Læsetid: 11 min.

Lone er fra Mars

Lone er 29 år og butikschef med styr på karrieren. Men hun blev 28, før det gik op for hende, at der manglede et eller andet. Først da hun vovede sig på lesbisk café, gik det op for hende, hvad det var
22. november 2003

Lone er en høj, rank og sporty pige på 29 år med kort, mellemblondt hår og let til smil. Enkelt klædt i bukser og uden makeup. En pige med styr på karrieren, bil og hænderne skruet rigtigt på, hvad teknik angår. Det er altid Lone, veninderne ringer til, når de vil købe et fjernsyn eller dvd’en driller. Lone er butiksleder i en FONA i en mellemstor sjællandsk provinsby, og arbejdet fylder meget i hendes liv. Så meget, at hun blev 28, før det for alvor gik op for hende, at der manglede et eller andet.
Men hvad?
»Gennem et årstid havde jeg tudeture, hvor jeg blev nødt til at gå i seng og gemme mig langt ned under dynen i håb om, at jeg ville græde mig i søvn, så jeg ikke fik underlige ideer.«
Næste dag var hun sig selv igen. Men det skete flere gange og lignede overhovedet ikke den muntre, optimistiske Lone, som blev nervøs over sin måde »at gå totalt i selvsving« på.
På det tidspunkt havde Lone aldrig haft en kæreste, og på det seneste var folk på hendes arbejde begyndt at snakke. Rygtet ville vide, at hun måske var til piger? Det slog hende helt ud. Så meget, at hun valgte det fra, der var blevet hendes halve liv, det sociale liv med kollegerne. Hun ville ikke mere med til arrangementer i fritiden. I arbejdstiden tog hun sig i at gemme sig bag reolerne.
»Det var jo ret langt ude, når jeg var souschefen,« synes Lone selv.
På den anden side var der måske en grund til, at det slog så stærkt, og Lone overvejede at kontakte en psykolog. Men i stedet skrev hun ind til til Tine Bryld på Tværs, Danmarks Radios ungdomsrådgivning. Hun skrev:
»Jeg er en glad, fjollet og helt normal pige på 28 år set med andres øjne, men inden i mig selv føler jeg bare kaos og opgivenhed. Udefra ser det sikkert ganske godt ud – jeg har fået en uddannelse, et godt job i et stort kendt firma...«
De seneste par år var Lones venner og veninder begyndt at etablere sig med faste parforhold, hus og det første barn, mens Lone stadig levede sit frie ungdomsliv. Hun var af og til sammen med en fyr til en fest eller på en rejse, men det talte ikke.
»Jeg mente, at hvis man ikke snakker om det, er der nok ikke nogen, der tænker over det. Faktisk syntes jeg, det var pinligt, at ingen ville ha’ mig, og jeg var på vagt, hvis nogen skulle finde på at sige noget. Så slog jeg det hen: ’Slap nu af, lad det bare ligge’.«

Facaden er vigtig
Fra barndomshjemmet i Brøndby, »den pæne del med villaerne«, har Lone mange års erfaring i ikke at snakke om tingene. Derhjemme holdt man tingene indendøre. Hendes mor er labo-rant, faderen ansat i et entreprenørfirma. Familiens økonomi er god, men facaden vigtig.
Ikke fordi, der var nogen særlige skeletter i skabet, hvis man fraregner, at begge forældre selv stammer fra konfliktfyldte familier med let til foragt for folk, der skiller sig ud.
Lone fulgte familietraditionen og når veninderne snakkede, var hun med på en lytter og benyttede deres snakkelyst til ikke selv at sige så meget. Derimod blev hendes lillesøster kaldt både Uge-avisen og Mette Lisby, fordi hun insisterede på at tale om sig selv med sine veninder. Også om de ting, ’man’ aldrig sagde til nogen udenforstående, som at nogen havde skændtes til en familiemiddag.
Lones mor er en meget privat, fåmælt person, som ingen af døtrene har noget tæt forhold til.
»Både min søster og jeg er blevet mere opmærksomme på ikke at afvise hende. Men min mor er meget svær at holde en samtale i gang med.«
Mens moderen mere og mere forskansede sig bag sit krydsordsblad, var far for de to piger den bedste i verden. Han smurte madpakkerne og førte ordet. Fars ord var lov, og han har nydt godt af tre kvinders forgudelse og opmærksomhed: »Hos os var det far, man snakkede med og som bød på saftevand. Min mor har kunnet mærke, at det kun var far, der duede, og så trak hun sig endnu mere tilbage.«

Det sociale var en katastrofe
Men der blev flere og flere ting i familien, det var helt umuligt at snakke om. Lones skolegang var en kæde af nederlag: Hun kunne ikke stave, klarede sig dårligt, gik til ekstrahjælp ved siden af, og det sociale var en katastrofe. Hun havde et par veninder i kvarteret, men i skolen føltes det, som om Lone var fra Mars, de andre piger fra Venus: Hun fattede ikke reglerne, manglede lynhurtigt ord og slog så fra sig. Hårdt. Igen og igen.
Hun fik tit ’skrevet hjem’ om problemerne, men forældrene spurgte hende aldrig, hvordan hun selv oplevede situationen. En aften omkring 5. klasse krakelerede skallen. Hun havde slået en dreng, så han måtte på hospitalet og var helt fortvivlet:
»Jeg sad bare på sengen i mit nattøj og så græd jeg, som jeg aldrig har grædt før. Mine forældre stod bare i døren og kiggede.«
Med ét gik det op for Lone, at forældrene ikke anede, hvad de skulle gøre. Det vidste Lone heller ikke, og derved blev det. Hun kom til at acceptere, at
forældrene havde svært ved at tackle hende: Hendes ’drengethed’, at hun tilsyneladende ikke opførte sig som normale børn. Som dengang, hun og en fætter smadrede dukkehuset ved at lade alle smølferne i det hoppe ud af vinduerne fra 1. sal.
Hun identificerede sig med drenge, som var sjovest at lege med. Til gengæld fik hun de lussinger og rap i halen, der blev uddelt i familien. Hendes søster var normal. Lone var anderledes:
»Jeg ligner min mor både af udseende og væremåde, mens min søster ligner min far.«
Hun blev rigtig god til at holde sine følelser ’væk’ fra sig selv, som sin mor med det kantede sind og de få ord:
»Jeg tænkte, at hvis jeg skubbede det væk, gik det nok over med tiden. Det er mærkeligt, for jeg har altid tænkt, at jeg havde den perfekte barndom. Når min far smurte madpakken torsdag aften, kunne han godt lide at høre Tine Bryld, og så råbte han: ’Her kan I bare høre, hvor godt I har det!’ Min far har spredt en stemning af, at alt hvad der foregik i familien var den eneste rigtige måde at gøre tingene på, og jeg troede i mange år, at det var helt normalt, at vi spiste hver for sig, mens vi så fjernsyn på vores værelser.«
Som 17-årig ville hun være politibetjent. De fysiske prøver trænede Lone til og klarede, men dumpede i stavning. Så var det, FONA søgte butikselever, og for Lone åbnede døren sig til en ny verden, som hun forstod og beherskede fuldkommen. Dingenoter, programmer, tv, computere foldede sig ud for hendes marsiske hjerne, det gik som en leg og med sin gode selvbeherskelse magtede hun selv de beværligste kunder.
»De kan svine mig til, mens jeg smiler venligt og indeni tænker: ’Du skulle vide, hvor tæt du er på at få en på hovedet...’«
Lone var seriøs over for kunderne, men også den, der lige tog sig en lille vals med en kollega i butikken, engang tv viste et danseprogram.
»Bagefter fik vi at vide, at det måske ikke var så smart, hvis der var kommet en kunde, men det var skægt!«
Lone har altid, som hun siger, været ’fjollet’. De fleste følelser gjorde hendes ’fjollet’. For hvad skal man mene om noget, man ikke rigtigt forstår eller ved hvad er?
I en alder af 23 år blev Lone souschef. Fem år senere stod hun for at skulle være butikschef i en nyåbnet afdeling. Men så var det, sladderen begyndte at ødelægge hendes lykkelige helle på jobbet. For Lone var jo ikke lesbisk. Vel?
Faktisk var det af og til faldet Lone ind, at hun måske var til piger. Den følelse for fyre, som veninderne talte om, kom hun nok aldrig til at få: »Jeg bliver meget sjældent forelsket i fyre.«
Men hun slog det hen som pjat. En fyr kunne godt få det til at kilde i maven. Men piger kildede mere. Lone ville bare aktivt ikke vide det. »Det var ok for andre, men ikke for mig.«

Den første kæreste
Så var det, Lone fik kontakt med Tine Bryld, som en dag i telefonen borede lidt ekstra i det med den manglende kæreste. Så kom det: »Men hvad med piger, har der været nogle følelser for piger?«
»Jeg svarede ’nej!’ Hun sagde: ’Men man kan være til begge dele?’ Men jeg blev ved og ved med at sige ’nej, nej, nej og nej’, for jeg er bare så stædig. Men så siger hun: ’Du har vel også ringet ind for at få hjælp...’ Og det havde jeg jo.«
I det næste årstid skrev Lone frem og tilbage med Tine om, hvordan sagerne stod. Og endelig i april i år vovede hun sig for første gang ind i ’betonlebbernes’ frygtede allerhelligste, caféen Sappho’s Lounge ved Nørreport i København.
»Den første gang sad jeg og tænkte: ’Hvorfor skal de sidde der og drikke øl?!’ Jeg følte, at jeg passede ret godt til til ’lesbisk-stereotypen’, sådan med øl, bukser, t-shirt og kort hår – og det var ikke særlig sjovt.«
Men snart føltes kredsen velkendt, der var spil og sjov og snak, der løsnede op, og Lone kender nu alle mulige gennem det lesbiske netværk, hvor hun kommer næsten hver uge. »Det er helt vildt hyggeligt«.
Det var også dér, hun kort efter mødte sin første kæreste, en 28-årig pige.
»Vi var uden at vide det sat stævne begge to i Sappho’s. Hun kom for atkigge på mig, og jeg havde også lagt mærke til hende. Hun vidste godt, at jeg var uerfaren. Hun var erfaren, førte an og vidste, hvor skabet skulle stå. Det var meget spændende, meget naturligt. Rart. Og vi kunne begge to se det sjove i mange ting. Jeg havde aldrig før været så klar til bare at give efter.«
Kæresten tvang Lone ud i at fortælle mere om sig selv. Det var spændende. Men svært. For hvad føler man egentlig?

Stadig hemmeligt
Men efter to måneder begyndte kæresten at aflyse aftaler, og sådan noget har Lone aldrig lært at håndtere.
»Hun prøvede grænser af og provokerede, og jeg reagerede slet ikke, men sagde bare okay. Jeg ved heller ikke rigtigt, hvad jeg føler i de situationer eller hvordan jeg skulle få det ud. Men jeg fik ondt i maven og var ikke sikker på hende, og jeg kunne ikke forstå det: ’Hvis hun har lavet en dobbeltaftale, hvorfor dropper hun så ikke bare det andet?’«
Det endte med, at kæresten gjorde det forbi, og det er Lone ked af. Men som en god veninde fra Sappho’s siger til hende: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig, for jeg kan ikke se på dig, hvordan du har det.«
»Min facade er jo næsten et panser: Det gælder om at se ud som om, man ikke kan nå ind til mig, hvis man siger noget negativt. Som når jeg var uvenner med min søster, der kunne svine mig til, og jeg bare sad og så ud som om, det ragede mig en høstblomst, jo mere hun forsøgte at råbe mig op.«
Lone er langtfra færdig med at finde frem til, hvem hun selv er i virkeligheden: »Jeg vil gerne være mere ’fremme’ og lever stadig et dobbeltliv i forhold til holdninger, arbejde og forældre. Som når én har sagt: ’Festen var simpelt hen så lesbisk, at vi løb tør for øl’. Du ved, der findes en myte om at lesbiske drikker øl som havnearbejdere... Det, syntes jeg, var skrigende sjovt, og det ærgrer mig, at jeg ikke kan fortælle om dét, når andre sidder og fortæller, hvad de har oplevet. Der er lidt en mur mellem den lesbiske verden og den almindelige verden.«
Kun til en enkelt nær veninde og til sin søster har Lone fortalt, at hun er lesbisk.
»Min søster syntes, det var vildt fedt, at familien ikke var så almindelig som alle andre. Hun har også foreslået, at jeg skriver det i et brev til mine forældre, så de ikke kommer til at sige noget dumt.«
Forældrene bliver dog nok de sidste, der får noget at vide. Lone er nemlig ikke i tvivl om forældrenes principielle holdning til bøsser og lesbiske:
»De har tit sagt: ’Det kan godt være, at de er sådan, men de skal i hvert fald ikke sige, at det er normalt!’ Min far har også sagt, at ’det må de selv om’. Så tænkte jeg: ’Hvis jeg selv kunne vælge, var jeg f... ikke det her.«
Det er stadig ikke nemt for Lone at fortælle så meget om sig selv på én gang. Men hvis hun skulle give andre et råd, så handler det om at forholde sig til tingene i hverdagen:
»Man må tage nogle chancer og turde stole på dem, der er ved siden af én. Det der med at jeg ikke følte noget, det kunne bare ikke klares ved hele tiden at blive skubbet væk. Det blev for meget til sidst. Jeg har gået mange år med skyklapper. Ikke at jeg ikke har haft det godt, men jeg har ikke konfronteret mig selv med tingene og det er først nu, jeg er begyndt at blive voksen og høre, hvordan andre folk har det i deres liv. Min største drøm har altid været at komme til en gammel elevfest i en stor, fed Audi, bare for at blære mig! Men nu betyder det mere at hvile i mig selv, være glad og tilfreds i det jeg laver.«
Om fem-10 år håber hun, at hun bor i et hus, gerne med en jævnaldrende kæreste. Kvindelig.
»Det er ok med børn, hvis den anden gerne vil. Men mit liv bliver nok ikke helt så normalt igen.«

*Lones navn og visse personlige data er ændret. Hendes virkelige identitet er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her