Læsetid: 4 min.

Hykleriet må ophøre: USA må bøje sig for FN

Hvis amerikanerne og vi da mener noget som helst med påstanden om, at krigen blev ført og føres af hensyn til irakerne
14. november 2003

FRIE ORD
Næppe har Italiens regeringsleder Silvio Berlusconi, erklæret, at Italien ikke bøjer sig for »truslerne«, men forbliver »fast besluttet på at hjælpe Irak på vejen mod fred og demokrati«, før følgende ritzau-telegram tikker ind: »En fortrolig rapport fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA viser, at den almindelige irakiske befolkning i stigende grad støtter oprøret mod de amerikansk ledede styrker i Irak, sagde embedsmænd i Washington i går til det britiske nyhedsbureau Reuters. CIA advarer om, at præsident George W. Bush står over for et nederlag i sine bestræbelser på at indføre demokrati i Irak, og tilføjer, at mange irakere har mistet troen på, at amerikanerne kan bringe ro og orden til deres land. De aggressive amerikanske bestræbelser på at bekæmpe den voldelige modstand fra oprørsgrupper i Irak har skuffet mange irakere og får dem nu til at støtte USA’s modstandere i stedet. En Gallup-undersøgelse bekræfter konklusionerne i CIA-rapporten. Over halvdelen af Bagdads borgere tror ikke, at USA vil lade den irakiske befolkning bestemme deres egen politiske fremtid uden direkte indflydelse fra Washington, viser undersøgelsen. Kun én procent af de 1.178 adspurgte mente, at USA havde invaderet Irak for at indføre demokrati i landet.«
Men det skulle netop Berlusconi med sine udprægede demokratiske vaner vel nok være mand for at overbevise de tungnemme irakere om, var og er meningen med »Operation Iraqi Freedom«. Mens den danske regering med formentlig tilslutning fra Socialdemokraterne forbereder at sende endnu hundrede flere soldater til Irak for at støtte USA i kampene mod den irakiske befolkning for at befri befolkningen – og for at beskytte de danske soldater, der allerede er der, mod den sammen befolkning. Alle véd jo nu, at Saddam Hussein var spæk-ket med biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben, forberedte lagre af atomvåben, kunne udsætte byer rundt om i verden for bl.a. giftangreb med tre kvarters varsel, plejede omgang med al Qaeda og andre terroristiske netværk og at den nævnte irakiske befolkning i øvrigt blot ventede på at hilse sine befriere med jubelråb og vifte med Dannebrog, den italienske Tricolore, Union Jack og Stars and Stripes.

Det befriende ved mange af de 117 spørgsmål til Danmarks første angrebskrig i 300 år, som SF’eren Villy Søvndal agter noget nær at bombardere både stats- og udenrigsministeren med, da spørgsmålene betragtes som på forhånd udelukket fra den kommende såkaldte »Irak-høring« på kun én dag, er deres aggressive sigte på den forestillingsverden, der ligger bag alle løgnehistorierne om Saddams masseødelæggelsesvåben m.v., og som kom så patetisk til udtryk i præsident Bushs tale i sidste uge om den gode og retfærdige sag: friheden, demokratiet og menneskerettighederne, for hvilken amerikanerne (og nu også italienerne samt englænderne og foreløbig en enkelt polak og dansker) ofrer deres liv. For ikke at tale om de mange flere tusinde irakere, som må lade livet for deres påtvungne befrielse.
»Hvem hjalp Saddam Hussein med våben og ammunition under hans 23 års regime?« spørger SF. »Bidrog Danmark på noget tidspunkt og på nogen måde til irakisk rustning mellem 1978 og 2003? Hvad vidste Danmark om situationen i Irak, og hvilke indberetninger fik Danmark fra ambassaden i Bagdad 1987-89, mens Iraks kurdere blev udsat for et regulært massemord? På hvilke måder har skiftende danske regeringer siden Golf-krigen valgt at forholde sig til krænkelse af menneskerettigheder i de involverede lande – Irak, Kuwait og Saudi-Arabien? På hvilke måder mener regeringen, at Danmark i fremtiden kan bidrage til at hindre massiv undertrykkelse og forebygge/hindre folkemord i andre lande? Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at Danmark deltager i en angrebskrig? Har det indgået i regeringens overvejelser forud for beslutningen om
at gå i krig, at Iraks materiale til masseødelæggelsesvåben for en stor dels vedkommende blev leveret af USA i 1980’erne, og at f.eks. terrororganisationen Al-Qaeda i betydelig grad blev skolet for CIA-midler i 1980’erne som led i USA’s støtte til mujahedinerne i deres kamp mod Sovjet, og hvad er regeringens holdning til spørgsmålet? Har den danske regering i forbindelse med krigsplanerne drøftet de større sikkerhedspolitiske ambitioner, som er rygraden i den nuværende amerikanske administrations linje, f.eks. spørgsmålet om forebyggende angreb, udbredelsen af amerikanske værdier, etablering af demokratier efter amerikansk forbillede etc. og hvordan forholder regeringen sig til det? I hvilket omfang bifalder den danske regering Project For the New American Century’s (PNAC’s) 81-siders notat ’Rebuilding America’s Defences’, og har notatets indhold været drøftet i fht. en evt. betydning for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i almindelighed og i forhold til Irak i særdeleshed? Regeringen bedes kommentere Michael Dobbs artikel ’US had key role in Iraq buil-dup’ (Washington Post 30. december 02), hvori der peges på at USA selv har leveret masseødelæggelsesvåben til Irak og hvordan Donald Rumsfeld, dengang præsident Reagans personlige udsending og nuværende forsvarsminister, har haft kendskab til næsten daglig brug af masseødelæggelsesvåben under Iraks angrebskrig mod Iran. Menneskerettighedskrænkelserne i f.eks Tibet pågår fortsat, og Kina er en supermagt med besiddelse af masseødelæggelsesvåben, men har endnu ikke været genstand for koalitions-troppernes interesse. Vil regeringen redegøre for hvorfor Iraks masseødelæggelsesvåben udgjorde en større trussel mod verdens sikkerhed end f.eks Kinas, og i samme moment redegøre for hvorfor de irakiske krænkelser af menneskerettighederne er værre end dem Kina udsætter tibetanerne eller Kinas religiøse mindretal for?«
Hykleriet om Irak må ophøre: Mener Bush og Berlusconi og Blair og Fogh (og Socialdemokraterne i Danmark) virkelig noget med deres påstande om, at det ene og alene er af hensyn til irakerne selv, at det i dag ikke er forsvarligt at forlade landet og overlade den almindelige befolkning til galninge og kriminelle, må overdragelsen af hele ansvaret til FN ske nu. Inden også det er for sent. Her må ethvert hensyn til Bushs og Berlusconis og Blairs og Foghs prestige og muligheder for genvalg vige. Altså: Ned på de grædende knæ og bede verdenssamfundet om tilgivelse. Vel er det tab af ansigt – men d’herrers ansigter er trods alt mindre værd end irakernes fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu