Læsetid: 8 min.

’Ingen succeshistorie – men det går fremad’

Der skal arbejdes hurtigt, hvis Irak skal gøres til et land, der fungerer, inden amerikanerne trækker sine tropper hjem, mener chefen for Den Danske Styringsenhed i Irak. Irakerne er ikke imponerede. Saddam Hussein genetablerede el- og vandforsyningen på tre måneder efter Golfkrigen i 1991
27. november 2003

Der skal arbejdes hurtigt, hvis Irak skal gøres til et land, der fungerer, inden amerikanerne trækker sine tropper hjem, mener chefen for Den Danske Styringsenhed i Irak. Irakerne er ikke imponerede. Saddam Hussein genetablerede
el- og vandforsyningen på tre måneder efter Golfkrigen i 1991

Det Nye Irak
BAGDAD – Der er aktivitet omkring ruinerne af Mansour City Center. En flok mænd har samlet en høj stak af de få fliser, der stadig er intakte, og er i gang med at læsse jernstænger op på ladet af en gammel bil. Men det er et stort arbejde at rydde op, efter at amerikanske bombefly tømte deres last over det civile mål under krigen.
Helt civil var det dog ikke. Saddam Husseins efterretningstjeneste havde nemlig besluttet at flytte ind i centret i forventning om, at deres hovedkvarter på nabogrunden nok ville blive bombet. Det havde de ret i. Hvor der stadig står halvt oprejste mure tilbage af city centret er efterretningstjenestens hovedkvarter helt pulveriseret. Ikke så meget som resterne af en mur står oprejst på området, der er på størrelse med en fodboldbane. Til gengæld er det lettere at rydde området, så nyt byggeri kan rejses på grunden. Anderledes besværligt bliver det at vælte og flytte de mange ton beton og jern, city centret udgøres af.
»Der er ingen irakiske firmaer, der vil røre det her projekt. Amerikanerne har været herude med masser af irakiske entreprenører, men de siger alle, at kontrakten er så lille, at den ikke vil dække omkostningerne ved at rive bygningen ned og genopbygge den,« fortæller en af det eksklusive Mansour-kvarters indbyggere, Abbas Jiwal, der holder opsyn med området.
»De der mænd,« siger han og nikker i retning mod de arbejdende irakere, »er Ali Baba’er (tyveknægte, red.).«

Usynlig genopbygning
Rundt i Bagdad står de udbombede rester af Saddam-regimets ministerier hen, som var det i går, de blev bombet. Ali Baba’erne har sørget for en del af oprydningsarbejdet, men der er ingen tegn på, at disse minder om fortiden bliver fjernet eller repareret foreløbigt. Amerikanerne har haft – og har fortsat – travlt med det mere usynlige arbejde, det er at reparere vand- og elværkerne. Efter syv måneder er elforsyningen nu efterhånden ved at være oppe på før-krigs-niveau, fortæller Torben Gettermann, der er chef for Den Danske Styringsenhed i Irak og dermed står for koordineringen af det danske bidrag til genopbygningen af landet.
»Nu er der faktisk strøm det meste af dagen, og folk ved, hvornår de ikke har strøm. Det vidste de ikke i starten, for amerikanerne havde ikke lært det gamle system med at fortælle de forskellige bydele, hvornår de havde strøm, og hvornår de ikke havde,« siger han i et interview med Information i koalitionens stærkt bevogtede hovedkvarter i Bagdad.
For at komme ind skal man parkere omkring 500 meter væk og gå ad en sti mellem ruller af pigtråd, indtil man når det første checkpoint. Her skal vises ID, inden tasker og personer gennemtjekkes. Sådanne checkpoints er der yderligere tre af, inden man når op til kongrescentret, hvor mange af koalitionens kontorer er.

Saddam var hurtigere
Tilbagevenden til status quo på syv måneder synes dog ikke at imponere irakerne, der ynder at gøre opmærksom på, at Saddam Hussein genoprettede vand- og elforsyningen på tre måneder efter Golfkrigen i 1991. Nok havde Saddam ikke sabotagen at tænke på – indtil videre er omkring 700 transformerstationer for eksempel blevet ødelagt – men han havde heller ikke milliarder af dollar til opgaven.
Torben Gettermann har forståelse for irakernes utilfredshed, men mener dog også, at irakerne – ufrivilligt – pynter på Saddams bedrift.
»Det er rigtig nok. Tre måneder efter krigen i ’91 var der elektricitet og vand, men vi taler kun om Bagdad, og vi taler om det forsyningsniveau, man kendte fra før krigen. Det vil ikke sige, at man havde strøm 24 timer i døgnet – slet ikke. Desuden blev Bagdad favoriseret under Saddam, for der blev bare slukket for strømmen andre steder i landet, og det fik befolkningen i Bagdad ikke at vide,« fortæller Torben Gettermann, der også påpeger, at amerikanerne ikke kun reparerer systemerne, men opdaterer dem til moderne standard eller bygger nyt.
»Det, man laver nu, er højteknologisk i forhold til det, de havde før, og det tager altså tid. Man bygger ikke lige et kraftværk på et halvt år,« siger han.
Gettermann understreger, at større sikkerhed og en stabil el- og vandforsyning er de tre absolut vigtigste ting at få på plads, før udviklingen i Irak for alvor kan komme i gang.
»Når man de tre ting på plads, så kommer alt det andet: Sundhed, pensioner osv. Men lige nu går meget af indsatsen på at få de basale ting på plads.«

USA’s image-problem
På trods af de enorme beløb, USA har afsat til genopbygningen, er synligheden af indsatsen begrænset. Et af de områder, hvor besættelsesmyndighederne har valgt at sætte ind, for at befolkningen direkte kan mærke en forbedring, er en omfattende renovering af de nedslidte skoler. 1.595 skoler er blevet malet og sat i stand på rekordtid, men alligevel har det ikke skabt sønderlig større tilfredshed blandt den irakiske befolkning. En af årsagerne, mener UNICEF, er, at arbejdet ikke gøres ordentligt.
»Problemet med de udenlandske virksomheder, der har fået kontrakter på at lave det samme som os – nemlig renovering af skoler – er, at de kun fikser overfladen. De maler og sætter nye borde og stole i lokalerne, hvorimod vi har udviklet en række standarder for, hvordan skoler skal sættes i stand, for at det holder i længden – blandt andet installering af nye toiletter og håndvaske og sikring af at spildevandet ikke står som pøle i skolegårdene i regntiden. Andre NGO’er følger vores standarder, men det har de udenlandske virksomheder åbenbart ikke været interesserede i,« fortæller en kilde i UNICEF, der ønsker at være anonym, fordi organisationen efter bombningen af FN’s hovedkontor i august har valgt at holde lav profil med deres aktiviteter i Irak.
Et andet kritikpunkt er den manglende gennemsigtighed i forhold til hvilke underleverandører, der får kontrakter, og manglende tjek af om arbejdet gøres ordentligt. Ofte er der adskillige led af underleverandører, hvilket betyder, at den virksomhed, der oprindeligt fik kontrakten, ikke aner hvem der i sidste ende udfører arbejdet, fortæller kilder i Bagdad.
Derudover kom den britiske NGO Christian Aid – dagen før donorkonferencen i Madrid i slutningen af oktober – med en sønderlemmende anklage om, at den amerikanske besættelsesmyndighed (CPA) ikke kunne gøre rede for, hvad den havde brugt irakiske oliepenge i omegnen af fire-fem milliarder dollar på.
Det dårlige image har nu fået CPA til at justere sin strategi. Hvor administrationen for et halvt år siden besluttede sig for let og elegant at springe et par led over og i princippet forære de største kontrakter til amerikanske virksomheder som Bechtel og Halliburton, så meddelte CPA for nyligt, at kontrakter fra nu af vil blive givet til de mest konkurrencedygtige virksomheder.
Torben Gettermann mener, at amerikanerne langsomt er ved at have lært lektien:
»Med de mange penge, der skal bruges på genopbygningen til næste år, har CPA taget konsekvensen af, at genopbygningen meget er blevet set som et amerikansk projekt. Meget tyder på, at de vil lukke op, så udenlandske virksomheder vil kunne komme ind og byde på de større projekter,« siger Gettermann, der understreger, at der i realiteten ikke er megen tid at løbe på, hvis Irak skal genopbygges, inden de amerikanske soldater trækkes hjem – selv hvis der går år, inden det sker.
»Hvis man skal nå at gøre Irak til et land, der fungerer igen, så skal der arbejdes enormt hurtigt. Vi har ikke den tid som i den traditionelle udviklingsbistand. Hvis man investerer i et projekt, skal det helst være noget, der kan sættes i gang med det samme, for i lyset af den voksende utilfredshed med amerikanerne, har de brug for, at folk kan se, at der bliver gjort noget,« siger Torben Gettermann.
Den danske chef regner selv med at blive i Irak frem til år 2006, og han er på trods af sikkerhedssituationen og omfanget af den enorme genopbygningsopgave optimistisk.
»Der arbejdes på det, men det er ikke nogen succeshistorie – langt fra. Men tingene går fremad, og det er det vigtigste. Og det er væsentligt, at irakerne selv kan se, at det går fremad,« siger han.
Spørgsmålet er så, om de kan det. 25-årige Muhammed Abdel al-Wahid, der er skomager, har svært ved at få øje på fremskridtene.
»Amerikanerne har endnu ikke gjort noget seriøst for at genopbygge landet. Ingen af ministerierne er blevet repareret. De står stadigvæk præcist, som da de lige var blevet bombet. Vi hører i nyhederne, at amerikanerne lover en masse milliarder til at genopbygge landet, men vi kan jo med vores egne øjne se, at der ikke sker noget som helst,« siger han.

*Dette er den ottende artikel i en serie fra Irak om den kaotiske situation i landet, hvor genopbygningen langt fra går, som besættelsesmyndighederne havde håbet. Tidligere artikler kan læses på www.information.dk

FAKTA
Sådan bruges pengene …
Der er stigende kritik af, at Irak ikke får tilstrækkelig genopbygning ud af de mange milliarder, der er lovet af USA og resten af verden. Årsagerne er bl.a. i:
*Lønforskelle: En amerikansk eller britisk sikkerhedsvagt tjener 1.200 dollar pr. dag for at arbejde for amerikanske virksomheder i Irak. En irakisk sikkerhedsvagt får 8,33 dollar pr. dag for samme arbejde. En irakisk ingeniør, der arbejder for en amerikansk virksomhed i Irak tjener 1.000 dollar om måneden – næsten det samme som en amerikansk ingeniør i samme firma tjener om dagen.
*Kontrakter: Amerikanske ingeniører vurderede, at det ville koste 15 mio. dollar at udbedre skaderne på en cementfabrik i Nordirak. Projektet blev i stedet givet til irakere og udført for 80.000 dollar. 10 huse tilhørende irakiske embedsmænd blev renoveret for 700.000 dollar. Lokale virksomheder kunne have bygget 10 nye huse for samme pris. 20 politistationer i Basra blev istandsat for 25 mio. dollar. En irakisk embedsmand hævder, at lokale kunne have klaret jobbet for fem mio. Kilde: Newsweek, 3. nov. 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu