Læsetid: 1 min.

Middelalder-bosted på Hesselø ødelagt

Våbenfirmaet Weibels synderegister på den private Hesselø vokser
8. november 2003

Efter myndighedernes besigtigelsestur i onsdags på Hesselø kan en række nye lovovertrædelser føjes til våbenfirmaet Weibels synderegister.
Museumsloven er overtrådt, fordi firmaet uden tilladelse har anlagt en flyveplads, der er 1.200 meter lang og på det bredeste sted 20 meter. Anlægget er ført tværs hen over et middelalderbosted, som ifølge loven er dansk kulturarv. Derfor skal det først undersøges, om der er behov for udgravninger, inden anlægget må etableres.
Flyveanlægget er ifølge myndighederne også så stort, at der ikke længere er tale om forbedring af en eksisterende landingsbane, men derimod en regulær flyveplads. Før anlæg af en flyveplads er der anmeldepligt til Luftfartsdirektoratet. Det har Weibel undladt.
Radarfirmaet har også overtrådt landbrugsloven, fordi afgræssede enge på øen er inddraget til flyvepladsen. Det er forbudt uden forudgående ansøgning.

Friske spor
Råstofloven er overtrådt, fordi firmaet har samlet i hundredevis af store sten på øens nordkyst. Stenene er transporteret og brugt til havneanlægget og kanten af flyvepladsen.
»Det er et ganske betydeligt anlæg, der er tale om,« siger biolog Wilhelm Dalgaard fra Frederiksborg Amt, der var med på besigtigelsen.
Amtet må konstatere, at man på et tidligere møde med Weibels advokat og landinspektør ikke har fået fyldestgørende oplysninger om anlægget af flyvepladsen.
»Vi mener også, at der er friske hjulspor efter køretøjer, og det tyder på, at anlægsarbejdet er fortsat – trods det påbud om standsning, firmaet fik i starten af oktober,« siger Dalgaard, der henviser til meget regn i oktober og så det faktum, at myndighederne i onsdags fandt helt friske hjulspor. Ifølge Dalgaard afviser Weibel dog, at anlægsarbejderne er fortsat efter påbuddet. Myndighederne afventer nu en redegørelse fra Weibel, der repræsenteres af advokat Niels Erik Nielsen fra Bech-Bruun Dragsted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her