NEKROLOGER

Peter Lindroos, 59
*Den finskfødte tenor Peter Lindroos omkom i mandags i en trafikulykke i Skåne. Ved ulykken mistede også Lindroos’ et-årige søn livet. Peter Lindroos var sammen med sin kone og to børn i bilen, da den kolliderede med en lastbil. Peter Lindroos’ hustru lå tirsdag endnu i koma på Universitetssygehuset i Lund, og også familiens tre-årige datter blev alvorligt kvæstet ved ulykken.
Efter en lang karriere som højt skattet tenor i den nordiske og internationale operaverden, blev Peter Lindroos i 1996 ansat som professor ved Musikhøjskolen i Malmø og Lunds Universitet. I 1971 blev han ansat på Det Kongelige Teater i København, hvor han har sunget en lang række dramatiske tenorpartier.
Lindroos begyndte sin karriere på Nationaloperaen i Helsingfors i slutningen af 1960’erne og det blev begyndelsen til en storhedstid på de vigtigste scener i Europa. I 1990’erne underviste Lindroos på Opera-Akademiet i København og han gav master classes på Det Kgl. Teater og i Danmarks Radio.
På Det Kgl. Teater blev Lindroos en af de mest feterede tenorer i nyere tid.
At Lindroos skulle få en karriere som sanger lå ikke i kortene, da den unge finne tog kantor-organist-eksamen ved Sibelius-Akademiet i Helsingfors 1964. Debuten fandt sted i 1967 i rollen som Rodolph i La Bohème på Nationaloperaen i Helsingfors.
Lindroos flyttede til Göteborg, hvor han var ansat på Stora Teatern 1969-1971. Herfra flyttede han til Det Kongelige Teater, som blev et stop på rejsen til de store scener ude i verden. Men kontakten til de nordiske operaer holdt Lindroos ved lige. Med jævne mellemrum dukkede han op i København i værker som Madame Butterfly, Tosca, La Bohème og Otello.
Selv opfattede Peter Lindroos rollen som Cavaradossi i Tosca som den mest vellykkede. På dansk grund fik Peter Lindroos Edith Brodersens ærespris og Operaens Venners guldnål. beyer

Hans Tabor, 81
*Den elegante diplomats pludselige politiske karriere er nok det første danske eksempel på, at en vellykket optræden i fjernsynet kan bane vejen til de højeste embeder.
Hans Tabor, der bevægede sig ad en gængs udenrigsministeriel løbebane, var i 1967 Danmarks faste repræsentant i FN’s Sikkerhedsråd. Det traf sig for ham så heldigt, at han beklædte Rådets formandspost i juni måned dette år, da Israel røg ud i seksdageskrigen med sine naboer. Sikkerhedsrådet kom til at stå centralt for afslutningen af krigshandlingerne. Således kom den del af verden, der havde tv, til at lære den kæderygende dansker at kende som en ferm opsamler af synspunkter i en ophedet international situation.
I efteråret ønskede statsminister Jens Otto Krag at frigøre sig for udenrigsministerposten, som han også havde beklædt, siden han efter 1966-valget havde skubbet Per Hækkerup ud i gruppeformandsrollen, hvor Hækkerup skulle kue valgvinderen SF. Til aflastning valgte Krag tv-stjernen Tabor, hvis politiske ophøjelse udløste misnøje blandt hans diplomatiske kolleger i Udenrigsministeriet.
Ministerkarrien blev kun kort, for regeringen faldt fire måneder senere. Hans Tabor genoptog diplomatgerningen – og dukkede ikke siden mindeværdigt op på tv. dr

Tony Thomson, 48
*Det er ualmindelig utaknemligt at være trommeslager. Det er sådan set ham, der holder det hele i gang, men han sidder gemt af vejen bagest på scenen, og ingen kan rigtig huske, hvad han hedder. Så meget desto mere er der grund til at mindes de rigtig gode, når de forlader os. Tony Thomsen, som døde forgangne uge, dannede i midten af 1970’erne sammen med Nile Rodger og Bernard Edwards den genreskabende amerikanske disco- og funkgrupppe Chick, hvis største hits var »Le Freak« og »Good Times«. Og i 80’erne var Thomson sammen med netop afdøde Robert Palmer og halvdelen af Duran Duran medlem af The Power Station, som hittede med bl.a. »Some Like It Hot«. Thomsom, det havde et utroligt drive og en sans for skæve rytmer, har endvidere bl.a. spillet med Madonna, Mick Jagger og Rod Stewart samt David Bowie på dennes største kommercielle succes Let’s Dance fra 1983. Så selvom man måske ikke lige kan huske navnet, så har de fleste hjem plader med ham stående i reolen. Det er bare med at finde dem frem.Ole Knudsen

Don Gibson, 75
*De færreste countrystjerner dør, indspundet i så megen myte som f.eks. Johnny Cash. Don Gibson, som døde i mandags, passede ’bare’ sit arbejde i Nashville. Og selv om han udgav henved 35 albums og fik store hits med sin småmelankolske baryton, er det især som sangskriver, han går over i historien.
»Simple is the only way I can write,« sagde han. Det er som bekendt det sværeste af alt, men tre sange viser, at han mestrede det: »I Can’t Stop Loving You,« »Oh, Lonesome Me« og »Sweet Dreams«.
Opvokset i en fattig husmandsfamilie i Shelby County blev han så grebet af at høre Django Reinhardt, at han besluttede sig for at blive noget så brødløst som guitarist. Som solist slog han i 50’erne an med »Sweet DreamsÇ« som Faron Young gjorde til et endnu større hit, før Patsy Cline udødeliggjorde sangen i 1963. Og på en og samme junidag i 1957 skrev Gibson i sin autocamper »I Can’t Stop Loving You« og »Oh, Lonesome Me.«
Den første blev et verdenshit for Ray Charles, og gav denne et hvidt publikum. Den er i dag med over 700 forskellige indspilninger en evergreen ligesom »Oh, Lonesome Me.«
Op gennem 60’erne var hans sange fast inventar på countryhitlisterne, men vægtproblemer bragte ham ud i pillemisbrug, og selv om han kom på ret køl igen, genvandt Don Gibson ikke fordums momentum. Sange kunne han dog skrive og stadig få afsat.
Gibson tilhørte den gamle skole, og havde ikke meget tilovers for den ’nye’ country. Den skyldte til gengæld ham ikke så lidt. tobi

Arthur Conley, 57
*1967 var et godt år for Arthur Conley. Da blev han nr. 2 på de amerikanske hitlister med sangen »Sweet Soul Music,« som både blev et globalt hit og kendingsmelodi til en kampagne for soulmusikken. For en stund glemte vi helt at lege hippier, og da Conley sammen med sin mentor, Otis Redding, gæstede København, følte vi os alle som negre. Pludselig opdagede vi, at Tamla Motown ikke var det eneste sorte pladeselskab. Conley udkom, som Redding, på Stax/Volt – der i øvrigt var ejet af hvide, men sangene lød langt mere sexede end dem fra Detroit.
Den sang var Conleys claim to fame. I virkeligheden var den planket fra Sam Cooke-kompositionen »Yeah Man,« og Conley skjulte i teksten ikke sine inspirationskilder. »He’s the king of ’em all, y’all,« sang han bl.a. om Otis.
Redding havde spottet Conley efter at have hørt hans 1965-single »I’m A Lonely Stranger,« og så store muligheder i den klejne fyr fra Atlanta, men da soul-kampagnen stilnede af, var Conleys 15 minutter gået.
Han flyttede siden til Holland, hvor han døde af kræft, men sangen er blevet et tidløst slogan. tobi