Læsetid: 3 min.

Mellem mosekonens replikker

Peter Asmussens ’Forbrydelse’ er mystisk og majestætisk dramatik på Det Kgl. Teater
11. november 2003

Teater
Peter Asmussen er den mest mystiske af tidens førende, danske dramatikere. Han er kryptisk og underfundig, men han er også pirrende og selvmodsigende, soleklar og vildt symboldyrkende, komplet uforståelig – og alligevel lige ud ad landevejen.
Asmussen-dramatik bliver man ikke klog på sådan efter første scene. Undervejs tror man ganske vist, at man forstår, hvad der foregår. Men, åh nej, så viser det sig i tredje scene, at første scene handlede om noget andet... Asmussens replikkunst fascinerer, fordi man hele tiden tvinges til at tolke selv. Man må selv lægge handlingens brikker, én efter én, uden at vide hvilket billede, de vil samle sig til, før sidste replik er sagt.

Grum gråzone
Asmussens hemmelighed er den dramatiske gråzone, hvor scenens såkaldte virkelighed og fiktion blandes sammen. Stykkets handling flettes med personernes fantasier, uden at gråzonen bliver indvarslet. Den indtræffer bare – mystisk som mosekonebryg en tilsyneladende fredfyldt sommeraften.
Asmussen har desuden skrevet sig op til en majestætisk sikkerhed i sine replikudvælgelser: Der står så lidt, som der overhovedet kan i hans replikker – al afgørende spænding springer mellem replikkerne, grumt og grimt.
Hans nye stykke Forbrydelse er konstrueret over uklarheden mellem virkelighed og fantasi. Det er samtidig et humanitært opråb med tidens to mest dyrkede rædsler som fokuspunkter: Pædofilien og krigen – holdt sammen af den vold, afstumpethed og mindreværdsfølelse, der er nødvendig for begge projekters konkrete gennemførelse.

Kun stå, ikke gå
I Asmussens forfatterskab er Forbrydelse en dramatisk efterfølger til stykket Knogler (i Alexa Ther/Marianne Bjørnvad/Thomas Beks fortolkning på Edison, 1997), en skilsmisseberetning, der løftede sig til en eksistentiel ensomhedsberetning – hjulpet frem af dødsenglen Gabriel.
I Forbrydelse i de kongelige Turbinehaller er skilsmisse- ensomheden er vokset og blevet universel – spejlet frem af dødsenglen Rafael. Personerne har ikke længere navne, kun Manden/Kvinden/Drengen/Pigen/Hende. Og man kan kun vælge mellem at sidde eller stå – man kan ikke gå eller løbe væk, ikke mere.
Anna Novovic har instrueret med kropslig stramhed, så ordene på scenen står lige så smertefulde som i teksten. (Omend hun har forrådt Asmussens sidste, afgørende regibemærkning om en gråd...). Og Helle Damgaards dystre vendescenografi har den nøgne tvetydighed, som teksten lægger op til – ligesom Thomas Beks medvidende ’stikker’-lys, der raffineret ’røber’ replikkerne.

Synet sejler
Skuespillerne løfter i flok. Selv Ole Ernsts uhyrlige stjernepræstation som den adrenalinoppiskende mafioso Rafael finder en diskret plads blandt Bodil Jørgensens distancerede, men nærhedssøgende kvinde og Henrik Prips spørgende, men svarløse mand. Det er fremragende og frygteligt skuespil: De spiller tomhed med varme øjne, som om de spillede kærlighed.
Måske forsøger disse to mennesker at forlade hinanden, fordi de ret beset aldrig har mødt hinanden – deres følelser forsvinder i hvert fald mellem dem. Sanserne svækkes. Hørelsen toner ud, og synet sejler – og virkeligheden bliver uvirkelig.
På skamlen ved siden af dem har Kristian Holm
Joensen taget tabertrøjen på, så hans nervøse nedadblikke er begyndt at sitre af sig selv. Og på den anden skammel synger den unge Anders Juul julesang med glade øjne, så man er ved at kaste op, mens man håber, at alt bare er løgn. Indtil den bredskuldrede, knæ-knugende Rasmus Botoft fremspytter løgnen, der er så presseliderlig, at den præcis kommer til at afsløre sin egen hemmelighed – og til at bevise, at sandheden er endnu værre end løgnen.
Måske er det slet ikke sådan. Måske handler Forbrydelse om noget helt andet. Men efter mine tumultuariske tankeflugter at dømme nærmer Peter Asmussens dramatik sig hermed det vestlige menneskes største eksistenstrussel: meningsløsheden.
Se selv, hvis du tør!

*’Forbrydelse’. Tekst: Peter Asmussen (manuskript optrykt i program). Instruktion: Anna Novovic. Scenografisk konsulent: Helle Damgaard. Lys: Thomas Bek. Turbinehallen. Til 29. nov.
*www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu