Læsetid: 5 min.

’Modstanden er kun lige begyndt’

Issam er en af de Saddam Hussein-tro modstandsfolk, der kæmper mod amerikanerne
20. november 2003

BAGDAD – Indimellem drikker Issam en slurk. Det får ham til åbne yderligere op for sin fortrolighed. For hver operation han deltager i, modtager han flere hundrede af dollar. Han har allerede fået råd til at anskaffe sig en bil. Men endnu er han langt fra sin drømmes mål: at købe en villa i et af Bagdads velhaverkvarterer.
Hans overordnede har for længe siden fået deres villaer som belønning for udvist loyalitet over for Saddam Hussein. De nøjes da også med at give ordrer og afholder sig fra selv at operere i felten.
Sådan var forretningsgangen også, da Issam arbejdede for Mukhabarat – en af de hemmelige tjenester, som udgjorde grundpillerne i Saddams regime, og som alle blev opløst af den amerikanske besættelsesmagt, så snart den havde indtaget Bagdad. Men selv om Issam kæmper for penge, bedyrer han, at han stadig er fuldt ud loyal over for den styrtede diktator.
– Eksisterer der en alliance mellem Saddam Husseins guerillasoldater og al-Qaeda?
»Principielt bifalder vi, hvad bin Laden gør. Men vi har ingen kontakter til hans partisaner. Deres strategi og vores er ikke den samme. De ser Irak som et sted, hvor de kan gøre front mod amerikanerne og ønsker at fremprovokere kaos for at anspore folket til at angribe dem. Vi – de irakiske modstandskæmpere – slås mod amerikanerne, fordi de har besat vores land. Vi sørger omhyggeligt for kun at rette vores aktioner mod amerikanske soldater. Det var ikke os, som angreb Røde Kors eller FN, for dem kan vi kan få brug for senere.«
»Da vi bombarderede Hotel al-Rashid (den 26. oktober, red.), styrede vi kun vores raketter imod værelser, som vi vidste var beboet af amerikanerne. Nogle irakiske modstandskæmpere kan selvfølgelig godt have allieret sig med al-Qaeda, men så kommer de ikke fra den nationale del af modstandsbevægelsen.«

Hævnen er vigtigst
– Hvem fører an i den ’nationale modstand’?
»Først og fremmest de forskellige sikkerhedstjenester og klanerne fra vest. Men modstandskampen er slet ikke rigtig begyndt endnu. Det er kun spredt fægtning. Alligevel har modstanden allerede fået de amerikanske tropper til at opføre sig på anderledes end, en hær normalt gør. Det er derfor, de ikke kommer nogen vegne?«
– Deltager rester af den irakiske hær i modstandskampen?
»I starten gjorde der, ja – fordi soldaterne ikke længere fik nogen løn. Men efter amerikanerne igen er begyndt at udbetale lønninger, er hærsoldaternes deltagelse faldet.«
– Hvilken rolle spiller medlemmerne af Baath og Fedayin (milits oprettet af Uday, Saddams søn, i 1994, red.)?
»De første kæmper ikke. Det er svage og principløse personer. De var kun med i partiet for at kunne få adgang til indflydelsesrige positioner i samfundet. Fedayin kæmper derimod, især i deres hjemstavnsregion (omkring Tikrit, hjemby for Saddam Husseins klan, red.). Men irakerne afskyr fedayinerne, fordi de har vendt sig mod deres eget folk.«
– Er jeres mål at genindsætte Saddam Hussein som hersker?
»Nej, det er umuligt, at han nogensinde kommer til magten igen. Det vil USA aldrig acceptere. Og det er heller ikke i Iraks interesse, for det ville udløse en borgerkrig. Som Saddam selv siger: ’Vi ofrer os, men vi ofrer ikke vores principper’. Irakerne følger et folkeligt ordsprog: ’Jeg er sammen med min bror imod vores fætter, men sammen med min fætter imod værre folk end ham’.«
»F. eks. hader indbyggerne i Ramadi (en by, der jævnligt oplever bagholdsangreb mod amerikanerne, red.) Saddam, men nu viser de deres nationalisme ved at sige, at de elsker ham. Glem ikke vendettaens betydning. Det er hævn, som motiverer klanerne. I Ramadi, da amerikanerne fældede en allé med dadelpalmer, svor ejeren at dræbe fem soldater for hvert et fældet træ!«

Hospitaler modtager penge
– Ifølge amerikanerne ledes jeres guerillahær af Izzat Ibrahim, den tidligere nr. to under Saddam-regimet...?
»Faktisk har Jalal Talabani (en af de to vigtigste kurderledere og medlem af det USA-udnævnte irakiske regeringsråd, red.) meddelt, at han er i forhandlinger med Ibrahim, som gerne vil overgive sig.«
»Men Ibrahim sætter tre betingelser: Han vil i lægebehandling, for han er meget syg (af leukæmi, red.). Han vil ikke udleveres til kuwaiterne, for de vil bare overgive ham til amerikanerne. Og han vil ikke retsforfølges. Amerikanerne har accepteret de første to betingelser, men ikke den tredje.«
– Hvad stiller I op med jeres sårede efter kampene med amerikanerne?
»Vi kører dem rundt til hospitaler, især privathospitaler, som kun er interesseret i penge. I Irak såres mennesker hver dag i hævnopgør, familiestridigheder, optøjer... vi siger bare til lægerne, at vores folk blev skudt under optøjer.«

Falsk pas
– Syrien hævdes at samarbejde med jer?
»Ja, klart. Ved den seneste konference i Damaskus for Iraks nabolande, blev Irak ikke inviteret. Det blev vi så til sidst, fordi Saudi-Arabien og Kuwait insisterede på det, men da var det for sent, for Syrien ønskede ikke.«
»Men Syrien ved godt, at dets skæbne er knyttet til Iraks, så derfor samarbejder syrerne med os. Samarbejdet begyndte allerede før krigen – jeg tænker ikke på samhandlen her, for det var kun et dække. Bevæbnede syrere er sågar blevet optaget i vores militser. Og allerede længe før krigen havde vi falske pas, så vi kunne rejse ind i Syrien, som vi ville.
– Falsk pas?
»Alle agenter i sikkerhedsstyrkerne har et ID-kort, som angiver en falsk profession. Officielt arbejdede jeg for Transportministeriet, og jeg kendte da også alle ministeriets medarbejdere. Men i virkeligheden arbejdede jeg hemmeligt på hotel al-Rashid (officielt hotel, hvor udenlandske topfigurer modtages, red.), hvor jeg havde som opgave at beskytte udlændinge...«
– ...og udspionere dem?
»Jeg skulle i hvert fald overvåge dem.«
– Hvad var Saddam Husseins største fejltagelser?
»Hans sønner, Uday og Qusay (som ledede en del af hæren, specialstyrkerne, og sikkerhedstjenesterne, red.) havde hverken tilstrækkelig militær eller national dømmekraft. Marskaller bryder sig ikke om at blive kommanderet rundt med af unge mænd.«
»Hver gang disse to knægte fornærmede marskallerne, forrådte de Irak. Vi gav regimet gode informationer, men det tog ikke notits af dem. Hvis Saddam havde villet, kunne vi have dræbt alle de nuværende medlemmer af regeringsrådet længe før krigen. Regimet styrede de hemmelige tjenester. Her lå fejlen. Det burde have været omvendt – sådan som det er i de fleste lande (sic!).«
– Men var der ikke rivaliseringer mellem de hemmelige tjenester?
»Hver eneste tjeneste arbejdede for sin egen vindings skyld for herigennem at få Saddams agtelse. Og inden for hver tjeneste var der også andre rivaliseringer mellem sunnier og shiiter, mellem folk fra Tikrit og folk fra Syd.«
– Overvejer du ikke at skifte side og gå over til amerikanerne?
»Nej. Ikke om de så betalte mig 500 dollar om måneden.«

©Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her