Læsetid: 2 min.

Mestre i blomstrende møde

Den tjekkiske bassist Miroslav Vitous står i spidsen for et rendezvous, der bringer 1970’ernes historiske pladesessions på selskabet ECM i erindring
27. november 2003

Ny cd
Det er sjældent, at man hører improviseret rytmisk musik, der rummer så megen friskhed i den musikalske interaktion, som det er tilfældet med Universal Syncopations, der er udkommet på selskabet ECM i den tjekkiske bassist Miroslav Vitous’ navn. Man kan vel ligefrem kalde pladen for et comeback for Vitous, der figurerer som en af 70’ernes vigtigste jazzbassister med meritter bl.a. hos Miles Davis, Chic Corea og Weather Report, men som ikke har udgivet noget i eget navn i en årrække og senest lagde navn til en plade på ECM i 1993, Atmos, i duo med Jan Garbarek.
Vitous har skrevet de ni stykker musik, der på én gang er forankret i den moderne jazz (bl.a. med folkemelodiske elementer) og samtidig viger uden om klicheer. Musikken forener liflig puls, flertydige stiltræk og en sjælden intuitiv åbenhed på en meget tilfredsstillende måde, der i sidste ende hænger sammen med, hvad Vitous’ fire samarbejdspartnere formår at bidrage med til helheden.

Frisk og nutidig
Det er et fantastisk hold med trommeslageren Jack DeJohnette, guitaristen John McLaghlin, pianisten Chic Corea og saxofonisten Jan Garbarek.
Med navne som disse bringer pladen ECM’s storhedstid i 70’erne i erindring. Det var dengang selskabet konsoliderede sin status som nyskabende med en række husmusikere, der i dag fremstår som nogle af jazzens ypperste, og som dengang flittigt dukkede op på kryds og tværs i adskillige mindeværdige pladeprojekter. Universal Syncopations kunne i princippet godt være indspillet i 1977, uden at musikken af den grund føles som andet end frisk og nutidig.

Garbarek udfordret
Det er godt at høre Garbareks syngende saxofoner igen. Han har i de senere år kun sporadisk ladet høre fra sig med egne stadig mere hermetiske projekter, senest den monumentale Rites (1998). Nordmanden er først og fremmest kendt for sit æterisk-melodiske og etnisk prægede saxofonspil. Det farver nærværende plade stærkt. Men prøv også at høre en anden side af Garbarek, når han vrider sit horn med udpræget bluesfornemmelse i »Tramp Blues« og på pladens største attraktion, det 11 minutter lange »Univoyage«, hvor alle fem musikere medvirker i en formidabel udveksling. Her udfordres han af McLaughlin og Corea til at spille mere spraglet, end hvad man i de senere år har været forvænt med fra hans side.

Blandt Vitous’ bedste
I de fælles numre føler de fem hinanden på tænderne i en åben og kreativ atmosfære, hvor de individuelle forcer samler sig til fælles styrke. Der trives en energisk fremdrift og elegance i Vitous’ basspil og i Jack DeJohnettes pulserende trommespil, McLaughlin skaber spændingsladede momenter med sit bevægelige guitarspil, og Corea funkler med et rytmisk varieret akkompagnement og præcise solofraser. Undervejs og imod slutningen høres Vitous også på smukkeste vis i duo og trio med kun Garbarek og DeJohnette.
Universal Syncopations hører til blandt Vitous’ bedste indspilninger. Og af en eller anden grund opfatter undertegnede det som et særlig illuminerende eksempel på musik, der lever i kraft af musikernes gensidige respekt og interesse for hinandens bidrag. En smukt og almengyldig metafor for blomstrende fællesskab.

*Miroslav Vitous: Universal Syncopations (ECM 1863)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu