Læsetid: 2 min.

Når lykken zoomes ud

Teater Meridiano og multitalentet Giacomo Ravicchio snurrer kærligheden rundt med svimlende galskab
8. november 2003

Teater
Det eneste klumpe-lærde ved Meridiano Teatrets nye, elegante forestilling er titlen: Comoedia Humana. For derudover er Meridiano Teatret alt det bedste, man kan sige om teater: Grotesk og lyrisk og politisk og almentmenneskeligt i en svimlende, selvdigtet teaterverden, der snurres afsted på scenen med så smittende italiensk galskab, at man som vinterbleg dansker ikke kan gøre meget andet end at miste den indre ubalance – og grine med ad livets genvordigheder.
Her er alle livets facetter – løsere og endnu mere vovet komponeret end i den tidligere gigasucces Luft, ild, jord, vand fra 1996-2000. Men med samme tvetydige spejlen af livet på kloden.
Denne gang er rammen en omgang teater-om-teater, nemlig historien om en instruktør, der er ved at opsætte en dårlig forestilling. Det drejer sig om en støvet commedia dell’arte-klassiker, men umærkeligt skifter de groteske halvmasker ejermænd, og så vælter nutidige personer ind over scenen.
Pludselig skal den indiske kioskejers datter giftes mod sin vilje. Til gengæld kan særlingen knap få ro til at begå selvmord, og vejrpigen
på tv kæmper med mandens sidespring – imens kursusunderviseren lægger telefonbeskeder, og et større strømsvigt kupper malerindens drøm af en galleriudstilling...

Saml-selv-teater
Logisk set kan den slags saml-selv-teater slet ikke lade sig gøre. Men for multitalentet Giacomo Ravicchio – der både er forestillingens forfatter og instruktør og scenograf – er tilsyneladende intet umuligt.
Han svinger ubesværet rundt mellem teatralske og realistiske spillestilarter, og hans ensemble følger ham åbenbart med loyalitet og hengivenhed: Claus Maack Bahnsen, Lars Begtrup, Rasmus Haxen, Elise Müller og Judith Rothenborg – og Jesper Pedersen og Lisa M. Bentzen, der er truppens spændstige bud på et Romeo og Julie-par 2003.

Kærlighedens frie fald
Dette teater er manisk optaget af lykke – den svære lykke, den genstridige lykke, den uopnåelige lykke. Udgangspunktet er commedia dell’artens gamle mand: Den besværlige (og måske impotente) Pantalone, der prøver at blive gift med den unge pige – som selvfølgelig allerede har en kæreste.
Men herfra zoomes lykken ud. Pointen er, at det enkelte menneskes lykke altid er afhængig af omgivelserne. Og at individets begrænsninger i 2003 er nøjagtig lige så forkrampede og kulrede som i den gamle komedieverdens typegalleri – fordi den individuelle frihed blot slæber hidtil ukendte begrænsninger med sig. Eller som det lyder i indledningen: »Kærlighed er et monster.«
Efter at have oplevet Meridianos bud på kærlighedens frie fald kaster jeg nu mig fortrøstningsfuldt videre ud i de svimlende følelser.

*’Comoedia Humana’. Tekst, instruktion og scenografi:
Giacomo Ravicchio. Musik: Jérôme Bauer. Dramaturgi: Bent Holm. Lys: Fabián Carvallo. Meridiano Teatret i Pakhus 11, Dampfærgevej ved Østerport. Til 23. nov.
*www.meridiano.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her