Læsetid: 2 min.

’Ingen kommentar’

Advokat Niels Erik Nielsen, som repræsenterer våbenfirmaet Weibel, har ikke meget at skulle have sagt ...
15. november 2003

Våbenfirmaet Weibel fastholder, at myndighederne har pålagt dem bopælspligt på den privatejede Hesselø i Kattegat. Og hvis myndighederne alligevel ikke gør det, så ændrer det ingenting.
Det er nødvendigt, mener firmaet, med bedre adgangsforhold i form af en ny havn og en flyveplads af hensyn til sikkerheden og trygheden for bestyrerparret på Hesselø.
– Sekretæren for Jordbrugskommissionen i Frederiksborg Amt fastholder utvetydigt af, at der ikke er stillet krav om bopælspligt?
»Jeg har ikke talt med sekretæren,« svarer advokat Niels Erik Nielsen.
– Sekretæren siger, at der ikke er stillet krav om bopælspligt?
»Som sagt, jeg har ikke talt med sekretæren, men jeg har læst hans brev, og det er hverken forstået eller kan forstås på den måde.«
– Du mener, at I har fået det krav?
»Det kan kun forstås på den måde, at det indeholder en basal forudsætning om, at der er nogle, som bor på ejendommen.«
– Hvis du tænker på...
»Der er ingen grund til at kommentere det mere. Jeg har givet dig min kommentar. Dertil kan jeg sige, at det ændrer ikke på Weibels opfattelse af situationen. Det er nødvendigt at have mennesker boende på den ø, hvis man skal opretholde den kvalitet, som hidtil har været kendetegnende.«
– Hvorfor kan I ikke som andre småøer blive betjent af redningstjenestens helikoptere, hvis nogen skulle blive akut syge?
»Jeg ved ikke, hvad andre småøer gør. Jeg ved, hvad der er for krav her for at sikre den kvalitet og den livsindstilling, som ligger både på landbruget og dyreholdet, at det kan opretholdes.«
– Hvorfor har I ikke anmeldt dyreholdet til det centrale husdyrsregister, som der er pligt til?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
– Hvordan skal det forstås?
»Som jeg siger det, at jeg ikke har nogen kommentarer til det.«
– Hvorfor har I ikke anmeldt landingsbanen til Statens Luftfartsvæsen?
»Det har jeg heller ingen kommentarer til.«
– Har I været ubekendt med, at det skulle man?
»Jamen, jeg har ingen kommentarer til det.«
– Hvorfor var Information ikke med på den pressetur, I arrangerede i torsdags?
»Det har jeg ingen kommentar til.«
– Er det muligt. at man kan tale med en fra Weibel, der kan fortælle om det her?
»Fortælle om hvad?«
– Svare på de spørgsmål, man stiller?
»Eftersom vi befinder os i et land, hvor man selv må bestemme, hvem man taler med af journalister, så er der vel intet ondt i, at jeg til dig siger, at jeg ikke har nogen kommentarer.«
– Har du læst Statens Luftfartsvæsens bekendtgørelse om anmeldese af flyvepladser?
»Jeg har ingen kommentarer.«
– Kan det lade sig gøre at tale med hovedaktionæren i Weibel, Erik Tingleff Larsen?
»Det er muligt.«
– Hvis man vil, hvad skal man så gøre?
»Det har jeg ingen kommentarer til,« slutter advokat Niels Erik Nielsen fra firmaet Bech-Bruun Dragsted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her