Læsetid: 3 min.

Jazztalent og livredder

Den amerikanske jazzmusiker Buddy Arnold ødelagde sit eget liv, men reddede mange andres. Nu er han død, 77 år gammel
14. november 2003

Nekrolog
Jazz-saxofonisten Arnold Buddy Grishaver blev lige så kendt for sit narkotikamisbrug som for sit spil. Men til forskel fra en lang række af hans kolleger vendte han egen ulykke til andres fordel. I 1992 grundlagde han sammen med sin kone, Carole Fields, MAP, Musicians Assistance Program, en non-profit organisation med ét enkelt formål: At hjælpe professionelle musikudøvere ud af stof- og alkoholmisbrug.
I årene der fulgte, har organisationen hjulpet en lang række musikere, kendte som ukendte, på rette vej i en mindre udgave af den mere kendte AAA.
Buddy Arnold var noget af et vidunderbarn. Han blev født i Bronx, New York, og som 11-årig optrådte han til lokale fester med sin saxofon. Allerede som 13-årig stod han på scenen på det berømte The Apollo Theater i Harlem, hvor han som medlem af George Aulds orkester bl.a. var backing for sangeren Billy Eckstine. Det kunne jo godt få det til at svimle for enhver ung teen-ager. Også for Buddy Arnold.
Efter Anden Verdenskrig spillede han først med Herbie Fields, og senere med ingen ringere end den temperamentsfulde superstjerne Buddy Rich. En klar cadeau, men også en hård nød at knække for en ung musiker. I hvert fald begyndte han på samme tid at studere musik og økonomi ved Columbia Unviersitet. I 1949 optrådte han for første gang i pladesammenhæng, med bl.a. George Williams og Claude Thornhill, og mere fulgte efter. Dels job med stjerner som Buddy DeFranco, Stan Kenton og Neil Hefti, dels en afhængighed af stoffer, der for første gang kostede ham et par år af karrieren.
Selv udtalte han: »Jeg ankom til New York den 28. september 1950, og i løbet af to timer havde jeg sprøjtet heroin i årerne for første gang.« Men desværre ikke for sidste.
Hans utroligt imødekommende tone, der bragte mindelser om en forrygende blanding af Zoot Sims og Sonny Rollins, først hørt for alvor på hans solo-debut »Wailing« der udkom i 1956, blev sjældnere i årene der fulgte, der blev ikke lavet mange indspilninger på hospitaler og i fængsler, heller ikke dengang.
Efter et længere hospitalsophold i Kentucky, ’55-’56, blev han allerede i ’58 arresteret – og dømt – for indbrudsforsøg på et hospital i Connecticut, og det var ikke aspirin, han var efter. Fem til otte år, hed dommen, men han blev løsladt allerede i 1960.
De næste år delte han stort set ligeligt mellem pladeindspilninger og sygdomsforfald på grund af sit stofmisbrug. Fire gange livstruende hjertetilfælde blev det til i perioden, til han i 1981 igen blev anholdt. Denne gang for at udgive sig for at være kræftlæge, og derigennem udskrive uendelige doser piller. Denne gang lød dommen på syv års fængsel.
Så længe blev det ikke, via en computerfejl blev han løsladt efter fire måneder, og han så åbenbart dette som et tegn. I hvert fald besluttede han sig for at standse sit misbrug, og sammen med sin kone påbegyndte han i 1985 en møderække i en kirke i North Hollywood, dels som selvhjælp, dels for at hjælpe andre. Det blev begyndelsen til MAP.
Organisationen blev hurtigt en succes, og lovformeligt støtteberettiget i 1992. MAP regner selv med, at man i de forløbne 10 år har hjulpet over 1.500 musikfolk på rette vej.
De seneste år har det knebet med den offentlige støtte, dette fænomen er også kendt i USA, men organisationen kunne for fjerde år i træk uddele sine egne priser. Det skete, mens medstifteren Buddy Arnold lå på hospitalet for, hvad der skulle vise sig at være sidste gang, og fra scenen blev han hyldet af bl.a. Steven Tyler fra Aerosmith, med ordene: »I aften handler det kun om Buddy Arnold.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu