Læsetid: 3 min.

Den halsløse heltinde

En fyrig Cate Blanchett dominerer billedet i det heroiserende journalist-portræt ’Veronica Guerin’
28. november 2003

(2. sektion)

Ny film
Produceret af knaldfilm-eksperten Jerry Bruckheimer og instrueret af den frem for alt ferme Joel Schumacher er Veronica Guerin et socialt engageret drama i action-klædebon. Filmen iler af sted i hælene på sin hyperaktive irske heltinde, den unge, smukke journalist Veronica Guerin, der både symbolsk og reelt tages for hastighedsoverskridelser og får i hundredevis af parkeringsbøder. Særdeles kontant føres vi – med Veronica som guide – gennem den dublinske underverden af narkodealere, samtidig med at vi oplever den modige journalist én-kvindes-kamp for at sætte en stopper for gangsternes virksomhed.
Det bliver til af en disse heltinde-historier, der ville være blevet afvist som håbløst corny, hvis Veronica Guerin ikke virkeligt havde eksisteret – og tragisk nok blev myrdet i 1996 som en hævnakt. Drabet førte ifølge filmen til en ændring af den irske folkestemning, til narko-bagmændenes fald og til ændrede love, der nu holder stor-pusherne væk fra Dublin. Forbryderne fik deres velfortjente straf, så Veronica Guerin ikke dør forgæves, understreges det.
Og på sin egen bastante, unuancerede facon giver filmen en passende påmindelse om, at journalister verden over til tider sætter livet på spil i jagten på sandheden.

Lidt for dumdristig
Det er Cate Blanchetts evigt kampklare ildsjæls-portræt af Veronica, der bærer filmen – og samtidig udgør dens begrænsning. For der levnes Blanchett for få chancer til at skildre andet end den pågående, ambitiøse og super-energiske journalist, der kæmper for sin sag – med rappe replikker i stedet for de næveslag, der ellers diskes op med i Jerry Bruckheimers film.
I en enkelt scene skildres hendes frygt, da gangsterne truer hende personligt i hjemmet. Og samtidig hendes vilje til at holde angsten væk, så den ikke pletter myten af den heroiske journalist. Men ellers får vi et glansbillede-portræt af skriver-kvinden, hvis sociale samvittighed byder hende ene kvinde at tage kampen op mod en forbryder-verden, der eksisterer i bedste velgående, forbløffende uantastet af ordensmagt og offentlighed.
Hendes totale enegang på opgaven overrasker – så meget mere, som hun ikke virker særlig grundig til at checke kilder, men rask væk tager et tip fra en af banditterne for gode varer og begynder at hænge den forkerte mand ud i spalterne. Da hun endelig finder frem til løvens hule (en tilsyneladende uskyldig rideskole) og straks entrer den, skriger det til himlen af dumdristighed og straffes da også på forventelig voldelig vis.

Over stok og sten
Historien overstås på 94 minutter, og det sker næppe uden mange forenklinger i forhold til ’den virkelige historie’. For ekempel var det hash-pushere og ikke – som det udtrykkeligt fremstilles i filmen – udbredere af hårde stoffer, virkelighedens Veronica Guerin først kastede sig over.
Autentisk eller ej – instruktør Schumacher bruger ofte sin betragtelige kunnen til at koncentrere et tema i en små hurtige, men veltalende scener. Som når Guerin glemmer, hvad hun har givet sit barn i julegave. Over stok og sten går det – i takt med den hektiske heltinde. Og al dygtighed til trods bliver slutresultatet underligt halvbagt, for interessen og beundringen får alt for snæver plads at udfolde sig på, mens filmen og hovedperson halser afsted for at få gjort kål på alle de hårde drenge – i et univers, der alt for ofte ligner en traditionel gangsterfilm.

*Veronica Guerin. Instruktion: Joel Schumacher. Manuskript: Carol Doyle og Mary Agnes Donoghue (Grand, Empire)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her