Læsetid: 4 min.

Kvinder på kanten af tidens rand

Shelby Lynne og Rickie Lee Jones har hver især begået intenst lavmælte plader, der uden de store armbevægelser skyder sig durk ind i tingenes hjerte
5. november 2003

Nye cd’er
Efter at have gået så grueligt meget igennem – dårlige kontrakter, pladeselskabsfallitter, lidet sympatisk indstillede producere, den sædvanlige mandschauvinisme, der gennemsyrer Nashville og total mangel på kontrol over sin karriere – fik den nu 35-årige Shelby Lynne fod på sin kunst med det mesterlige I Am Shelby Lynne (2000), der sågar skaffede hende en Grammy i kategorien Best New Artist. Ironisk, eftersom hun havde været professionel siden sen-80’erne og udsendt seks plader på tre forskellige pladeselskaber, uden det var blevet til stort af den grund, da hun som en arketypisk Nashville-misfit nægtede at reducere sit udtryk til salgbare formler.
I Am Shelby Lynne var dog stadig langt fra, hvad det ærkekonservative countrypublikum gik og sukkede efter med sit udfordrende mix country, blues, southern soul, roots rock, Western swing, jazz og voksen-pop, en eklekticisme, der gjorde hende svær at markedsføre og til Lynnes store overraskelse fandt hun, at primært rockkritikere, det engelske publikum og den perifære alt-country/Americana-scene syntes i stand til at værdsætte hendes dybdeborende sange, personlig smerte, indre oprør, mistet kærlighed og tilværelsens generelle mangel på højere retfærdighed uden skyggen af klynk og selvmedlidenhed. Lynnes metode er den stoiske, hvor tingene stilfærdigt fremlægges, hvorefter det er op til lytteren af bearbejde det sungne.

Rejse mod mørkets hjerte
Som én, der som stor pige på klos hold bevidnede sin alkoholiske fader skyde først hendes moder og derefter sig selv, kan Lynnes smertefuldt tvetydige forhold til eksistensen næppe kaldes overfladisk, men sådan var der ikke desto mindre mange, der opfattede Love, Shelby, udsendt året efter gennembrudspladen I Am Shelby Lynne.
Rigtigt er det, at den er ret ’poppet’ på sådan en storladen 60’er-retro-facon, men ikke desto mindre en stensikker satsning, der fra pladeselskabsside lanceredes som det helt store gennembrud for Lynne, men i stedet endte som et gigantisk salgsflop, alle dets fortræffeligheder til trods.
Så på det ny Identity Crisis har Lynne trukket sig tilbage til hjemmestudiet, hvor hun har begået 12 underspillede, men ikke desto mindre råswingende skæringer, drevet frem af gulvbas, trommer og hendes eget rudimentære, men effektive guitarspil, garneret med lidt keyboard her og et par strygere der. Resultatet emmer af enkelhed og spontanitet og sangkredsen udgør samlet en lavmælt rejse mod mørkets hjerte... vel at mærke med lyset lige ude på den anden side.
Lynnes sange kredser om tab, fortrydelse, tvivl og usikkerhed, pladens blåtintede grundstemning hænger og dirrer et sted mellem på den ene side fortabt indadvendthed, manglende selvtillid og en generel mistillid til alt og alle og på den anden modet til at fortsætte trods alt, et forsigtigt selvværd, en såret ordstolthed og ikke mindst håbet om at kærligheden i sidste ende vil fungere som den store forløser. Der høres tydelige ekkoer af giganter som Patsy Cline, Willie Nelson, Chet Baker og Hank Williams på Identity Crisis, hvis sum i sidste ende dog er et hundrede procent Shelby Lynne.
En intim og farlig plade og hendes nok bedste til dato. Nye lyttere kan roligt stige på her.

Et comeback af dimensioner
Siden 1979 har Rickie Lee Jones begavet musikscenen med en stribe dybt personlige og ofte højst uegale plader, som – udsendt med ujævne mellemrum – har anbragt hende stedse længere væk fra alment farbare hovedstrøg og i processen forvandlet Jones til en vaskeægte kultkunstner, der ikke synes utilfreds med en position i periferien.
Efter at have overlevet både den gigantsucces, hun havde med sine tre-fire første plader samt et seriøst narko- og alkoholmisbrug, udsendte hun sin sidste plade med egne kompositioner i ’97, det fine, men også noget kontrære Ghostyhead. Siden da er det blevet til en udgivelse med fortolkninger af andre kunstneres sange og en lavmælt liveplade, mens tiden er gået med at passe sin have og opdrage sin datter.
Men det dubiøse valg af George »Look ma! No brains« Bush Jr. til præsident og den quasi-fascistiske undertone, der siden 11. september er krøbet ind i amerikansk indenrigspolitik, har tilført de kunstneriske batterier ny strøm, hvilket nu udmønter sig i det melodisk fjerlette og tekstligt dødsensalvorlige The Evening Of My Best Day, hendes mest umiddelbart imødekommende udgivelse siden Pirates (1981)!
Man skal dog ikke kradse meget i lakken for at høre, at Jones i selskab med så fine musikere som bl.a. David Kalish, Steve Berlin og Bill Frisell er tilbage som en fuldfed, revitaliseret og relevant pladekunstner, hvis hovedbudskab er en erigeret langemand til den krigsliderlige og psykopatisk patriotiske amerikanske højrefløj med Bush Jr., i spidsen, garneret med intrikate betragtninger fra privatsfæren, mens der musikalsk trækkes på alt fra jazz og blues over keltiske klange og ambiente stemninger til ligefrem pop og komplekse kammermusikalske arrangementer med hendes distinkte stemme svævende over de smukt harmoniske vande.
Det er en stærk, hypnotisk og over al måde livsbekræftende plade fra en kvinde, der nægter at vende verdens miserable tilstand ryggen og i stedet konfronterer den frontalt med sit hele talent og blødende hjerte. Både som en tour de force og et comeback af dimensioner er det én af årets største og bedste overraskelser – som at få et vidunderligt velskrevet brev fra en gammel veninde, man aldrig helt har kunnet glemme!

*Shelby Lynne: Identity Crisis (Capitol/EMI) Producer: Shelby Lynne
*www.shelbylynne.com

*Ricky Lee Jones: The Evening Of My Best Day (V2/Bonnier-Amigo) Producere: David Kalish, Steve Berlin & Rickie Lee Jones
*www.rickieleejones.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu