Læsetid: 3 min.

En kamel åbner øjet på klem

Politiets Efterretningstjeneste har åbnet glasdørene til sit nye hovedkvarter på klem, men sprækken er mindre end selv det mindste nåleøje
5. november 2003

For en gangs skyld står glasdørene ind til PET’s nye hovedkvarter på Klausdalsbrovej 1 i Søborg på vid gab. Over 100 gæster har trodset det skyhøje gebyr for at deltage i den danske efterretningstjenestes første offentlige arrangement nogensinde. Det elegante konferenceprogram lover svar på nogle af tidens vigtigste terror-spørgsmål; hvordan det går med kampen mod al-Qaeda, hvordan man bekæmper terror uden at krænke menneskerettighederne, og hvordan man undgår at ramme islam i kampen mod islamisk terror.
Forventningen og nysgerrigheden er næsten fysisk, mens gæsterne, der accepterer, at »der er ganske særlige forhold, der gør sig gældende ved besøg og ophold i Politiets Efterretningstjenestes hovedkvarter«, lydigt afleverer mobiltelefoner samt afgiver et højtideligt løfte om at bære de udleverede navneskilte »synligt og hele tiden«.

På klem
Konferencen er det første store skridt i PET’s nye åbenhedpolitik, betror PET-chef Lars Findsen sit publikum efter først at have indskærpet »grundreglerne«: Kun oplægsholdernes taler må citeres og det kun efter oplægsholderne udtrykkelige godkendelse.
Der må ikke citeres noget som helst, som ikke er sagt fra talerstolen. Ingen citater fra debatten, ingen citater fra aftenens store middagsarrangement og ingen citater fra noget, deltagerne måtte sige til hinanden i pauserne.
»Vi ønsker så åben en debat som muligt,« lyder Findsens begrundelse.
Efter at selveste kronprinsen har sneget sig ind på første række og justitsminister Lene Espersen, Lars Findsen og direktøren for det Danske Institut for Internationale Studier, DIIS, Per Carslen har budt velkommen uden at sige noget som helst interessant, sætter en begyndende lammelse ind.
Da den internationale terrorekspert og forfatter til Inside al-Qaeda Rohan Gunaratna har gentaget stort set det samme, som han sagde sidste gang, han var i Danmark, er skuffelsen næsten håndgribelig.
Forventningen om, at PET ville løfte bare en lille flig af sløret for, hvordan tjenesten ser på terrortruslen i Danmark efter 11. september, er for alvor ved at fordufte.

Lukket land
Den danske efterretningstjeneste hører traditionelt til blandt de mest lukkede i Europa.
Flere gange har PET bedyret, at tjenesten ønsker mere åbenhed og har til formålet ansat hele to informationsmedarbejdere.
Ingen af dem siger imidlertid nogen sinde andet end »ingen kommentarer«, når pressen ringer for at få en vurdering af militante islamisters aktiviteter herhjemme eller en kommentar til afsløringen af, at den palæstinensiske organisation Al-Aqsa måske har samlet penge ind til terror i stedet for forældreløse børn.
Også i dag er løfterne store:
»Vi har brug for offentlighedens hjælp i terrorkrigen og brug for, at samfundet forstår, at terrorplanlægning er en langvarig proces, som betyder års overvågning, uden at man nødvendigvis kan se resultater. Det er vigtigt, at man ikke lige pludselig lukker for det varme vand,« siger Findsen da også til publikum og tænker tydeligvis på de mange rare penge, PET har fået siden 2001.
Men det bliver ved løfterne.

Kaffe uden avec
I løbet af de to konferencedage viser PET-folkene sig at være lige så stædige som en vis kamel. Selv det mest uskyldige spørgsmål bliver afvist. Høfligt og smilende. Men afvist.
Efter en overdådig middag i YMCA’s festlokaler i centrum af København og en småkritisk festtale af Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, er Lars Findsen klar til kaffe og avec, stadig lige høflig, men fortsat ganske ubestikkelig.
Hvordan PET vurderer terrortruslen i Danmark er »ikke noget, man går ud med«.
Hvor stort, det islamistiske miljø er i Danmark, er »hemmeligt«.
Hvor mange arabisk-talende ansatte, man har, er »fortroligt«.
Hvordan PET holder styr på de mange indsamlingsaktiviter, som foregår i indvandrerkredse »oplyser vi ikke«.
Og nej deværre, PET’s budget er »ikke offentligt«. Hvor stor en del af tjenestens arbejde, som går med terrorbekæmpelse er ligeledes »ikke, noget, vi oplyser om«.
Om der er tale om op- eller ompriotering efter 11. september »kan vi ikke afsløre.«
Og hvorfor PET er så meget mere lukket end søstertjenesterne i Norge, Sverige og Tyskland, der både laver trusselsvurderinger, udgiver omfattende årsberetninger, har informationsmedarbejdere der udtaler sig og hjemmesider med masser af generel information?
»Det er jo fordi, vi mener, det er nødvendigt,« siger Lars Findsen. I al fortrolighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her