Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

14. november 2003


Bobby Hatfield,
*Med Bobby Hatfields død i forgangne uge kan man spørge sig selv, om det er nok at have lavet tre-fire af de smukkeste pladeindspilninger i verden, eller om der skal mere til et godt liv.
Hatfield dannede sammen med Bill Medley duoen The Righteous Brothers i begyndelsen af 1960’erne, og de havde et par småhits inden de skrev kontrakt med den amerikanske superproducer Phil Spector. I slutningen af 1964 udsendte de vel nok den største og mest imposante ulykkelige kærlighedssang nogensinde, »You’ve lost that lovin’ feeling«, som toppede både de amerikanske og engelske hitliste.
Medley var baryton, Hatfield, som blev født i 1940, var duoens tenor, og da han første gang hørte sangen, spurgte han, hvad han dog skulle lave i hele første vers, hvor Medley bl.a. synger de uforglemmelige indgangslinier »You never close your eyes anymore when I kiss your lips«. Spector var så sikker på, at sangen blev et hit, at han nonchalant svarede ham, »Du kan bare gå ned i banken!«
Spector producerede yderlige tre mesterværker med ’brødrene’, »Just Once In My Life«, »Ebb Tide« og »Unchained Melody«, som alle blev store hits i 1965. Sidstnævnte, som synges solo og uovertruffent af Hatfield, blev endvidere et kæmpe hit igen i 1990, da sangen blev brugt i filmsuccesen ’Ghost’.
Siden blev duoen uvenner med Spector, og med hinanden. Og på trods af at par store hits siden hen, prøvede de begge solokarrierer, primært uden held. Og blev gendannet med jævne mellemrum. Hatfield vil altid blive husket som halvdelen af de ’retskafne brødre’.
Tidligere på året blev The Righteous Brothers optaget i Rock ’n Roll Hall Of Fame, og i begrundelsen sagde sangeren Billy Joels bl.a.: »Nogle gange kan folk med blå øjne overskride kulturelle grænser. Nogle gange kan hvide mennesker faktisk synge soul. Da jeg første gang hørte Brødrene ændrede det hele mit liv.«
Hatfield blev fundet på sit hotel en lille time før han skulle optræde med sin gamle makker på en af de mange turneer, de havde gennemført de sidste 10 år. God rest his soul.Ole Knudsen

Just Betzer, 59 år
*En filmproducent får almen respekt ved at lægge en kvalitets-stræbende linie – og fastholde den. På det punkt havde producenten Just Betzer problemer, for hans produktion zigzaggede vildt mellem udprægede kvalitetsfilm og plat folkelighed.
Det er værd at huske, at Betzer stod bag meget roste film som Morten Arnfreds Bodilvinder Johnny Larsen (1979), Anders Refns Slægten (1978) og Gabriel Axels Karen Blixen-filmatisering Babettes gæstebud (1987).
Sidstnævnte blev en international succes med Oscar-pris og hele pivetøjet, og det bekræftede Betzer i hans – skulle det vise sig – fatale forsøg på at gøre karriere på det internationale filmmarked. Det skete med en blanding af Sven Hazel-spekulation (Døden på larvefødder 1987) og sære projekter som Tre dage i August (1992) om de politiske omvæltninger i Sovjet – en katastrofefilm på alle fronter og Betzers sidste credit ifølge internet-sitet IMDB.
Men inden han i 1985 søgte i skattely i England og senere drog til Hollywood var han en yderst driftig filmmand herhjemme – en helt igennem self-made producent, der i 1962 startede fra bunden som fotograf- og instruktør-assistent og så avancerede til produktionsleder, bl. a. på Gabriel Axels Den røde kappe i 1967. Samme år blev han direktør for udlejningsselskabet Panorama Film. Derpå gik han for alvor ind i producer-virksomhed med f. eks. farce-serien om Familien Gyldenkål og en bundskraber som Brand-Børge rykker ud (1976). Men også ved at sigte højere fik Betzer publikumssucces, som da han producerede Astrid Henning-Jensens Vinterbørn (1978), der vandt instruktør-prisen i Berlin og blev set af over 800.000 danskere.
Som producent var Betzer af den gammeldags købmandstype, der ikke blandede sig meget i det kunstneriske og det skabende, men altså i flere tilfælde gav talentfulde instruktører gode arbejdsvilkår. For den indsats vil han blive husket. Pim.

Jørgen Bro, 55 år
*Ligesom Paris har Café Flores og Les Deux Magots, hvor Sartre, Juliette Greco og eksistentialisterne holdt til, har København Café Sommersko og Café Dan Turèll. Jørgen Bro var med til at starte dem begge. De to caféer er noget af det mest københavnske, men faktisk var Jørgen Bro vestjyde, søn af en købmand i Harboøre ved den yderste klit. Jørgen drog til København for at blive ingeniør, men blev i stedet restauratør og cafékonge. Han løb ind i den iderige kunstner, Kenn André Stilling, og sammen med endnu en billedkunstner, Jens Birkemose, startede han forlaget Sommersko og kulturtidsskriftet med det særegne navn, Victor B. Andersens Maskinfabrik. Sammen med sin bror, Søren Bro, startede han så i 1976 Café Sommersko, der med sit pariserkoncept – zinc og espresso – og sine kulturarrangementer med digtoplæsninger og koncerter på flere måder indvarslede en ny æra. Stedet blev tilholdssted for firserdigterne med F. P. Jac og Michael Strunge, og hvis man ville se girafferne og også ses selv, sad man her og så interessant ud, mens man lod, som om man læste i en af de fremlagte aviser eller et hardcore kulturmagasin, gerne på udenlandsk. Stedet er dokumenteret i Claus Bohms film, Nattens Engel. Café Sommersko, der af folkeviddet snart blev omdøbt til »gummisutten«, er stadig et populært sted. Kunstnerne er væk, men så er myten om dem tilbage – og en del turister på besøg om sommeren. Succesen førte Brødrene Bro videre til oprettelsen af – et stenkast derfra – Café Dan Turèll, som blev et mindst lige så stort tilløbsstykke, og med Hotel Klitten i Søndervig flyttede de københavnerne vestpå. Rockbands som f.eks. det populære Tøsedrengene holdt af at tanke op her. I kælderen til Aveny-teatret på Frederiksberg kom Café Kellerdirch til under knopskydningen. Så høstede døden fælt i familien. Søren Bro døde, og Jørgen hjalp i 1999 hans efterladte kone med at etablere Café Bjørg i Vester Voldgade, som også blev et in-sted. Så døde Bjørg – og nu altså Jørgen, vestjyden, der som den stilfærdige bagmand mildt sagt var med til at sætte Københavns kultur- og caféliv på den anden ende og rykke det ind i en nyere tid. Bjørk

Canan Banana, 67
*Zimbabwes første præsident, Canaan Banana, er død af kræft, 67 år gammel. Banana, der oprindelig var metodistpræst, blev i 1999 idømt 10 års fængselsstraf efter at være kendt skyldig i 11 anklager om ’unaturlig sex’ med bl. a. sine livvagter, en gartner og kokke ansat i hans præsidentstab. Selv afviste han at være homoseksuel og kaldte anklagerne for politisk motiveret opspind.
Canan Banana var præsident fra 1980 til 1987, hvor han blev afløst af Robert Mugabe. Retssagen mod Banana gjorde det af med det statsmandsagtige image, han fik som mægleren, der fik den fredsaftale igennem, som i 1987 satte stop for de blodige massakrer i Matabeleland, hvor Mugabes eliteenheder i en etnisk strid angiveligt dræbte 20.000 lokale civile.nil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu