Læsetid: 2 min.

Klyngebomber granskes

Politikere og humanitære organisationer stiller spørgsmålstegn ved de danske klyngebomber
11. november 2003

Oplysningen om at det danske forsvar stadig har de kritiserede klyngebomber på lager, får nu en række politikere til at reagere og stille spørgsmål til den ansvarlige minister.
Som Information skrev i lørdags, er ikke alle klyngebomber i det danske forsvar blevet destrueret. Ud over de såkaldte Rockeyebomber, som Forsvaret allerede har besluttet at destruere, har Hæren også et lager af klyngeammunition af typen 155 millimeter ICM. Det er såkaldt artilleri-ammunition, ammunition, der bliver affyret fra jorden. Hver granat indeholder cirka 50 små bomber, og selv om hver såkaldt bomblet er udstyret med en selvdestruktionsmekanisme, så eksploderer omkring en procent af dem ikke ved brug, men ligger tilbage som en slags landmine og er til fare ikke mindst for civilbefolkningen. Nøjagtig hvor mange artilleri-granater med klynge-ammunition forsvaret råder over, kan major Mads Juul-Nyholm fra Hærens Materielkommando ikke oplyse.
På baggrund af de nye oplysninger vil blandt andet De Radikales forsvarspolitiske ordfører, Morten Helveg Petersen, nu tage sagen op med forsvarsministeren.
»Jeg vil gerne have en militær-faglig vurdering fra ministeren, for at høre, hvad meningen er med, at Forsvaret stadig råder over klyngebomber,« siger han.
Lignende meldinger kommer fra SF’s og Enhedslistens forsvarspolitiske ordførere.
SF’s Villy Søvndal planlægger at stille et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til ministeren om regeringens holdning til klyngebomber, og Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der tidligere har talt for et internationalt forbud mod klyngebomber, vil også gerne have en redegørelse fra Forsvaret: »Umiddelbart er det eneste logiske jo, at Forsvaret også destruerer den beholdning af klyngebomber, som altså ikke er blevet destrueret endnu. I første omgang bliver de i hvert fald nødt til at forklare, hvad de skal bruge klyngebomberne til,« siger han.
En række humanitære organisationer, bl.a. Human Rights Watch, har i en årrække forsøgt at få indført et midlertidigt forbud mod klyngebomber, og oplysningerne om at Danmark stadig har et lager af klyngebomber, vækker bekymring.
»Forsvaret skal destruere dem så hurtigt som muligt. For selv om kun én ud af hver 100 bomblet ikke eksploderer, så er det én for mange,« siger katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp, Lisa Henry.
Hun opfordrer desuden Forsvaret til at vente med at anskaffe sig nye klyngebomber, før der er udviklet en selvdestruktionsmekanisme, så alle bomblets automatisk bliver destrueret.
Chefen for den danske minerydningsorganisation Danish Demining Group, Bo Bis-choff er knap så bekymret over, at Forsvaret stadig har klyngebomber: »Man skal tænke på, at mellem 10 og 15 procent af al den ammunition, der bliver affyret, ikke eksploderer. Eksempelvis ligger 600 millioner ton ueksploderet ammunition i Irak.«
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsordførerne fra Folketingets øvrige partier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her