Læsetid: 4 min.

Kunsten at destillere

Produktive Nikolaj Nørlund har sparet sammen til to vidt forskellige plader – lavet simultant
8. november 2003

Interview
Da Nikolaj Nørlund i februar 2001 gav sit hidtil seneste interview til Dagbladet Information, kom han med følgende produktive programerklæring:
»Egentlig tror jeg bare, at jeg er tilbage i min gamle stil, hvor jeg lavede en plade om året, og det synes jeg også mindst, man skal – for den eneste måde, man lærer at lave musik, er sgu da ved at lave musik.«
Alligevel er de aktuelle udgivelser af Tændstik i eget navn og Under the Satellite som kollaborationsforetagendet Rhonda Harris de første, Nørlund har lavet siden den generøse udtalelse for snart tre år siden. Godt nok har han været lovlig undskyldt med sine produktions- og udgivelsesopgaver som stifter af pladeselskabet Auditorium. Men – qua ovenstående – var den lange pause altså på ingen måde en del af planen.
»Jeg mener principielt stadig, hvad jeg sagde dengang. Jeg havde bare ikke regnet med at blive holdt op på det senere,« griner den sortklædte altmuligmand, da vi har sat os til rette med instant coffee i et mødelokale på etagen under Den Anden Opera i Kronprinsensgade. Det er her, at Auditorium holder til under ydmyge forhold. Nørlund samler tråden op fra før:
»Jeg blev bare lige kørt ud på et sidetrack, da jeg byggede et label op fra grunden. Til gengæld gør jeg det så godt igen med to udgivelser.«
De to nye plader afspejler godt det
erfarings-input, Nikolaj Nørlund til trods for pausen trækker på efter at have udgivet Lise Westzynthius, Superjeg og ikke mindst Niels Skousen på Auditorium. Der er kommet flere aspekter ind i anmelder-darlingens skabelsesproces. Så mange, at han har kunnet kreere to vidt forskellige projekter på én og samme tid.
Mens Under the Satellite er det, Nørlund kalder for en Pro Tools-plade med masser af lagkagelag, computerbearbejdelser og klippe-klistre-manøvrer, så blev Tændstik indspillet via én intens session i et booket studie med ditto bookede musikere. Der skulle leveres her og nu.

Interessant projekt
– Hvordan har det været at søge musikalsk udvikling i de forskellige retninger samtidig?
»Det var faktisk enormt fedt, og det gjorde projektet langt mere interessant at arbejde med, end jeg oprindelig havde forestillet mig. Idet man laver tingene sideløbende, så destillerer man i højere grad sine udtryk. Hvis jeg kun havde lavet en Nørlund-plade og dernæst fulgte op med en Rhonda Harris-plade om et års tid, så tror jeg, pladerne var blevet langt mere ens. For mig at se er de to plader i stedet endt meget forskelligt.«
Det passer så absolut. Rhonda Harris-afstikkeren og Nikolaj Nørlund har ikke så forfærdelig meget til fælles anno 2003. Ikke kun fordi Nørlund selvfølgelig fortsat synger på dansk, når han selv lægger navn til, mens Rhonda Harris overvejende gør sig i det engelske.
At de to plader har kunnet lade sig gøre – og er værd at forfølge – nærmest simultant, undrer mange af Nørlunds musikerkolleger. Både økonomisk og praktisk. Til gengæld ser de bekendte, han har inden for en række andre kunstretninger, ikke det odiøse i dobbeltprojektet.
»Det er lidt sjovt – og foruroligende. Billedkunstnere og forfattere fatter sagtens, hvad jeg har gang i. Men musikerne spørger i stedet: ’Sælger du ikke bare halvt så mange eksemplarer af hver plade?’ Ha-ha-ha. Sådan kan man da ikke anskue det. En instruktør skal jo også kunne mestre biljagten, sexscenen og den poetiske gåtur i parken inden for den samme film.«

Tekniske landvindinger
De mange nye teknologiske landvindinger i musikbranchen kender Nikolaj Nørlund selvfølgelig alt til som pladeselskabsdirektør. Og selv om internettets ulovlige fildelingstjenester også generer ham på pengepungen og anstændigheden, så foretrækker han at fokusere på de positive aspekter, nye opfindelser og udviklinger fører med sig. Først og fremmest, at musikken ikke længere bindes af dets medies begrænsninger.
»Da vinylformatet herskede, skulle alt passe, så der var de mulige 20 minutter på hver side. Så kom cd’en til, hvorefter alt pludselig skulle være 70 minutter langt. Nu har musikerne løsrevet sig fra de begrænsninger. Herhjemme har The Raveonettes for eksempel to gange lavet ep’er, og vores egne Superjeg (og Mofus, red.) udgav for nylig en dobbelt-cd med to vidt forskellige udtryk. Det er efterhånden op til det enkelte projekt frem for mediets formåen. Ligesom i litteraturen og filmens verden.«
På spørgsmålet om hvorvidt titlen Tændstik skal tages som et udtryk for, at den hurtigt skabte session-plade i eget navn skyndsomt blusser op og lige så hurtigt brænder ud med den lille stump svovl, fnyser han.
»Den skulle da meget gerne sætte ild til noget andet,« siger Nikolaj Nørlund.
Et nyt projekt måske? Sikkert. Om ikke andet kan utålmodige lyttere føle sig forvisset om, at Nikolaj Nørlund fortsætter med at have ild i røven. Også selv om der går mere end et år, inden der igen kommer nyt fra ham og/eller Rhonda Harris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu