter Wintonick havde som ung en drøm om at blive journalist, men efter kort tid droppede han ud af studiet og besluttede i stedet at arbejde praktisk med mediet.
»I en vis forstand kan man sige, at jeg er en mislykket journalist, som forsøger at tage hævn over den måde, journalistikken har udviklet sig på. Alle mine film handler om billedproduktion, stereotyper og forskellige aspekter af forholdet mellem den offentlige diskurs, journalistik og medier. Især mener jeg, at journalistik er et vigtigt emne, fordi vi omgives af medier, der pøser tonsvis af meningsløse billeder ud i hovedet på os.«
– Hvad går tv glip af ved at vende det blinde øje til auteur-dokumentarismen?
»Sagen er, at tv i bund og grund er et uinteressant distributionsforum, hvis primære mål er at skaffe forbrugere til annoncørerne. Hvis man klippede kablerne til samtlige tv-stationer i Europa og Nordamerika, ville verden ikke gå glip af noget væsentligt. Tv har ingen interesse i sandheden eller virkeligheden – og det sørgelige er, at vi er afhængige af og bruger vores tid på et apparat, der giver os så lidt til gengæld. Det er en slags narkotika, som er stærkt vanedannende. Alt det interessante sker i små oaser spredt ud over kloden. Heldigvis kan man i disse år se en tendens til, at folk er begyndt at opsøge auteur-dokumentarisme for at få alternativer til mediernes billeder, men det er stadig meget få mennesker i forhold til tv’s seertal.«
»Man må se i øjnene, at dokumentarisme mest henvender sig til veluddannede og særligt interesserede. Det er ret foruroligende, hvis man – som jeg – både brænder for at lave dokumentarisme og forsøger at være ærlig omkring realiteterne. Sandheden for filmmagerne er, at tv har en meget stor indflydelse på formen, selv om de kun bidrager med en mindre del af finansieringen. Nogle gange føles dét at lave dokumentarfilm som at udfylde ansøgningsformularer til samtlige syv stadier af Dantes helvede.«

*Seeing is Believing. Instr.: Peter Wintonick & Katerina Cizek. Canada. 2002. 58 min. Filmen vises i forbindelse med cph:dox, Husets Biograf, 11. nov. kl. 16 samt Cinemateket, 11. nov. kl. 21.30 og 16. nov. kl. 16.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her