Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

8. november 2003


Ingen danske priser ved MTV Awards
*Der var ingen priser til Junior Senior, Outlandish eller Kashmir, da tv-stationen MTV torsdag aften ved et stort show i Edinburgh uddelte sine årlige priser. Det blev finske Rasmus, der løb med prisen for bedste nordiske band.
Det amerikanske popidol Justin Timberlake gjorde rent bord i kategorierne bedste mandlige kunstner, bedste popkunstner og bedste album. Hans kvindelige modstykke Christina Aguilera vandt prisen som bedste kvindelige kunstner. Sean Paul, der ser ud til at blive et af de største navne fra den jamaicanske scene siden Bob Marley, vandt prisen som årets bedste nye kunstner. Amerikanske White Stripes vandt prisen for bedste rockgruppe, mens britiske Coldplay vandt for bedste gruppe uanset kategori. msk

Dokumentarist hædres på festival
*Ved åbningen af cph:dox i Grand i aftes overrakte Det Danske Filminstituts administrerende direktør, Henning Camre, Roos-prisen 2003 på 25.000 kroner til Anne Regitze Wivel (f. 1945) for hendes indsats for dansk dokumentarfilm over de sidste 23 år. Af priskomiteens begrundelse lød blandt andet: »I en endeløst tålmodig cirklen omkring et menneske, en tilstand, et tema, pejler hun sig gradvist, men sikkert, ind på essensen, det væsentlige, i al den kompleksitet og sammensathed, som er sandheden.«
Anne Wivel har utallige dokumentarfilm på bagen. Den seneste af slagsen, Slottet i Italien – et intenst, personligt portræt af Per Kirkeby – havde premiere i november 2000. Hun arbejder i øjeblikket på en film med arbejdstitlen Grønland.
msk

Lone Scherfig bliver i udlandet
*Efter sidste års anmelderroste Wilbur begår selvmord, planlægger den danske filminstruktør Lone Scherfig at lave endnu to engelsksprogede film, oplyser Ritzau. Optagelserne indledes ifølge det britiske filmtidsskrift ScreenDaily næste sommer i Skotland.
Filmene What Wayne Didn’t Know og Waltzing Griselda, med et samlet budget op godt 50 millioner kroner, optages synkront, men udsendes som to selvstændige film. Ifølge instruktøren kan de to film både ses i sammenhæng og hver for sig. »Orville og Wayne (hovedkaraktererne i de to film, red.) har hver deres film. De to, der nu er i 30’erne, har kendt hinanden siden barndommen og er nu kolleger. De to venner går igennem hver deres kærlighedshistorie, uden at de er klar over, hvad den anden oplever,« siger Lone Scherfig til Screen ScreenDaily.
Manuskripterne er skrevet i samarbejde med Anders Thomas Jensen. Filmene er produceret af Zentropa. msk

Kortest muligt
*Bournonville Som optakt til den 3. Bournonville Festival i 2005 er Teatermuseet og Den Konglige Ballet gået sammen om seks ekstraordinære matinéer, der sætter fokus på August Bournonvilles hovedværker. www.teatermuseet.dk
*Messe Fredericia Messecenter har denne weekend messe med kunstværker af nordiske gallerier og antikvitetshandlere. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu