Læsetid: 2 min.

Massemord

’Parasitterne’ af Soya på Det Kgl. Teater blev kvalt af velmenende og konsekvent 1970’er-tolkning. Men vidunderligt var det, at Kirsten Olesen førte kniven mod kapitalismen
4. november 2003

Teater
Miss Olson fra Amerika døde af rottegift.
Tilskuerne i Stærekassen døde af kedsomhed.

Parasitterne (elsket og savnet klassiker fra 1926) af Soya.
SPROGMODERNISERING: (Nænsom i de centrale passager – og så fuld 70’er-marxistisk drøn med intuitiv intelligens og ’for helvede’): Erling Jepsen.
ISCENESÆTTELSE: (Gennembearbejdet og modig fortolkning af stykkets kamp mod kapitalisme – omlagt til 1970’ernes idédiskussion og resulteret i en ultrarealistisk instruktion. Tempoet er overtydeligt (formodentlig for at opbygge en virkelighedsnær suspense-effekt), og måske ville iscenesættelsen have spillet på den suggererende krimi-effekt, som drivende skyer på bagtæppet lagde op til. Scenografiens realisme har dog antagelig lammet intentionen: Resultatet fredag aften var i hvert fald, at dæmonien og galskaben blev kvalt.): Emmet Feigenberg.
SCENOGRAFI: (Grim, grimmere, grimmest. Udestue i gasbeton med plastikgræsplæne udenom. Mørke stole med betræk med grønne striber. Nylonkjoler i mønstre og garbadinebukser over for flower power-skæg og jacoform i originaludgaven. Ingen glas i vinduerne, men alligevel intet udkig til skyerne på himlen bagved): Birgitte Mellentin.
LYS: (Overtydeligt og mekanisk med lysskift tre-fire replikker før hvert stemningsskift): Torben Lendorph.
LYD: (Baggrundslydkulisse af pipfugle og tordenbulder, der slugte en del af skuespillernes stemmer, i hvert fald hørt fra 8. række – og så lidt syrerock): Mogens Laursen.
SKUESPIL bl.a.:
GRUESEN: Jesper Langberg (Troværdig faderautoritet med manipulerende stemningsskift og tyngde i sine trusler, når han bøjede sig forover og hvislede ydmygende ordrer til sin underkuede kvinde. Men instrueret så konkret usympatisk og pengeklumpet, at farligheden og griskheden blev gennemskuelig.)
FRU GRUESEN: Kirsten Olesen (Gråere end nogensinde og næsten uigenkendelig af undertrykkelse og angst, men også med en egen liderlig klapren med knæene, der måske har været iscenesættelsens vigtigste tolkning: At fru Gruesen finder sig i mandens ydmygelser for at få sex – (mest) fordi sex er måden at fastholde ham i soveværelset, så hun ikke skal sove alene med ’de små hvide mænd’ i sine mareridt.)
MISS OLSON: Karen Margrethe Bjerre (Sprudlende som denne patetiske og mandsforskrækkede kvinde med følelsesladede armbevægelser og excentriske sammenbrud. Men også hun er instrueret til at røbe sig selv, især gennem overtydelig lytte-mimik.)

*Stærekassen. Til 2. jan.
*www.kgl-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her