Romanhygiejne
»Er fætter-kusine-ægteskaber ikke forbudt i Danmark?« Jeffrey Eugenides er forbløffet. De er strengt forbudt i USA, hvor man dog indtil fornylig stærkt har overvurderet faren for misdannede børn, fortæller han.
Når jeg denne morgen sidder på forlaget Gyldendal og snakker om fætter-kusine-ægteskaber med den amerikanske forfatter til romanen Middlesex, har det en grund: Hans bog, der netop er udkommet på dansk, kommenterer u-afvidende den aktuelle danske debat:
Det græske søskendepar Eleutherios og Desdemona Stephanides flygter i 1922 fra tyrkerne til Detroit, USA. De er forelskede og benytter deres nyvundne anonymitet til at gifte sig. Men begge bærer de på en recessiv, genetisk mutation, og det er dette gens vej gennem generationerne, der udgør den røde tråd i Eugenides pikareske familiesaga. Søskendeparrets søn Milton gifter sig med kusine Tessie, og fætter og kusines andet barn fødes med den dobbelte, mutation: 5-alpha-reductase pseudohermafroditisme. Calliope (romanens fortæller) vokser op som pige, men hendes kromosomsammensætning er XY, hun er hankøn med tilsyneladende kvindelige kønsorganer. Indtil puberteten, hvor hendes krokus begynder at antage ikke-kvindelige, men heller ikke mandlige proportioner.
Eugenides har dog ikke villet skrive en roman om, hvordan generne bestemmer vores skæbne, siger han.
»Min roman er ikke deterministisk, folk tænker alt for simpelt om genetik. Efterhånden som jeg skrev, opdagede jeg mere og mere, at Cals identitet kun delvis var bestemt af hans specielle genetiske sammensætning.«
Selvom Eugenides kalder sin hovedperson for han, så har han prøvet hverken at opfatte sin person som dreng eller pige, men som ét bestemt, enestående menneske, siger han. »Samtidig er Cal blot en ekstrem udgave af, hvad alle gennemgår i puberteten.«
Romanen er fuld af allusioner til Homer og græsk mytologi, og Calliopes fætre og kusiner hedder Sokrates, Platon, Aristoteles og Cleopatra. Men sådan er græske navne, siger Eugenides. Ikke alle navne er tilfældigt valgt, men han er ikke meget tilbøjelig til at gå ind på symbolikken: »Romanen spiller på den episke form, jeg bruger eposet og allusionerne til Homer som en komisk effekt, der modstiller den græske heroiske tidsalder med nutidens hverdagsagtige, uheroiske liv,« forklarer han. »Ligesom i Don Quixote.«
Epos og uheroisk hverdag
Det er imidlertid lidt svært at slippe navnesymbolikken, for romanens familie, Stephanides, og forfatterens navn Eugenides får sammenholdt med bogens emne ordet eugenik, racehygiejne, til at blinke.
»Måske har det ligget i mit ubevidste mit navn betyder i øvrigt fuldbåren (!) men jeg er ikke bevidst om den slags betydninger, når jeg skriver,« siger Eugenides.
»Jeg holder mig så tæt til kendsgerningerne som muligt. Når romanens bedsteforældre stammer fra en græsk landsby, Bithynios, så er det fordi mine egne bedsteforældre stammer derfra, og jeg har undersøgt denne landsby i detaljer,« forklarer han.
Og når romanens bedstemor dyrker silkeorme og avler endeløse tråde, så står det for interviewerens egen regning, at det kan ses som et billede på romanens pikareske, sig-stadig-videre-ud-vindende-handlingstråde. Eugenides har brugt silken, fordi hans bedsteforældre var silkeavlere, fastslår han. Selv faderen, Miltons, kæde af pølsevogne, der har sikret succesen ved at sælge pølser i mærkelige og forvredne former, og som fremkalder muntre og ligefrem påtrængende associationer til DNA-kæder og muterende kønsorganer, vil han ikke kommentere.
»Det ville begrænse romanens potentiale, hvis forfatteren udlagde, hvad der stod. Alt, hvad man som forfatter skal gøre, er at interessere sig for historien, så udspringer mønstrene af det konkrete. Især i denne roman, fordi Cal søger efter mønstre. Han er desperat efter at finde ud af sammenhængene i sit liv. Jeg ville ikke fylde alle disse mønstre og symboler og varsler på den, hvis det havde været en realistisk roman, jeg kan gøre det, fordi det er komik.«
Med et alment perspektiv?
»Man har for eksempel gjort mig opmærksom på, at hermafroditten kan ses som et symbol på ethvert pubertetsbarns usikkerhed på sin egen identitet, og selvfølgelig er der mønstre i romanen, der samler sig til et mere alment billede, men jeg begynder ikke med dem.«
Hvorfor har du skrevet bogen?
»Historien består af mennesker, deres problemer og deres drømme. Det er, hvad store romaner handler om. Jeg har villet skrive en bog, der var rigere end livet selv, en bog, der kunne opsluge læseren.«
Kulturelle rødder
Med tanke på den danske stats krav til indvandrere om at integrere sig og tale dansk, vender jeg endelig tilbage til immigranttemaet og Desdemona, der holder fast ved sine kulturelle rødder, sin overtro, sine magiske evner og sin religion.
Da Milton bliver sendt i krig, lover hun Sankt Christoforus, at sønnen vil sætte hans kirke på Bithynios forladte bjergside i stand, hvis han overlever. Det gør Milton, men han, anden generation, når aldrig tilbage til kirken. Desdemona der er plaget af skyldfølelse over sit incestuøse ægteskab, bliver »en syg kvinde spærret inde i en rask krop«. Hendes skæbne demonstrerer, hvor komplekst det er at skifte nationalitet.
Betyder din græske afstamning noget for dig selv?
»Jeg har brugt det græske stof, fordi det var brugbart i min sammenhæng eksempelvis myten om Tiresias, der forvandles til kvinde og senere igen til mand, men i mit eget liv? De fleste amerikanere har jo en idé om, hvor de stammer fra og er interesseret i det...«
- Men du ville ikke tage tilbage for at male en kirke?
»Det kunne jeg godt finde på, hvis jeg havde afgivet et løfte,« slutter Jeffrey Eugenides og tilføjer med et skævt smil, at han vist ikke har været særlig hjælpsom. »Skidt, jeg finder på noget selv,« svarer jeg og beder om hans autograf hvorefter han streger sit forfatternavn ud på titlebladet og i stedet skriver Karen Syberg. Med hilsner fra Eugenides.
