Læsetid: 5 min.

? / ! Morten Sabroe

Morten Sabroe (f. 1947) er for sine forrygende stil en ener i dansk journalistik og litteratur. Han har netop fået flotte anmeldelser for romanen Hoffmanns
29. november 2003

– Din nye roman indledes med analsex. Hvad betyder det?
»Analt samleje? Det er, hvis kvinden ligger på ryggen, så vender man hende om, og ...«

– Kan hun ikke bare selv vende sig om?
»Nogle kvinder kan, andre skal man selv vende...men jeg har jo researchet ved ligesom Hoffman, hovedpersonen, at gennemløbe Ekstra Bladets massageannoncer. Unge piger afkræves i dag analsex af deres unge kærester, som jeg kan aflæse det.«

– Hvad betyder det ud over det seksuelle?
»Jeg er sådan lidt puritansk indeni og synes jo ikke, det er fedt. Den måde, vi er sammen på seksuelt, har forandret sig voldsomt – som det politiske klima, hårdere og mere kynisk. Der er noget død over det. Det skal der også være for hovedpersonen Hoffman. Han er er tv-producer med en drøm om at få sit eget talkshow, men alt bliver kasseret. I en annonce får han øje på 24-årige Kira. Men jeg kender ham ikke. Jeg møder ham på side 1. Han kommer gående ad Amagerbrogade. Den måde, jeg skriver roman på, er den samme som Rifbjerg, starte øverst i venstre hjørne uden ide om, hvor det fører hen. Et eller andet i mig har opfundet Frederik Hoffman.«

– Tilfældigt, at det også bliver en satire over medierne?
»Ikke helt, men jeg havde en formodning om, at jeg ville skrive en helt anden bog.«

– Hvilken?
»En stor, moderne, satirisk Tom Wolfe-roman om vores tid, måde og samfund. De første kapitler signalerer, at her kommer et et moppeværk. Så finder jeg ud af, at det kan jeg ikke. Det brasede fuldstændig sammen, så jeg har limet og strikket sammen og tænkt...«

– Du skrev flere romaner uden større opmærksomhed. Hvorfor blev du 40-50 år, før gennembruddet kom?
»Jeg havde altid drømt om at skrive romaner. Men min rastløshed – en måned, så havde jeg en ny roman – gjorde, at hver anden blev kasseret. Det var jo forfærdeligt.«

– Var du ved at opgive ævred?
»Ja. Hver gang, jeg fik et manuskript tilbage. I 1987 skrev jeg den sidste roman i første del af mit forfatterskab. Så holder jeg en pause på otte år, betinget af bl.a. en skattegæld, enormt ubehageligt. De brød ind i mit hus, åbnede mine breve. Jeg var rystet, og gælden blev større. Så tog jeg mig sammen og sagde: ’Okay, nu går vi i arbejde’. Så begyndte jeg på Politiken, men fik at vide, at Lasse Ellegaard skulle være redaktør på Information, og så ville jeg gerne herhen. Det er er alt afgørende at have en redaktør, der forstår det, man laver. Så fik jeg banket gælden – 300.000 kr. – helt ned og var klar igen. Så skrev jeg erindringsromanen, Sidste tog.«

– Så til Politiken igen og til Jyllands-Posten. Du blev sendt til fodbold-EM i England, og anekdoten siger, at du noterede dig: Her sker jo ingen ting – hvorefter du rejste hjem igen?
»Jeg er ikke sådan en selvsikker her-kommer-jeg-type, som folk tror. Jeg er en usikker jeg-tør-næsten-ikke-komme-ka’l. Når jeg begynder på en ny avis, er jeg usikker. Jeg fik en redaktør på Jyllands-Posten, der sagde (her efterligner MS en lidt snøvlende redaktørstemme, red.): ’Morten, er du klar over, hvor mange læsere, jeg har? En million! Der er folk, der kører halvanden time for at hente søndagsavisen’. Han kom mig altid i forkøbet. Han ringede mandag morgen med ti ideer...’Sabroe, jeg har en guldrandet ide’. Jeg nåede aldrig at få en selv. ’Så du Michala Petri i fjernsynet i går? Du går ned i en pladebutik, så køber du hendes sidste plade’. Så gjorde jeg det og hørte på noget lort, jeg aldrig i mit liv ville have hørt ellers. Hele historien om mit forhold til Jyllands-Posten sker den første dag, hvor jeg kører med en taxachauffør, som er invalid, fordi han har været med en kammerat ude at jage. Denne kommer til at hive gun’en op og trykke af mod hans mave, så han bliver lam fra livet og ned. Han mister sin kone til kammeraten, bliver morfinist...og nu kører han taxa. Jeg ringer og siger: Jeg er på vej til Petri, men nu skal du høre, jeg har en fed, fed historie. Så fortæller jeg ham den, og han siger: ’Det er en fantastisk historie, Sabroe. Gem den til jagtsæsonen begynder’.
Han sender mig til England. Han siger ’Sabroe... du skal lave den historie, der hedder, ’Vikingerne kommer!’ Du går ned på biblioteket, og der låner du den bog, der hedder Vikingerne kommer, og Enquists Katedralen i München, så har du det hele, og så ser du på alle de danskere, der invaderer Sheffield, og så har du historien. Du får halvanden side på søndag’. Og jeg tog til Sheffield. Der kom ikke én eneste dansker, før deadline var overskredet. Jeg ringer tilbage og siger: Jeg kan ikke klare det her mere. Jeg holder op.
Så hørte jeg fra en, der havde siddet inde hos sportsjournalisterne. En af dem rejste sig op og sagde ud over flokken: ’Har I hørt! Sabroe er rejst hjem. Han siger, der er ikke noget at skrive om...’ Så var det forbi. Det varede tre måneder.«

– Du satiriserer over medierne og er ustandseligt i dem. Hvordan hænger det sammen?
»Det er, som jeg er. Jeg satiriserer uendeligt over mig selv, så det må jo være noget, jeg bare har ført over på medierne. På den anden side tager jeg også mig selv alvorligt.«

– Hvordan er der i svingdøren mellem journalistik og litteratur?
»Jeg går hele tiden går ind og ud og ind og ud, også på Politiken nu. Jeg er både introvert og ekstrovert, er det ikke fint? Både håndværkertypedreng og fodboldspiller, men også en, der trækker sig tilbage for at søge noget andet, føle livets fylde, du. Jeg ville ikke holde ud kun at være forfatter, så ville jeg blive sindssyg. Og heller ikke kun at være journalist. Men nu er jeg blevet så voksen, at jeg hellere vil være noget helt andet.«

– Hvad?
"Allerhelst vil jeg have en ranch i USA. Det kommer nu, inden børnene er store.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her