Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - Kultur

6. november 2003


Fra P3 Pris til P3 Guld
*P3 Prisen har fra og med i år skiftet navn til P3 Guld. Det sker, fordi man klart ønsker at signalere, at man har mere at byde på end blot et almindeligt award-show, og at det hidtidige navn derfor er blevet for snævert. Det er snart tid til den årlige prisuddeling, hvor vinderne, med undtagelse af kategorien P3’s Lytterhit 2003, der vælges af lytterne, udpeges af en jury.
De nominerede til P3 Guld 2003 er som følger: P3 Prisen: Grand Avenue, Baby Woodrose, Jokeren (Jesper Dahl). P3 Lytterhittet: Carpark North Transparent & Glasslike, Mew Snow Brigade, Outlandish Aicha, Tim Christensen Whispering At The Top Of My Lungs, Kashmir Rocket Brothers. P3 Hittet: Filur feat. Pernille Rosendahl You & I, Outlandish Aicha, Carpark North Transparent & Glasslike, Nu Any Other Girl, Kashmir Rocket Brothers. P3 Talentet: Tue West, The Fashion, Burhan G, Ufo&Yepha. P3 Albummet: Jokeren Alphahan, Tim Christensen Honeyburst, Raveonettes Chain Gang Of Love, Carpark North Carpark North, Kashmir Zitilites. P3 Kunstneren: Raveonettes, Outlandish, Kashmir, Mew, Carpark North. msk

En frankfurter til Jørgen Leth
*Dansk dokumentarfilms grand old man Jørgen Leth tildeles mere end én hovedrolle, når Københavns nye internationale dokumentarfilmfestival, cph:dox, gør sig på lærredet fra på fredag. Ikke alene åbner festivalen med gallapremiere på Leths og Lars von Triers filmiske tvekamp, De fem benspænd – han er også blevet stjerne i den officielle biograftrailer for cph:dox.
Traileren er en mini-dokumentar på 80 sekunder, hvor Jørgen Leth indtager en frankfurter i en pølsevogn i København – en parafrase over Leths eget mesterværk 66 scener fra Amerika, hvor Andy Warhol spiser en burger i New York. Den er instrueret af Mikala Krogh fra Tju Bang Film, og er blot en af fire film, produceret som teasere for cph:dox 2003 med samme instruktør. Leth-traileren kan ses i de 10 københavnske festivalbiografer til festivalen blænder ned for den sidste af sine 81 programsatte dokumentarfilm 16. november. Samtlige trailere kan opleves i Cinemateket under festivalen. www.cphdox.dk msk

Musik og kunst fra H.U.G.
*Lars H.U.G. udgav i foråret sit første album i syv år, Save Me From This Rock’n’Roll. I aften i Magasinet i Odense indledes hans efterårstour, der for første gang i umindelige tider giver publikum mulighed for at lytte til sange fra H.U.G.’s omfattende katalog i en indendørs intim atmosfære. Touren vil også byde på en række af hans skattede dansksprogede sange
7. nov. Vega, København, 8. nov. Hallerne, Roskilde, 13. nov. Skråen i Ålborg, 14. nov. Paletten, Viborg, 15. nov. Train, Århus, 21. nov. Torvehallernbe, Vejle, 22. nov. Stars, Vordingborg.
Og har man ikke nok i musikken, kan man byde på en samling af H.U.G.’s billedkunst, der udstilles hos Auktionshuset Lauritz.com i Bredgade frem til 1. december. Her indgår malerier, unika tryk, litografier, originaltegninger, mappedyr og kitchen art. msk

Børnefilm med udsyn
*Dansk film modtog fire af de vigtigste priser ved Chicago Internationale Børnefilmfestival i USA, der netop er afviklet. Således vandt Jannik Hastrups Drengen der ville gøre det umulige både Børnejuryens og Voksenjuryens Førstepris for Animationsfilm, og i kategorien live-action-spillefilm tildelte Voksenjuryen sin Førstepris til Henrik Ruben Genz’ En som Hodder og sin Andenpris til Pia Bovins Kald mig bare Aksel. Samtlige film har tidligere modtaget adskillige priser på lignende festivaler for børne- og ungdomsfilm. msk

Boet efter Beck
*Bobestyreren af et afdødt forfatterskab er blandt oplæserne, når Øverste Kirurgiske i aften atter indbyder til poesi-soirée. Det foregår som sædvanligt kl. 20 på The Lab, Vesterbrogade 107b. Bag mikrofonen: Maja Lee Langvad, Sophia Kalkau, Lone Munksgaard Nielsen, Klavs Bondebjerg, Jonas Bruun, Claus Beck-Nielsen (1963-2001) og Thomas Krogsbøl. Vel mødt! msk

Kortest muligt
*I Den Frie Udstillings bygning på Oslo Plads, udstilles værker af 47 danske kunstnere, der alle arbejder med fotografi. Titlen på udstillingen er Fra Objektiv til Objekt. Til 23. november. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu