Læsetid: 3 min.

Hjem for træt metal

Hvor er det godt, at regeringen har sat penge af til et nyt museum for udkørte maskiner, der har gjort en stor indsats for samfundet
26. november 2003

I vejen
Så lykkedes det da endelig for de kloge folk i ministerkontorer her kort før jul med den nye finanslov at sikre oprettelsen af et nyt museum for historiske vejmaskiner, som vi er mange, der har ønsket os lige så brændende som den varmeste tagpap.
Det var ellers op over.
Men ved utrættelig snilde fik regeringen afsat 18 mio. kr. til formålet – uden at oppositionen overhovedet lagde mærke til det. Så kan den ikke komme bagefter og rase, men det gør den alligevel.
Vejmaskinerne har været hjemløse, siden Farø-museet gik neden om i sommer, fordi der ingen besøgende kom. Maskinerne har ført en kummerlig tilværelse siden, idet de førerløst har trillet rundt i kortege på de danske landeveje dag og nat uden mål og med.
Endelig vil de trætte maskiner få et hvilested, hvor de kan få sig en lur og en skål asfalt i ny og næ.
Specielt er sundhedsministeren glad for, at tromlerne og skærveknuserne kommer væk fra vejen. En person, der er kørt over af en damptromle, fylder, som nogen vil vide, tre stuer på et hospital.

Flagskibe
Kulturminister Brian Mikkelsen, der selv er dampbarn, glæder sig til museet for damptromlerne – eller vejbikerne, som nogle ynder at kalde dem. Vi ringede ham resolut op og forelagde ham et par spørgsmål.
– Er det ikke et problem, at ingen gad se på dem i Farø-museet?
»De vil kunne trække et stort publikum med en anden placering,« svarer Brian Mikkelsen fuld af fortrøstning. »Problemet er blot at skaffe piedestaler, der er store nok.«
– Hvad skal museet hedde?
»Vej Museet. Det vil blive markedsført som VM – måske endda VM i håndbold, netop for at kunne trække flere besøgende til.«
– Har man nogen i baghånden som direktøremner?
»Erik Veje Rasmussen,« slutter kulturministeren.
– Skal stillingen ikke opslås?
»Kun rent formelt,« slutter kulturministeren endnu engang.
– Hvad bliver museets slagnumre?
»En mindestue for Jens Vejmand og en pindsvineredningsbåd,« slutter Brian Mikkelsen for tredje gang.
– Har kulturministeren andre museumsplaner på tegnebrættet?
»Ja, vi skal have museer for havemaskiner, kraner, betonblandere, mejetærskere, pumper, gravkøer, isknusere, dumpers, stenspredere, fejemaskiner, strygejern, gummigede, opvaskemaskine, gaffeltrucks, blinklys, æggeure, opvaskemaskiner, lysmaster, skorstensfejerudstyr, ølstykker, fræsere, skrabelodder, fodgængerfelter og vejledninger... det er jo sådan noget, folk vil have,« begynder ministeren atter, nu frisk på en ny spørgerunde, men her må vi afbryde af tidsmæssige årsager.
»Brandbiler...« hører vi ham sige halvkvalt i telefonrøret, før vi lægger på.

Skotøjsmuseum
Museet er blevet trængt frem til finansloven via Trafikministeriet, og kulturen er med på et hjørne. Hvordan skal man tolke det? At statsministeren ved en rokade vil føre kulturen ind under Trafikministeriet?
Trafikminister Flemming Hansen, der i det civilie liv er skotøjshandler, vil ikke have noget imod det.
»Næste gang skal vi have et skotøjsmuseum,« jubler han i telefonen og tilføjer: »Det skal være størrelse 47.«
Jyllands-Posten hilser tromlemuseet velkommen på lederplads: »Vejmaskinerne er en vigtig del af kulturarven,« står der.
Miljøminister Hans Chr. Schmidt tager det som givet, at museet skal ligge i Vojens, hvor man lige står og mangler et vejmuseum. Desuden disponerer man i Vojens over flere veje, erfarer vi via en læk i det ellers så lukkede kredsløb, regeringen udgør.
Schmidt mener også, der er behov for et museum for trætte træpilningsmaskiner og stiller inderligt gerne et større skovareal til rådighed.
»Alle veje fører til Vojens,« siger han med elegance. »Det vil give et gevaldigt kvarterløft.«
Socialdemokraten Henrik Dam er uenig: »Enhver ved, at alle veje fører til Vorbasse, og vi har aldrig fået noget.«
»Damptromlerne fik en overfladebehandling,« mener Bodil Kornbek fra Kristdemokraterne. Ole Sohn fra SF siger: »Hvorfor var det på dagsordenen lige over middag, hvor de fleste sover til middag?«
Der står sagen nu. Snart vil Damptromlernes Elefantkirkegård være en realitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her