Teater
PARIS I EFTERÅRET stod Ibsen nogensinde af Rom-expressen her på sine mange flugtrejser sydpå? Flanerede han på boulevarderne, mens et drama sydede og kogte på et parisisk skrivebord? Foreløbig svarer Ibsen-forskningen nej, men en anden ekspatrieret, filminstruktøren Roman Polanski, sender i dette efterår Hedda Gabler over scenen på det kønne Marigny-teater over for Grand Palais. Som noget af en undtagelse, lader programmet os forstå Romanski er normalt ikke særligt begejstret for hverken det engelske eller skandinaviske teater fra slutningen af nittenhundredetallet. Disse stykkers realistiske settings og rekvisitternes symbolværdier lader normalt hr. Polanski kold. Når han undtagelsesvis har stukket fingrene i Hedda Gabler skyldes det stykkets overraskende moderne psykologi og dialoger. Samt at hovedpersonen forekommer ham at eje en brændende aktualitet og perfekt opsummerer kvindens position i vores samfund.
Udtalt altså fra en fransk bastion. Som skandinav kan man undre sig overklassebitchen Heddas uendelige kedsomhed og væmmelse ved de småborgere hun i et bevidstløst øjeblik har giftet sig nedad i, minder ikke meget om travl dansk/norsk/svensk kvindedagligdag med relativt frit valg på arbejds- og familiehylderne.
Traditionel, men gedigen
Netop på grund af Heddas sociale eksklusivitet er der ikke så meget at flytte rundt på i dramaet. Vil man spille det nu på hendes halvt arrogante, halvt sværmeriske afstand til ægte følelser og ægte kunstnerisk/videnskabelig ophavsret, må man gøre det loyalt, men knaldbesætte rollerne. Polanski er kommet frem til det samme, men er samtidigt fanget i det klassiske instruktør-skuespillerparproblem og har ladet hovedrollen blive i familien mod bedre vidende eller gør kærlighed så blind?
Den scenografiske realisme bliver spillet køligt og elegant ud med masser af nordisk lys, og spillerne rundt om Emanuelle Seigner (som mødte sin instruktørmand under optagelserne til Frantic i 1988) gør aftenen til alt andet end spildt.
Især er Jean-Paul Solal (og hans dejligt klangfulde teaterbaryton) fremragende klam som assessor Brack professionelt tredjehjul med en frastødende indeklemt seksualitet gemt i sin begyndende gammelmandstynde, elegant indpakkede krop. Ingen smisk, ingen udvendighed, men en årvågen registrant af alle Heddas små selvafsløringer alt gemt til senere brug. Når Solal er på scenen, må man vriste sig løs for at huske medspillerne.
Afgjort uretfærdigt, for spæde Pascal Arbillot lyser i rollen som fru Elvsted og Erick Deshors er en mere seksuelt attraktiv og stadig brainy Eilert Løvborg (lyder grinagtigt volapykisk på fransk) end man oftest ser ham, men med god pointe Heddas seksualitet er lige så eksklusiv som resten af finken. Som hendes mentalt hundeøjede mand er Guillaume de Tonquédec en indtagende varm fløjlstumling i begyndelsen, men spiller sig op i et tankeløst lalleglad hjørne til sidst. Tante ét og tante to (frk.Tesman og faktotummet Berte Michèle Ernou og Sylvie Herbert) er igen fine i detaljerne.
Den skønne kamel
Men, men, men stykket hedder jo Hedda, så en utilstrækkelig Hedda er noget af en kamel at sluge. Og utilstrækkelig er Den Skønne. Når scenepynten Seigner åbner munden, er det ikke til at høre, om Hedda er nådig, rasende, morgenolm eller aftentræsk, det hele kommer ud på samme melodi. Kropssproget kan ikke kompensere for Madames replikbehandling; Seigner stivner i positurer så tit, at de få gange hun bevæger sig emotionelt signifikant, er choket ved at sende én ned af sædet. Alternerende med positurerne diverterer Seigner med at stirre skråt ned-frem for sig med smalle katteøjne. Instruktion eller evnernes grænse? Det sidste, er man sikker på, men hun fungerer altså på film på grund af korte takes og de filmiske klippemuligheder. Så ved vi det.
Polanskis vej fra film til teater gik over operaen måske en retning for Lars Trier, efter hans opsætning af Ringen i Bayreuth om 2 år ? Anyway efter Lulu, Rigoletto og Hoffmans eventyr iscenesatte han i 1981 Peter Shaffers Amadeus med sig selv i hovedrollen det ville man give sin venstre lillefinger for at have set først hjemme i Warszawa, så hjemme i Paris og han er tilsyneladende rejsende i Amadeus, for han gentog kunststykket i Italien i 1999 med Luca Barbaresci i titelrollen.
I mellemtiden har han bl.a. spillet den metamorfose-ramte i Steven Berkoffs Kafka-dramatisering og instruktion, opsat musicalen over sin egen gennembrudsfilm Vampyrernes nat og instrueret Fanny Ardant i Maria Callas-piecen Masterclass.
En imponerende Ardant med rovfugleprofil sad tilfældigvis ved siden af Deres udsendte i Marigny-teatret og vi drømte måske om det samme hende i Heddas rolle.
Men denne gang var det fru P.s tur.
*Ibsens Hedda Gabler. Instr.: Roman Polanski. Théâtre Marigny t. ult. nov. m. mulig forlængelse
